Hvad angår opvækst, har jeg ikke så meget tilfælles med Martin Andersen Nexø. Han rejste som dreng med sine forældre og søskende fra København til Bornholm, hvor familien bosatte sig i byen, som forfatteren tog navn efter. Familien kom fra små kår og rejste til endnu mindre. Men de kom til at bo så tæt ved havet, at der sprøjtede skum på ruderne, og vandet løb ind under huset, når det stormede fra øst.
Det var svært at få varmen i huset, der var et anneks til Nexøs gamle farvergård. Huset hang ligesom på hovedbygningen ud over stranden. Der var iskoldt og gennemtræk om vinteren, når frosten og den sibiriske vind hærgede, men det morede Martin Andersen Nexø, der følte, at han befandt sig på agterstævnen af et skib, der var blevet båret halvt op på land af bølgerne. Man kan læse om huset, stranden og havet i hans vidunderlige erindringsbog, ”Under åben himmel”, der udkom i 1935 og lagde en dybdedimension til den da verdensberømte danske forfatter.
Min egen opvækst var anderledes materielt privilegeret. Jeg levede mine første 18 år på Vedbæk Strandvej nord for København. Ganske vist i et gammelt fiskerhus, men det var bygget ud og om til ukendelighed og lå med grunden lige ned til Øresund. Om sommeren er jeg fortsat så privilegeret, at jeg ejer et gammelt kampestenshus mellem klipperne i Sverige, der ligger ud til Skälderviken og Kattegat. Så her mødes Martin Andersen Nexø og jeg. I den østvendte bolig med solopgangen, vinden og havets skiftende toner; vi mødes på stranden.
Martin Andersen Nexø skriver: ”Derude var havet med sine uudtømmelige reserver for drengesindet. Herinde var stranden; den bød på mere end nok til dagen og vejen”.
Her på stranden samlede Martin og hans bror tang, kork og drivtømmer til brændsel, når årstiderne strammede til. De opfattede det som en leg, fordi havet skyllede så meget i land, flasker, tomme hyttefade, fletkurve og små navnebrædder, fiskerne identificerede deres garn med. Nu og da drev ting i land, der vidnede om forlis og måske mytteri på havet. Så blev fantasien sat i svingninger.
Martin Andersen Nexø tog disse oplevelser med sig. I erindringerne konkluderer han: ”Her ved stranden lærte jeg at se ud. Jeg havde levet min første barndom mellem høje huse, havde set gader skære andre, haft alting nær inden på livet. Den første tid herude fik jeg ondt i øjnene af lyset og det vide rum, men snart vænnede syn og sind sig til det åbne, svimmelheden forlod mig, og jeg følte glæde ved at følge horisonten og tage overblik”.
Selv har jeg taget barndommens oplevelser på stranden med mig. Også jeg lærte at se ud mod det fjerne og blive en tingfinder i det nære. Min barndomskammerat og jeg levede på stranden, fra vi var syv år, til vi blev 15 år. Javist, vi gik i skole, men det var sekundært, det gjaldt om at komme hjem og ned på stranden. Vi kunne kyststrækningen udenad, kendte alle de andre menneskers haver og fandt de mest utrolige ting. Forstenede søpindsvin, halvrådne fisk og fugle og en halv kat. Og de store sangsvaner, der bar isens farve og døde af sult og kulde om vinteren, når stranden gik direkte over i det frosne vand og de store flager, som skurede rislende imod hinanden eller frøs op i skruninger. Vi bevægede os i mange henseender faretruende langt ud i en tid, hvor man var uden for digital rækkevidde og kun talte med sine forældre ved spisetid.
Vi fortalte jo heller ikke om, hvad vi fandt på stranden. En stor, tyk ål, der bugtede sig ustyrligt i en opskyllet ruse, brugte kondomer, som med en sær fascinationskraft vidnede om en verden, der endnu ikke var tilgængelig, endsige mulig at forestille sig. Masser af kartoner med smuglercigaretter – Camel med kamel, palmer og pyramide på forsiden, der vidnede om eksotiske verdener. De blev røget i smug på stranden, hvor der også blev sat fut i metaldåser med nødblus, så vi så sol, måne og stjerner. Da vi blev store nok, byggede vi en hule, der ligesom Martin Andersen Nexøs hus hang ud over kysten på pæle. Her kunne vi tænde op i et forbrændt monstrum af en ovn, vi havde fundet på stranden, varme dåsesuppe og spejle æg på en klunset pande.
Hvis vi drenge ikke var blevet større, mine forældre ikke døde, og huset i Vedbæk ikke solgt, havde vi sikkert boet der endnu. På stranden ved havet. Men både i tanke og handling færdes vi der stadig. Med fiskestang og fantasi mellem tangvoldene. Og med børnebørn. De glemmer alt om mobiler, spil og film, når de kommer ned til stranden. De vil ikke hjem. Ligesom os andre, der lærte at sanse og se ved kysten, hvor ikke kun havet, men også sindet åbner sig.
I klummen Liv&Litteratur skriver anmelderne Henrik Wivel og Lars Handesten på skift om krydsfeltet mellem bøger og eksistens både historisk og aktuelt.