Herren kigger ned i fjernsynskatedralen

Simon Grotrians salmer er med deres dybt originale stil poesi af højeste klasse

Simon Grotrians salmer får denne bedømmelse af Peter Stein Larsen: ”Så skrives der ikke flottere på dansk.”
Simon Grotrians salmer får denne bedømmelse af Peter Stein Larsen: ”Så skrives der ikke flottere på dansk.” . Foto: Joachim Adrian/Ritzau Foto.

”Ravnekost og slagere” hedder Simon Grotrians nye salmesamling, der indeholder 59 tekster. Titlen har ud over sit klanglige potentiale en dyster betydning, som er vanlig for Grotrian, idet det populære og platte er knyttet sammen med fordærv og fortabelse.

Sådan er det i Grotrians poetiske univers, hvor vi møder en dualistisk spænding mellem et traumatiseret og meningsløst jordeliv og en paradisisk vision om noget hinsides, som vi nærmest skal tilbage til barokken og Thomas Kingo for at finde magen til.

Hvad der imidlertid gør Grotrians sorte syner fascinerende, er, at de er så dybt personlige og originale. Man kan roligt sige, at opbuddet af apokalyptiske syner giver de fleste modernistiske, hæslighedsdyrkende digtere baghjul. Blandt pragtfulde visioner af denne type hører man i en salme om:

”Den satte multihær/ tar hånden ud af hvepsekuben/ og et klippeskær/ vil rejse sig fra struben” og ”Der er en leret skrænt/ hvor hjerter rutsjer i friture.”

I en anden salme lyder diagnosen af en forpint og forvildet samtid:

”Da vil ståltrådssjæle blade/ i et smertepløjet moderbryst/ folkemængder er så flade/ englen græsser på en ametyst.”

I et tredje af de skønne og bizarre scenarier optræder der tilmed et økokritisk apokalyptisk perspektiv:

”Frihedsgudinden med klemme på næsen/ vil neje i havet af røde sardiner/ en krone changere i ragelse efter/ din dommedag ud over verden.”

I forhold til al denne elendighed er Gud dog altid til stede som en frelsende instans. Det beskrives, hvordan Herren ser vort mådelige liv ned til mindste detalje:

”Herren kigger ned i fjernsynskatedralen/ når den blotter knoglebrud og hæver leen.”

Karakteristisk er det, at visionerne om frelse og forløsning oftest ikke er mindre særprægede og originale end de dekadent-hæslighedsdyrkende tableauer. En smuk og renfærdig salme lyder:

”Vi husker, at vi stavede til troen/ i en flod af sølv og andet tøj/ nu får vi en elektrisk drik på broen/ fri os ud af verdens støj” og ”i ankomsthaller og i togtunneller/ kan vi sluge mørket som bevis/ på kærlighedens lys i vore celler/ lad os synge Herrens pris.”

Så skrives der ikke flottere på dansk.

Det er værd at bemærke, at Grotrian i sine salmer bruger et utal af forskellige klassiske og nyopfundne metriske former, således at metrikspecialister som Jørgen Fafner utvivlsomt ville have anskuet Grotrians tekster som enestående afvigelse fra, at vi i det sidste halve århundrede har forladt de faste poetiske former.

Også udsigelsesformerne i salmerne er særdeles varierede. I den ene ende af skalaen har vi Guds autoritative taler til mennesket, som det ses i den følgende teksts afsæt i Andet Korintherbrev:

”Min nåde er dig nok/ når Fenrisulven glammer/ og Midgårdsormen bliver/ dit eget slips, der strammer.”

I den anden ende har vi personlige beretninger med en naivt-hverdagslig tone:

”Jeg har Kristus inden borde/ udenpå har jeg eksem/ det var nadveren, der gjorde/ mig til nådens diadem.”

Hvad enten man deler Grotrians holdning til livet og kristendommen eller ej, er der i hvert fald ingen tvivl på ét punkt: ”Ravnekost og slagere” er en samling forunderlig poesi af højeste klasse.