Herre, fjern det fra mig

Norske Joachim Triers æstetisk udsøgte ”Thelma” er en ekspressionistisk gyser om en kvinde fanget af fortiden og sine overnaturlige evner

Joachim Trier er tilbage i Norge med gyserdramaet ”Thelma”. –
Joachim Trier er tilbage i Norge med gyserdramaet ”Thelma”. – . Foto: Camera Film.

Der er især en scene i det metafysiske gyserdrama ”Thelma”, der bliver ved med at spøge. Thelma, en ung norsk pige, har forladt sine dybt religiøse forældres gård i Nordnorge for at læse biologi i Oslo. Her har hun overtrådt faderens forbud og drukket alkohol. Dirrende og labil ringer hun hjem for at bekende sin misgerning. I Thelmas verdensbillede er det nemlig den jordiske fader, der giver syndsforladelse.

22-årige Eili Harboe som Thelma græder og gnider sig gennem scenen med en sådan indlevelse, sårbarhed og uligevægt, at man fortaber sig i hendes smidige præcision og katastrofale uligevægt. Det er nærmest, som om Harboe er hypnotiseret i stedet for instrueret.

Thelma er splittet mellem tradition og fornyelse. Tro og tvivl. Teologisk determinisme og biologi. Overnaturlige evner og naturens drifter. Lige så er Joachim Triers film om hende splittet. På den ene side et knugende intimt psykologisk opgør mod patriarkalske strukturer i et stærkt troende lille samfund med linjer til Hitchcock. På den anden side et forstørret teenagedrama. Når ”Thelma” ender som en ret udsøgt oplevelse, skyldes det ikke mindst den visuelle indpakning og det brede filmformat.

Norges smukke snehvide landskaber, næsten evige vidder, kæmper med Eili Harboe om at være filmens midtpunkt. Det dyriske, det overnaturlige, finder næring i skovene, fjordene, vinden i de høje træer og fuglenes flugt.

Joachim Trier er en af nordens mest spændende instruktører. Med gennembrudsfilmen ”Oslo, 31. august” (2011) orkestrerede han ensomheden i et knugende portræt af en ung mands sidste døgn. Den amerikanske ”Louder Than Bombs” var mere mainstream, men en mindst lige så anmassende fortælling om familiehemmeligheder.

”Thelma” er Triers genuine genrefilm. Det skinner især igennem, ved at værket bliver unødigt selvhøjtideligt. Triers langt mere personlige og unikke produktioner slørede personligheden bag. De var umiskendeligt ”Trier” på grund af deres særegne tonalitet og udforskning af ensomhed, men de var netop ikke højtidelige.

I ”Thelma” larmer idéen og det overnaturlige, gyserelementerne og referencerne til filmhistorien. ”Oslo, 31. august” og ”Louder Than Bombs” var langt mere besnærende i deres lavmælthed, deres intimitet.

Thelma lider af uforklarlige fysiske anfald, kramper, og langsomt aner hun, og publikum, at hun er begavet med – eller ulideligt underlagt – overnaturlige evner. Psykologi og religion basker i baggrunden som forklaring på Thelmas tilstand. Fanatisme, fortrængning og overtro iklæder sig troens gevandter, men religiøsiteten bliver et påskud for at fortælle historien om Thelma. Den bunder i psykologi snarere end åndelighed.

Forfærdelige ting er sket i Thelmas fortid, og hun har instinktivt undertrykt begivenhederne. Det åg slår ud i anfald. ”Herre, fjern dette fra mig, tag det væk,” bønfalder Thelma mekanisk rokkende på gulvet.

Kvindens potentielle farlighed, fortrængningsmekanismer, hysteriets kulturhistorie, gys, gru, homoseksualitet, overgange fra barn til voksen. Der er meget på paletten, og det er visuelt vanvittig gennemført, men det er på bekostning af Triers helt unikke lavmælte intensitet.