I morgen er det præcis 200 år siden, at der på det sydlige Manhattan blev født en dreng, der med tiden skulle stå fadder til den måske største amerikanske roman, men som også efter udgivelsen af denne roman skulle gå i nationens glemmebog for først at blive genopdaget omkring hundredeåret for sin fødsel.
Forfatterens navn er Herman Melville (1819-1891), og romanens titel er ”Moby Dick” (1851). De seneste år er opmærksomheden omkring Melville og hans roman om den hvide hval kun blevet større. ”Moby Dick” taler som enhver klassiker til alle epoker, men lige nu synes den at resonere særlig intensivt med vores samtid på grund af dens profetiske forudanelser om klimakatastrofer og dyrearters udryddelse samt dens optagethed af forholdet mellem menneske, natur og teknologi. Hos Melville minder havet os om, at menneskecentrerede begreber som fornuft, frihed og fremskridt – den vestlige modernitets grundidéer – er porøse grundpiller på en planet, der er 70 procent blå, flydende og til tider uregerlig.
Melvilles liv og værk fletter sig kontinuerligt ind og ud af hinanden. Hans første seks romaner var således søromaner baseret på egne erfaringer fra handels-, krigs- og hvalfangerskibe. ”Moby Dick” var den sjette roman og kulminationen, ikke blot på de seks søromaner, men på selve forfatterskabet.
Debuten i 1846, ”Typee”, om en ung søfarendes oplevelser på en af Marquesas-øerne blandt kannibaler, blev en stor succes. Heri formulerede Melville en modernitetskritik og skelede kærligt til den mere primitive stillehavsø-kultur. Romanens blanding af eksotisme og (biografisk) realisme flugtede fint med forlæggernes, anmeldernes og læsernes sult efter faktuelle informationer fra fremmede egne af verden.
Melville fortsatte stilen i sin anden roman, ”Omoo” (1847), men med ”Mardi” (1849) fik han storhedsvanvid og forsøgte sig med en mere episk og allegorisk stil. Romanen blev mødt med en kras kritik i samtiden.
Melville levede et liv i konstant pengenød. Han var ganske vist født ind i en velhavende og prominent familie, men en række omstændigheder, ikke mindst faderens fejlslagne forretningseventyr og efterfølgende tidlige død, efterlod familien Melville i en ganske prekær situation. For Herman Melville blev sømandslivet en erstatning for en universitetsuddannelse. ”Et hvalfangerskib var mit Yale og mit Harvard,” udtalte han selv.
Den barske modtagelse af ”Mardi” fik Melville til at sænke de kunstneriske ambitioner, og han skrev på blot fire måneder to romaner, ”Redburn” (1849) og ”White-Jacket” (1850). Efter forfatterens eget udsagn havde de primært blot til formål at betale for hans tobak, men de er dog ganske læseværdige.
Efter udgivelsen af ”White-Jacket” begynder der at ske en forvandling med Melville. Egentlig var manuskriptet til en læsevenlig introduktion til livet om bord på et hvalfangerskib næsten færdigt, men sommeren 1850 kom til at markere et vendepunkt for Melville.
For det første havde han købt en stor landejendom i Pittsfield, Massachusetts – Arrowhead døbte han den – for det andet mødte han Nathaniel Hawthorne, måske mest kendt for ”Det flammende bogstav” (1850), og for det tredje læste han intenst i Shakespeares forfatterskab.
Kombinationen af disse tre begivenheder (gen)vakte Melvilles kunstneriske ambitioner. Han blev nu overbevist om, at han kunne blive den unge nations egen Shakespeare. Han begyndte derfor at bryde det næsten færdige hvalmanuskript op med et brækjern og brugte et år ekstra på at færdiggøre det.
Melville satsede alt. Og han tabte. Romanen, der er virtuost fortalt af den unge Ismael og handler om Kaptajn Akabs monomaniske hævntogt mod Moby Dick, tiltalte få læsere og anmeldere i samtiden. Den gav dem ikke det, de forventede. I stedet fik de en roman, der måske nok består af et fremadskridende plot, men som primært udgøres af et virvar af digressioner udi alverdens emner, herunder hvalarternes anatomi, øen Nantuckets historie og den bibelske Jonas’ ophold i hvalens bug.
