Hermann Hesse i de rolige værelser

Enkelte af den schweizisk-tyske forfatter Hermann Hesses selvbiografiske og politiske skrifter stråler i dette udvalg, der desværre alligevel forbliver uklart

Hermann Hesse i de rolige værelser

Som almindeligt menneske vil man tro, at det er en overfladisk og let sag at vælge sig et værelse, når man først har besluttet sig for et hotel. Måske man endda bare tager det, der tilbydes én, uden overhovedet at forlange et overblik over alternativerne.

Sådan er det ikke for syge mennesker. Og sådan ét var den legendariske tysk-schweiziske forfatter Hermann Hesse (1877-1962). Hesse er kendt for romaner som ”Steppeulven” (1927) og ”Siddhartha” (1922) og formentlig især husket i dag, fordi han oplevede en renæssance blandt hippierne og 1968’erne.

Alene derfor kan man sige, at en udgivelse om Hesses selvbiografiske skrifter er kærkommen. For Hesse oplevede bestemt ikke sig selv som blomsterbarn.

”Vejen gennem kaos” rummer en række lettere tilfældigt sammensatte breve, avisartikler og kortprosa med den lange fortælling ”Kur-gæsten” (1925) som absolut uligevægtigt hovedpunkt. Her møder læseren en litterat ved navn Hesse, der overhovedet ikke er i pagt med naturen.

”For sådan nogle som os,” lyder det, ”neurotikere, søvnløse og psykopater,” bliver valget af hotelværelse alt andet end banalt. Valget udsætter den syge for et utal af farer: Vægskabe, varmerør, violin-spillende og/eller utugtige naboer. Alt sammen kan det ødelægge et hvilket som helst kurophold. Når man indtrængende og ængsteligt beder om stedets ”rolige værelse”, kan de stakkels normale – det vil sige usyge – mennesker i receptionen ikke have ”nogen anelse om den storm af associationer, af bange anelser, ironi og selvironi, som dette fatale ord” fremkalder i psykopaterne. Og så må det jo gå sin afskyelige gang.

Det gjorde det også i det virkelige liv for Hesse. Eksempelvis brugte en domstol hans litterære værker til at dømme mod ham i forbindelse med Hesses anden skilsmisse. Domstolen slog fast, at digtningen beviste, at der var tale om en ”søvnløs neurotiker og psykopat”, hvorved sympatien måtte lægges hos den kvindelige part.

Sygeligheden gjaldt ikke kun de hjemlige tyske og schweiziske breddegrader, men også Hesses fascination af Østen. Hans familie havde været missionærer, og på sin egen første rejse til Sydøstasien blev han betaget af kulturen, men klarede kun de nye sygdomme ved hjælp af opium og rødvin.

Denne side af Hesses virke træder klart frem i ”Kurgæsten” og flere af bogens andre mindre optegnelser, mens et andet væsentligt motiv er det politiske element i Hesses liv og værk. Her bringer ”Vejen gennem kaos” det danske publikum nogle af de politiske breve og artikler, der havde en enorm tidlig indflydelse på opfattelsen af Hesse i den tysksprogede verden. I artiklen ”Hadebreve” fortæller Hesse om den sværm af breve fra vrede tyske studenter, som han modtog oven på sin kritik af tysk militarisme under Første Verdenskrig.

Her citerer han selv et berømt og repræsentativt brev fra en unavngiven student fra Halle, som danske studenter nu så også kan få ”glæden” af:

”Deres kunst er en nervesvækket, vellystig roden i skønhed, er en lokkende sirene over dampende, tyske grave. (…) Vi er disciple af en Schiller og Fichte og Kant og Beethoven og Richard Wagner.”

Hertil svarede Hesse i 1921, at man dog også måtte kunne lære af ”udlændinge” som Jesus, Frans af Assisi, Dante og Shakespeare, hvis ikke Tyskland skulle forblive ”ensom, gnaven, og klynkende”.

For så vidt samler ”Vejen gennem kaos” flere væsentlige temaer af den alsidige og aldrig-glemte Hesse. Alligevel giver udgivelsen et vist indtryk af roderi.

Det er ikke klart, hvorfor der er to noveller med, mens resten af samlingen er breve eller artikler. Ofte er der ingen afkodelig kilde til teksterne, og det står ikke klart, hvorfor de to noveller er udvalgt i stedet for en af Knulp-fortællingerne, historien om Dr. Knölge eller optegnelsen ”På klipperne”. Nok er dette en feinschmeckerdiskussion, men sagen er, at det ikke er korrekt, at ”Kurgæsten” står ”centralt” i forhold til resten af samlingen. Da efterordet kun gennemgår Hesses liv og værk i traditionel og kendt forstand, forbliver indtrykket uklart.

Teksterne bliver ikke af den grund hverken dårlige eller irrelevante, men som samlet udgave risikerer denne bog at vælge den forkerte, rolige hylde på det larmende danske bogmarked. Og dét ganske u-Hessesk, ikke fordi den er for syg, men fordi den er for vag.