Svinene stank i stalden, men som stor pige sneg Herbjørg Wassmo sig alligevel beslutsomt ind til dem. Og dér gemte hun sin dagbog under gulvet ”i svinestalden, hvor den hørte hjemme”. For den handlede om et svin, som hun i dag kalder ”en naturkatastrofe af en far”. Han misbrugte hende seksuelt, og det har hun stadig onde drømme om.
”Jeg kan stadig vågne stående midt på gulvet, hvor jeg står og brøler uden at vide, at jeg igen har haft et mareridt om min barndom. Og så må jeg bare drikke et glas vand, mens jeg langsomt bygger det hele op, inden jeg kan sove igen,” siger den 75-årige forfatter, som også stadig kan få blanke øjne af at tale om det, der så længe var et tabu.
Men det hjælper ”at løfte løftet låget så mange gange som muligt”, som hun siger.
”Jeg spurgte engang min psykiater, om jeg nogensinde ville blive fri af skyggen efter min far. ’Nej’, svarede psykiateren ærligt, ’Vi bedriver ikke magi her’. Man kan ikke trylle traumer og natlige mareridt væk. Men det hjælper stadig at tale om det.”
Længe nøjedes Herbjørg Wassmo dog med at skrive om det. For da hun ikke havde nogen at betro sig til, skrev hun alle faderens ugerninger ned i sin dagbog. Sådan opdagede hun også, at hun ikke kun havde skrevet en dagbog, men skabt et våben. For selvom hun var bange for sin far, fandt hun ud af, at hun kunne true ham med den gemte dagbogsbombe.
”Jeg sagde til ham, at der var én bestemt person, som vidste, hvor dagbogen lå. Og hvis der skete mig mere, ville denne person sørge for, at dagbogen blev fundet. Jeg fortalte derimod ikke min far, at det var mig, der var den person, der vidste, hvor dagbogen var. Men som årene gik, opdagede jeg, at det gav mig en psykologisk magt over ham. For han var mere bange for mine hemmelige ord, end jeg var bange for hans vold. Sådan lærte jeg, at ord kan være farlige.”
Mens det var den hemmelige dagbog, som skulle blive surdejen i hele Herbjørg Wassmos forfatterskab, var det mormoderens gotiske bibel, der havde lært den kommende forfatter at læse. Sådan stavede Herbjørg Wassmo sig allerede inden skolealderen igennem store dele af Det Gamle Testamentes blodige beretning om urgamle krige, offermanualer og voldtægter, der egentlig var uegnet for børn. Men da Herbjørg Wassmo endelig blev gammel nok til at blive præsenteret for de første ABC-bøger i skolen, syntes hun, at skolens alfabet virkede helt forkert og ”gyseligt banalt”.
”Jeg havde vænnet mig til de gotiske bogstaver og den store fortælling i Bibelen,” siger Herbjørg Wassmo, der aldrig har sluppet Bibelen. Hendes forfatterskab er befolket med romanfigurer med bibelske navne. Eksempelvis er Dina, som har været omdrejningspunktet for en stribe af Wassmos romaner, også i Bibelen navnet på en af Jakobs døtre, der bliver voldtaget og således bringer familien i skam.
”Det er typisk, at det er offeret og kvinden, som bringer skam over den patriarkalske familie i Bibelen. Egentlig burde det jo kun være manden, der skulle skamme sig. Men man pålagde kvinden at bære skam, mens mændene blev fritaget, fordi den, der har magt, ikke behøver at bære skyld og skam. Bibelen lærer derimod fra begyndelsen læserne, at kvinden har grund til at skamme sig. Det er jo hende, der får skylden for syndefaldet, mens manden skubber skylden fra sig.”
I øjeblikket er Herbjørg Wassmo i Danmark for at præsentere den danske oversættelse af sin fjerde roman om Dinas slægt i 1800-tallet.
Romanen hedder ”Den der ser” og efterfølger med 20 års forsinkelse Dina-trilogien med ”Dinas bog”, ”Lykkens søn” og ”Karnas arv”.
Dinas bog er i mellemtiden blevet filmatiseret af Ole Bornedal under titlen ”Jeg er Dina” (2002) med en række af Nordens bedste skuespillere på rollelisten, men bogserien fortsætter i flere slægtsled.
”’Dinas bog’ begyndte faktisk med, at jeg havde et mareridt, som ikke havde noget direkte med min fars overgreb at gøre. Men i mit mareridt så jeg en kvinde, der stod på en skrænt, efter hun netop havde skubbet et andet menneske ned. Jeg vågnede med en angstfyldt tvivl, om jeg selv var hende eller offeret. Men da blev jeg klar over, at hvis jeg skulle vælge mellem offeret og forbryderen, så ville jeg helst være forbryderen,” siger forfatteren uden at smile.
”Det siger noget om selvoprettelsesdriften i mennesket. Og det gav mig idéen til at skrive om Dina.”
Mens det første bind har Dina som hovedperson, følger andet bind hendes søn Benjamin og tredje bind hendes barnebarn Karna. Og i slutningen af ”Karnas arv” stiller Dinas barnebarn Karna sig op til sin stærke bedstemors begravelse og bekender på hendes vegne, at Dina har slået to mænd ihjel. Det er lige dér, fjerde bind fortsætter. For mens Herbjørg Wassmo har brugt de mellemliggende år på at skrive blandt andet selvbiografiske romaner, der kredser om faderens misbrug af hende, havde hun længe dårlig samvittighed over at lade sin egen romanfigur Karna svæve hen i en uvis skæbne med et tungt testamente fra Dina.
