Drivkraften i de fem første bind af Herman Bangs samlede forfatterskab, hans 10 romaner, ligger ikke kun i hver enkelt bog, men også i værket som helhed. I at læse sig igennem et helt forfatterskabs romaner og se, hvad det er der sker undervejs. Hvornår bliver Herman Bang Herman Bang? Og hvornår mister han sig selv igen?
Over tusindvis af sider følger man nemlig autentisk og næsten smertefuldt en forfatter blive til, og en forfatter falde fra hinanden igen, og i de mange velskrevne efterskrifter, der ikke har nørder som målgruppe, men alle, der bare vil vide mere om det uden om teksten: tilblivelse, modtagelse, tidsstemningen. Hvilket samtidig er den historiske, delvist biografiske beskrivelse af det, som forsiderne viser: en ung, smuk og ren forfatter, der bliver en lapset, selvsikker, men også hårdt levende mand, som til sidst er faldet sammen, udslukt, døende både fysisk og litterært.
Hele bind 1 er viet debutromanen "Haabløse Slægter" fra 1880. Hans smertensbarn, fordi han lagde sig selv blot i den, den skulle rejse ham som kunstner, efter teatret havde forkastet ham, og den skulle pege frem mod det store forfatterskab, han troede på var i ham. Samtidig var den en alt for utilsløret beskrivelse af hans eget liv.
Modtagelsen, skandalen omkring den, må have føltes som at få flået det sidste af skindet af kroppen, og den forfulgte ham altid, ligesom han bar den med sig gennem hele sin karriere. Dårlig er den ikke, men der er skrevet mere hele, færdige debutromaner end den.
Men den samlede udgave af romanerne viser på mest interessante vis, hvordan han langsomt finder ind til sin præcise, karakteristiske og stadig exceptionelt virkningsfulde måde at skrive på. Det er meget tydeligt, at det sker i bind 2 med den roman, som desværre er rubriceret som novelle og derfor ikke er med, nemlig "Ved Vejen".
For i bind 2 er romanen "Fædra" hans anden roman og endnu et forsøg på at vise alverden, at han var en mester. På internationalt niveau endda, hvis det stod til hans ambitioner.
"Fædra" er den eneste roman i forfatterskabet, jeg først fik læst i denne udgave. Den er aldrig kommet i de store billigbogsoplag af gode kvalitetsgrunde. Romanen er blodbeslægtet med "Haabløse Slægter" og dennes tidstypiske tema om slægten i forfald, men den rummer også en stor forskel: den mandlige forfatter vælger en kvinde som hovedperson, hvilket kommer til at skabe hans største succeser siden hen, for Herman Bang kan noget med kvinder, som er helt uforligneligt. Han rammer en nerve i dem, deres psyke og deres kamp i samtiden, som stadig er gribende.
"Fædra" beskriver i detaljer den unge adelskvinde Ellens opvækst i en degenereret adelsslægt, hendes ægteskab og forhold til stedsønnen, frem til hendes endeligt. Dens store svaghed er tidstypisk. Bang er splittet og tør ikke give sig helt hen til modernismens krav til læserens egne evner. Han fortæller i langsommelige detaljer om Ellens tidlige år, så man virkelig skal være forliebt i den gode mand for at kunne komme igennem det.
Da vi møder ham senere i bindet, er det i den mest fuldkomment impressionistiske af hans romaner, københavnerbeskrivelsen "Stuk". Mærkelig, nervøs og så inciterende, spændende og forfærdende som en kriminalroman.
Men det er i bind 3, det fuldendes fuldstændigt mesterligt med "Ludvigsbakke" om sygeplejersken Ida Brandt og hendes splittelse mellem kvinderoller, tidsaldre og liv barndommens lykketilstand på herregården Ludvigsbakke, og nutidens tunge, men også opfyldende liv på Kommunehospitalets lukkede afdeling. "Ludvigsbakke" er et mesterværk i dansk litteratur!
Fem bind halvandet bind, der er en kladde til forfatterskabet, halvandet, der er forfatterskabet i sin fuldkommenhed, og så to bind, der er en langsom, stilfærdig, men også evig kamp imod den uundgåelige afvikling af mesterskabet. Tiden løber fra ham, han kan ikke længere ramme nerven i ordene og tiden, mens nerverne i kroppen tager overhånd. Romanerne "Det hvide hus" og "Det graa hus" er erindringsromaner, "Mikaël" står som en tidlig, ikke særlig tilsløret beskrivelse af et homoseksuelt forhold, men samtidig også en roman om, hvor smerteligt det er at være kunstner. Ensomt, koldt, misforstået. Og bedre bliver det ikke i "De uden fædreland". Her som med "Haabløse Slægter" har Bangs stil ikke godt af emner, der er for tæt på ham følelsesmæssigt. Han kan ikke styre det og bliver patetisk, teatralsk det er lige, så man må læse det med lugtesalt for ikke at dåne over menneskenes ageren.
Heldigvis løftes den tragiske stemning af bindenes sidste, lille roman fra 1902 "Sommerglæder". Her er forfatteren stadig en impressionistisk mester i sin beskrivelse af kultursammenstødet mellem de krævende københavnske sommergæster og et alt for uforberedt lillebyhotel i Nordjylland.
Udgivelsen er en uforlignelig chance for at tage helt fat på eller genopfriske et forfatterskab, der stadig hører til et af de ubetinget største i dansk litteratur. Til efteråret kommer de sidste fem bind med novellerne og endnu tusindvis af sider med mesterværker venter på den forslugne læser.
Herman Bang: Romaner og noveller. Bind 1-5. Udgivet af People'sPress i samarbejde med Det Danske Sprog- og Litteraturselskab.
