Vejen ud af Harboøre Tange mod Thyborøn er som en forunderlig rejse i tiden. Langs kysten ruller Lemvigbanens orangerøde retrovidunder af et tog forbi. I folkemunde kaldet ”Grisen”, som er et af det ældste togsæt endnu i drift i Danmark.
På modsatte side af tangen ud mod Limfjorden ligger fabrikken FMC. Bedre kendt som Cheminova har fabrikken siden 1953 bragt både arbejdspladser, men også miljøbelastning, med sig ud i den karakteristiske vestjyske natur. Oprydningen af kemikaliedepotet ved Høfde 42 står stadig som et åbent spørgsmål.
Efter de rustrøde fabriksbygninger åbenbarer Limfjorden et moderne energieventyr i form af en vindmøllepark på fjordsiden af tangen. Møller på rad og række strækker sig langt ud i Nissum Bredning. Det er dette helt særlige landskab med Vesterhavets brusen på den ene side, Limfjordens smulte vande på den anden og Thyborøn Kanal og indlandsøerne ved det naturbeskyttede Knopper Enge lige syd for fiskeribyen, der har fået brødrene Sigurd Carl og Jarl Asger Kirkedal Koustrup til at åbne et surfcenter i netop Thyborøn.
Havets konstante brænding er optimal til klassisk surfboarding, mens søerne og fjorden kan bruges til den populære stand up-paddling, hvor større surfboards på det nærmeste agerer kajakker med en opretstående roer. I fjorden kan der fiskes taskekrabber, og det er endnu en af de maritime aktiviteter, brødrene tilbyder fra surfcenteret, der ligger placeret på bagsiden af det for Thyborøn ikoniske byggeri Sneglehuset.
For halvandet år siden overtog brødrenes forældre forpagtningen af Sneglehuset, der ligger i yderste række mod Vesterhavet. Huset er belagt med alskens muslingeskaller og blev bygget af den lokale fisker Alfred Pedersen. Han påbegyndte opførelsen i 1949 som en manifest kærlighedserklæring til sin hustru. Parret måtte flytte fra Rønland, strækningen mellem Harboøre og Thyborøn, fordi Cheminova byggede fabrik netop her.
I mere end 25 år samlede Alfred Pedersen og andre lokale fiskere de skaller, muslinger og konkylier, der har givet huset sit navn og status som et anerkendt stykke folkekunst, der tiltrækker turister langvejsfra. Med sine tårne og spir er huset blevet et vartegn for den vestjyske fiskerby, og med surfcenteret er det nu et potentielt kulturelt samlingspunkt for både lokale og turister i alle aldre.
I løbet af vinteren og foråret 2019 hjalp brødrene med at gøre Sneglehuset klar til genåbning. Efter fyraften dyrkede de bølgerne, og de blev mere og mere grebet af havet og livet bag yderste klitrække. Familien stammer fra området, nærmere betegnet Harboøre og Nørre Nissum, og har i en årrække haft sommerhus ved siden af Sneglehuset.
Jarl Asger Kirkedal Koustrup, der er 25 år og den ældste af de to brødre, havde forinden overtagelsen af Sneglehuset færdiggjort en bachelor i by-, energi- og miljøplanlægning i København. Han sammenligner surfcenterets fremtidige muligheder med Sneglehusets for længst etablerede position.
”Når man ser på, hvad institutioner som Sneglehuset og surfcenteret kan gøre for en by, så er det at forløse et potentiale, der allerede eksisterer. Sneglehuset er en unik turistattraktion, og vores familie har mødt enorm opbakning i processen omkring overtagelsen. Der er en lokal stolthed og forankring forbundet med netop dette sted. På samme måde har vi kun oplevet positive tilkendegivelser fra lokalmiljøet i forhold til surfcenteret,” siger han og peger igen på den særegne naturs uforløste potentiale.
”Der er ikke mange andre steder i verden, hvor du har sø, hav, fjord og kanal inden for en kilometers radius. Det er særligt for Thyborøn,” fortsætter han, inden den 21-årige lillebror tager over.
”Vi havde tre lokale med ude på søen i går. Det var sjovt, for de fortalte, at de altid har stået og kigget ud over Knopper Enge, men aldrig brugt området på denne måde. At få de lokale ud på vandet og komme tæt på fuglene og se det fra en anden vinkel – det, syntes de, var vildt spændende,” siger Sigurd Carl Kirkedal Koustrup.
Og selvom surfcenterets succes i høj grad vil være afhængig af den massive turisme i området, vægter brødrene den lokale forankring højt.