”I begyndelsen tænkte jeg, at Dina-bøgerne var færdige med Dinas død, fordi hun drev familiekrøniken frem i de tre første romaner, men læserne blev ved med at spørge til Karnas skæbne. Jeg vidste, at det kun var forfatteren, der kunne vide, hvordan det skulle gå Karna. Og da jeg først fik taget hul på romanen, var den nærmest ustoppelig.”
Handlingen fører fortællingen til København, hvor Karna efter et selvmordsforsøg bliver indlagt på et psykiatrisk hospital, hvor hun bogstaveligt talt forholder sig tavs til verden, mens hendes standhaftige kæreste Peder bliver ved med at tro på, at han nok skal kunne redde hende med sin kærlighed – og et kamera, han har købt i Bergen.
Sådan spiller titlen ”Den der ser” både på Karnas rolle som vidne, hendes tavshed og Peders forsøg på at få hende til at se verden med nye øjne, mens Karnas far Benjamin sejler rundt i sit eget indviklede kærlighedsliv. Men det virkelig interessante for Herbjørg Wassmo at undersøge var datidens psykologiske indsigter i en tid, hvor Freuds tanker så småt var kommet frem, mens man stadig famlede i blinde mellem psykoterapi og medicinsk behandling.
”Psykiatrien er vanvittigt spændende. Og jeg har lært mere gennem mine fiktive romanfigurer end af nogen lærer, jeg har haft, fordi jeg er blevet nødt til at undersøge tingene selv for at kunne skrive om det. Men jeg synes, at romanen med sine forskellige synsvinkler på Karnas galskab også giver en forklaring på den, så den nærmest kommer til at virke fornuftig. For Karna søger kun tilflugt i galskaben, fordi hendes virkelighed er så grotesk.”
Det kan Herbjørg Wassmo også godt spejle sig i selv.
”Jeg har søgt tilflugt i fiktionen for at kunne holde min groteske virkelighed ud,” siger Herbjørg Wassmo og fortæller, at hun flere gange også er brudt sammen psykisk i løbet af livet, men at det nærmest har været hendes rationelle strategi at gøre sig selv splittet, så hun kunne flygte ind i fiktionen og til tider vanviddet for at skåne sig selv, da hun følte sig tvunget til at være tavs omkring faderens misbrug, der ødelagde hende indefra.
”Jeg er selv gået igennem både hadet og raseriet, men det tog så meget energi, at jeg til sidst blev bange for, at jeg skulle komme til at likvidere min far. Det vidste jeg selvfølgelig ikke var en mulighed, så jeg lovede mig selv, at jeg ikke ville se på mig selv som et offer. Jeg ville blive stærkere end ham, så jeg flyttede min energi fra at hade til selv at blive stærk, og i slutningen af sit liv tror jeg faktisk, at min far var mere bange for mig end omvendt. For jeg tror faktisk, at min far skammede sig mere end mig.”
Men du har også følt skam?
”Ja, det har jeg. Selv nu føler jeg skam over, at jeg bruger andres tid på at sidde her og lade mig interviewe som et opmærksomhedssygt barn, der har noget at vise frem. Jeg føler skam over, at jeg belemrer andre med mine skriverier, selvom jeg håber, at bøgerne får deres eget liv, der er større end mig. Og jeg føler selv masser af skam som mor, fordi jeg heller ikke altid tror, at det har været nemt at være mine børn. Jeg føler meget skam, men jeg føler stadig mindre skam over det, som min far gjorde. Da jeg var barn, troede jeg også, at jeg var den eneste i hele verden, der havde sådan en far. Derfor klistrede skammen også til mig i mange år. For fortielsen tappede mig for energi. Jeg måtte hele tiden leve et dårligt liv.”
Det er også derfor, hun tidligt flygtede ind i fantasien for at få rede på det hele, forklarer hun.
”Sådan prøvede jeg i virkeligheden at leve livet med en splittet personlighed. Den, der havde en grotesk virkelighed, og den med fantasien, som kunne slippe væk fra alt. Ens værste oplevelser kan nogle gange bruges til at komme videre. For det er jo typisk smerten og ikke lykken, der bliver til kunst. Men det er også svært at være kreativ, hvis man er blevet bitter. Sådan ødelægger mange især kvinder livet for sig selv ved at gå og sige, at livet havde været anderledes, hvis de bare havde taget den chance eller ikke havde været udsat for den hændelse. Men ’hvis bare’-tanken gør sjældent livet bedre.”
Hvordan ser du på #MeToo-bevægelsen?
”Det er en fantastisk revolution, der lader en fortiet kultur med nogle forfærdelige holdninger komme frem i lyset. For kampagnen har vist, hvordan mennesker i magtpositioner kan tingsliggøre især kvinder. Men både mænd og kvinder er medskyldige i den kultur, som #MeToo angriber, fordi de har fortiet den. Vi er jo alle redskaber i hinandens liv, og når vi fortier og dækker over ting, der burde være kommet op til overfladen, så er vi jo medskyldige.”