Noget af det mest fascinerende ved ”Moby Dick” er dens vaklen mellem to epoker. På den ene side sejlskibenes fortryllende epoke, hvor sømanden var en heroisk karakter i kamp med elementerne og havets skabninger. På den anden side dampskibenes affortryllede epoke, hvor mennesket i stigende grad blev fremmedgjort over for naturen som følge af teknologiens mellemkomst.
Men Melville er egentlig ikke teknologiforskrækket. Han besynger både den heroiske tidsalders sømænd og den moderne tids hvalfangere, hvis skibe har fabriksagtige kogerier monteret midt på skibsdækket i den effektiviserede jagt på profit.
Samtidig minder han læseren om de teknologiske fremskridts positive virkninger i forhold til sømandslivets risici, men han lufter også sin bekymring for menneskehedens og teknologiens koordinerede angreb på naturen, som når han for eksempel spørger, om hvalerne mon risikerer at uddø i nær fremtid. Stilistisk er hans roman både rendyrket action og psykologiske sonderinger af menneskets indre Marianergrave.
Efter ”Moby Dick” fortsatte Melville med at skrive romaner og fortællinger, ja sågar også en række lyriske værker. Få af disse udgivelser blev anerkendt i samtiden, men de tæller blandt andet klassikere som ”Skriveren Bartleby” (1853) og ”Benito Cereno” (1855). Da Melville døde i 1891, var han således for længst overgået til anonymitetens ingenmandsland. I 1924 fandt man så det ufærdige manuskript til kortromanen ”Billy Budd”, som Melville havde arbejdet på de sidste år inden sin død. Også den har i dag klassikerstatus.
Melville var en del af ”Den amerikanske renæssance”; perioden hvor USA fik sin selvstændige litterære stemme efter i årtier at have modelleret sine litterære værker på engelske forbilleder.
Ralph Waldo Emersons Harvard-forelæsning i 1837, ”Den amerikanske lærde”, betragtes som USA’s litterære uafhængighedserklæring, og hvis forfattere som Walt Whitman og Henry David Thoreau kan læses som litterære repræsentanter for Emersons optimistiske tro på et amerikansk opgør med fortiden i skikkelse af ”Europas høviske muser”, så gælder det imidlertid for forfattere som Melville, Nathaniel Hawthorne, Edgar Allan Poe og Emily Dickinson, at de repræsenterede mørkere visioner af det amerikanske menneske, samfund og natur.
Som Hawthorne engang skrev: ”Melville begyndte at tale om forsyn og fremtid og om alt, der befinder sig hinsides menneskelig erkendelse... Det er besynderligt, hvordan han holder fast i at vandre frem og tilbage over disse ørkener... Han kan hverken tro eller være tilpas i sin vantro”.
Melville var en martret sjæl, og som havet var han evigt rastløs.
Melvilles førende position i den amerikanske litteraturhistorie skyldes ikke mindst hans formelle nybrud i ”Moby Dick”, der foregriber senere modernistiske formeksperimenter. Det var, som om havet krævede en radikal og eksperimenterende poetisk form. Han skabte også sin egen variant af den amerikanske besyngelse af naturen. Hvor Thoreau drog ud i skoven og portrætterede ”vildnisset” i sit øko-hovedværk ”Walden” (1854), skrev Melville det store ocean frem for læseren.
Hvis Homer og Dante åbnede henholdsvis Middelhavet og Atlanterhavet for eftertidens læsere, tog Melville det sidste skridt og viste os Stillehavet. Han tænkte imidlertid også globalt i historisk forstand. I modsætning til Emerson opfattede Melville mennesket som bundet af historien og fortiden, herunder den kristne arvesynd. Han rejste til Europa og til Mellemøsten og fortærede grådigt skønlitterære og videnskabelige kilder fra begge steder. Inspirationen herfra afspejler sig tydeligt i hans værker, som på trods af denne forankring i et globalt arkiv dog er umiskendeligt amerikanske.
Søren Frank er professor i litteraturvidenskab ved Syddansk Universitet og forsker blandt andet i maritim litteratur.