”Vi vil meget gerne bidrage til lokalsamfundet og har etableret et samarbejde med Thyborøn Sejlklub. Vi vil lære den nye generation af unge at være sammen med havet på en anden måde,” fortæller Jarl Asger Kirkedal Koustrup og berører fiskerikulturens nedarvede respekt for Vesterhavet.
”Det ligger i generne, at havet er noget, man skal passe på,” supplerer lillebror. Det er et vestkystfænomen, som brødrene har lært at kende gennem de lokale fiskere, der fortæller om det paradoksale i at leve af havet, men alligevel aldrig lære at svømme – ”for at gøre kort proces, hvis man falder overbord,” gengiver Sigurd Carl Kirkedal Koustrup. De fortæller om generationer af fiskerfamilier, der har mistet fædre og sønner til havet og om den lokale fisker Jørn, som er blevet en af deres bedste venner i byen. Efter 38 år på havet har han endnu aldrig badet i det. Når de lokale ser de to brødre med deres surfboards, møder de næsten altid bekymrede og velmenende kommentarer om ikke at surfe netop den dag, fordi strømmen er for stærk.
”Og strømmen er stærk,” medgiver Jarl Asger Kirkedal Koustrup.
”Men vi bruger den til at komme ud på den anden side af bølgerne. Det er en helt anden måde at være med havet på. Vi er ikke født ind i den kultur, der er her, men kommer på en måde udefra, og derfor kan vi se et andet potentiale i havet. Det handler om sikkerhed og om konstant at have det fokus, så mødrene i Thyborøn tør sende deres børn på surfskole.”
Længere nordpå vidner byen Klitmøller om, at det kan lade sig gøre at lære det frådende Vesterhav at kende på en ny måde. Og at den udvikling kan vende et områdes position. Klitmøller er, som den noget større Thyborøn, oprindeligt et fiskerleje, men har nu i en årrække været kendt i hele verden som Cold Hawaii . Et nordens surfparadis, der har øget tilflytningen af især unge familier til et område, der af nogle kaldes den rådne banan, af andre Vandkantsdanmark.
Jarl Asger Kirkedal Koustrup er ikke i tvivl om, at succeshistorien fra Klitmøller har været medvirkende til den kommunale opbakning, som surfcenteret i Thyborøn har oplevet.
Han håber, at andre unge vil få øjnene op for livet her, som i Klitmøller, og at bevægelsen fra by til vand vil fortsætte og danne rammen om et ungdomsliv langt væk fra storbyerne. For det kan være ensomt at være ung her, beretter begge brødre.
Deres bedste venner er et lokalt par i 70’erne, og der er langt mellem de unge piger, så hjerterne klaprer ekstra hårdt, når sådant et eksemplar en sjælden gang viser sig i Sneglehuset. Over for pigerne, festerne og det hurtige liv i storbyen står naturen, roen og nærværet med familien. En aftentur på stranden. En solnedgang. Og en drøm om at kunne invitere højskoler og efterskoler til Thyborøn til friluftskurser med taskekrabber over bål og sangaftener i Sneglehuset. Det perspektiv har for længst indfundet sig, fortæller Jarl Asger Kirkedal Koustrup. Det handler om at sætte et eksempel og om at have mod til at føre det ud i livet.
”Man skal turde tage et afbræk fra en bestemt løbebane,” siger han og henviser til sit eget studieliv i København.
”Måske mærkede jeg ikke rigtig efter, da jeg boede i København. Jeg ville ikke gå glip af noget. Det kan jeg først se nu, hvor jeg har fået ro på. Og selvom jeg savner festen, jargonen og at møde nogen på min egen alder, så bliver det opvejet af noget andet. I går stod min far og jeg på noget, vi kalder terrassen. Et plateau, hvor man kigger ud over havet. Bølgerne var sindssygt flotte. Det gik op for mig, at jeg er kommet her hver sommer i 16 år, men jeg har aldrig været så bjergtaget af bølgerne før nu. De har hele tiden været der og hele tiden rullet. Nu ser jeg dem med nye øjne. Herude går det op for én, at der er andre dimensioner af hverdagen, tilværelsen og af ens eget følelsesliv. Det er dejligt at falde til ro et sted, der hungrer efter de unge. De lokale vil virkelig én her. Og man kan næsten ikke fejle, for alle bakker op. På den måde træder man også ud af mængden. Og måske er det i virkeligheden det, man kæmper for i storbyen?”
Sigurd Carl Kirkedal Koustrup nikker bekræftende.
”Hvis vi havde åbnet en hipstercafé i København, der lavede sort kaffe på en ny måde, så tror jeg ikke, vi havde fået samme opmærksomhed eller opbakning. Det ville ligne alt det andet. Der så mange muligheder i Thyborøn, fordi det ikke drukner i andre initiativer. Herude er der frihed til at prøve noget nyt.”