Prøv avisen
Bog

Herregårdene er en uomgængelig del af den danske fortælling

Steensgaard Herregård ved Faaborg på Sydfyn har som de fleste andre herregårde ændret formål fra det oprindelige udgangspunkt. Det nuværende ejerpar overtog Steensgaard i 2011 og har siden etableret kødproduktion, slagtehus og gårdbutik med fokus på bæredygtighed og dyrevelfærd. Foto: Scanpix

Dygtig og velafbalanceret præsentation i andet bind om Danmarks herregårde

Danmark rummer nogle kulturskatte, der er spredt ud over det ganske land: landsbykirkerne og herregårdene. Hvor man end kører, er der kirker, og inden for en vis radius også herregårde. På heden er der ikke mange, men på Fyn ligger de som rosiner i en kage. Kirkerne er folkets og er endda for de flestes vedkommende selvejende. De publiceres i værket Danmarks Kirker efter en nøje fastlagt systematik. Herregårdene er, som det ligger i ordet, ikke folkets, men herskabets - og derfor kan enhver ikke bare vade ind på disse enemærker. Det er op til ejerne, hvor meget offentligheden må vide. Det er jo private huse.

Der findes ikke en systematisk norm for beskrivelse af slotte og herregårde. Flere gange er arbejdet gjort med at beskrive dem, men dengang som nu har fremstillingerne været på betingelser, der er sat af ejerne. Det sidste registrerende storværk var ”Danmarks Slotte og Herregårde”, der udkom i en folkeudgave, små behagelige bind i 1960'erne.

Her måtte forfatterne ofte fortabe sig i historier og for-tællinger. Det var tilfældigt, hvad man vidste om bygningerne. Lange ejerlister kunne man så i det mindste skabe. Det kulturhistoriske overblik skabtes slet ikke. Hvad var egent for en given landsdel? For en bestemt periode? Nationalmuseets store værk om herregårdskulturen søgte at komme denne interesse i møde, og det var et stort spring.

På en måde skal der værnes om herregårdene, fordi de er del af den lange fortælling om Danmark fra middelalderens interne kampe, under stærk kongemagt eller adelsmagt, om hoveri, stavnsbånd og forarmede bønder - frem til den sidste blomstring under junkervældet i 1800-tallet. Lensafløsningen efter Første Verdenskrig gjorde kort proces. Kunne der ikke betales, kom Otto Andrup fra Frederiksborgmuseet og snuppede malerierne. Man fik et herregårdsmuseum på Gammel Estrup. På den anden side er gårdene jo private, og man skal hverken ynke eller presse adelen og godsejerne i det moderne, demokratiske Danmark, men finde en mulighed for, at den skat, de sidder på, er synlig - del af vor fælles historie på godt og ondt.

For at oveleve må gårde lægges sammen, pakkes ned, sælges til andre formål, som firmadomiciler eller hoteller. Herregårdene kan være truede af de private ejerskaber, men det offentlige kan og skal jo ikke overtage dem. Denne historie er den moderne fortælling. Den har tidligere museumsleder Niels Peter Stilling med i sit andet bind af sit fembindsværk om Danmarks herregårde. Bindet om Fyn og Langeland foreligger nu. Der er intet andet at sige, end at værket er forbilledligt. En perfekt blanding af historie, bygningshistorie, restaureringshistorie, fortælling. Dertil en autoritativ betragter, der også brænder igennem i sin vurdering af bevaring og tilgængelighed. En forsker og formidler, der ikke kun har blik for bygninger og mennesker, men i høj grad også haveanlæggene. Værket er kronologisk, opbygget i perioder fra middelalder til historicisme, skønt den sidste jo er en stilhistorisk bestemmelse. Stilling, der har lavet meget fine og anvendelige håndbøger, er sig helt bevidst, at beskrivelserne skal være skåret over en fast læst.

Stilling er selv fotograf. Tillykke med det. Billederne er helt i top. Dertil kommer litografierne af Ferdinand Richard, der ved midten af 1800-tallet tegnede en række herregårde. Bogen er ikke beregnet til handskerummet. Til gengæld er den en fornøjelse at læse hjemme. Nok bliver man fængslet af forfatteren og hans gode sprog, men man får sandelig også lyst til at tage af sted og se med egne øjne. Og Fyn er fin.

kultur@k.dk