Prøv avisen
Dramaserie

"Herrens Veje" afsnit 10: Serien begyndte fabelagtigt, men endte middelmådigt

4 stjerner
”Herrens Veje” genopstår næste år, hvor anden sæson sendes, men om præstesønnen August også genopstår, må tiden vise. – Foto: Tine Harden

”Herrens Veje” lod varslerne vinde, men den eksistentielle og besjælede udforskning af tro og ånd endte med at tabe. Det startede fabelagtigt, men endte middelmådigt

Smukt ser det ud – også her i 10. afsnit af Adam Prices ”Herrens Veje”. Kirkegårds-alléen i strålende sol og lindetræerne iklædt forårets prangende dragt. Præsterne og biskoppen i procession op gennem menigheden mod det primitive kors. Smukt ser det ud. ”Herrens Veje” så smuk ud. Stofligheden i billederne, nydelsen ved at kameraet kærtegnede naturen og ansigter i stedet for golde bygninger. Panoreringerne og de sanselige forskydninger mellem billede og dialog.

Smukt var også skuespillet. Brutalt og blødt, rasende og ømt. Smuk var musikken, skiftende mellem skærende og skær, set-designet, scenografien. Det hele var meget smukt. Men skønheden endte som skin, fordi dybderne i dramaet fløj væk som duer op i evigheden.

De første afsnit turde tro på, at vi kunne tåle mere end almindeligheder. At ånd, tro og eksistens også hørte hjemme i tv’s bedste sendetid. Det paradoksale viste sig at være, at seerne trak sig, i takt med at serien skruede op for det letfordøjelige. Blev de skræmt væk af de første afsnits åndelighed? Eller forsvandt de, da løfterne om en dybere mening blev brudt? Serien blev stadig mere symboltung, men sjæleligt tømt.

Også finaleafsnittet er fuld af symboler på ånd, på Helligånd. Vinden bruser i træerne, duerne flyver mod himmelen, skyerne samler sig, før solen igen trænger igennem på ny. Men hverken ånden i naturen, Helligåndens nærhed eller Sarvigs poesi er nok til at mane inderligheden frem. Vi er langt fra første afsnits formfuldendte sjælesorg eller andet afsnits eksistentielle dybde i ørkenvandringens ensomhed.

Modet, menneskeligheden og de eksistentielt udfordrende dramatiske dybder, der gjorde premiereafsnittene af ”Herrens Veje” til den mest vedkommende og modige DR-dramaserie umanerligt længe, blev ofret på den dysfunktionelle families højalter. Hvor Johannes’ deroute var eksistentiel, er familien Kroghs samlede sammenbrud pop. Vi skal tydeligvis ikke spejle os i det højtragende, men i det nedværdigende.

Og nu kan det uundgåelige ikke udskydes længere. Helligånden kommer til Johannes’ pinseprædiken og tager August med sig tilbage. Den opofrende søn redder familiens splittelse ved selv at forsvinde. For August tager både sin og familiens brøde på egen krop og kryber op på ofringens bål, som Johannes har tilredt ham gennem afsnittene. Varslernes veje er netop ikke uransagelige. Fra allerførste færd har August gået døden i møde ved at imødekomme alle Johannes’ krav. Nej til Marmorkirken, ja til udsendelse. Nej til at søge tilgivelse, ja til at lyve.

Selvfølgelig må sidste afsnit af ”Herrens Veje” indledes med Johannes’ evangelium. ”Det er fuldbragt”, sagde Johannes’ Jesus på korset. Ligeså går August døden i møde afklaret. ”Kom tilbage August, du er død,” sagde drengen Christian i første afsnit. Skriften opfyldes nu.

Ville Christian så alligevel ikke gå igennem et brændende hus for sin broder? I ”Herrens Veje” går de, når det bliver svært. Vender sig væk. Mark gik fra Christian, Elisabeth fra Johannes og Emilie fra August. ”Jeg har splittet os alle sammen ad,” sagde August, inden han gik i døden for at kitte dem sammen igen. For mennesket endte alligevel med at være alene i ”Herrens Veje”, der viste sig ikke at være den fremragende eksistentielle udforskning af det senmoderne liv, vi ellers blev lovet i de første afsnit. I stedet for at gøre verden større, endte serien med at låse sig selv fast i de evindelige parforholdsproblematikker.

August ved, han skal dø. Mens musikken skurrer uharmonisk henover lærkernes sang på den forårsblide krigsmark, og skyerne trækker sig sammen, bruser orglet over Emilies hospitalsseng, hvor et liv bliver sparet, ved at et liv bliver taget.

Men hvor efterlader vi så ”Herrens Veje”? Vi ved, den genopstår til næste år. De første afsnit var på det højeste niveau, gjorde for en stund verden større ved at insistere på, at underholdning kan have både tyngde og brod. Men i takt med at konflikterne tårnede sig op, og troen blev undertrykt af primal psykologi, blev ”Herrens Veje” genkendelig som lidt lindrende underholdning.

De komplekse karakterer blev til letgenkendelige stereotyper, der findes alle andre vegne i fiktionen. ”Herrens Veje” mistede nødvendigheden, friskheden og modet, men var alligevel ikke til at slippe. Forestillingerne om, hvad der kunne have været håbet om noget større vedbliv at puste liv i følelserne. Følelserne for Johannes, August, Christian og Elisabeth levede. Måske på trods.