Prøv avisen
Interview

”Himlen er en fest, hvor vi forsones med vores fjender, fordi Jesus er vært”

”Det var en drøm at være præst her,” siger Hans Anker Jørgensen, som var præst i Tingbjerg i 12,5 år. – Foto: Leif Tuxen.

Tidligere sognepræst Hans Anker Jørgensen er både blevet kendt for sine stærke salmer og holdninger. Han skrev sin første salme som 11-årig og har siden været med til at forme den moderne salmeskrivning herhjemme. I denne måned fylder han 75 år

Salmedigter og tidligere sognepræst Hans Anker Jørgensen voksede som præstesøn op med fromme forestillinger om løven og lammet, der en dag skulle finde lykken sammen i evig harmoni på en græseng i Himlen, men sommetider har han alligevel reageret med ”for højt blodtryk” her i livet, som han siger.

”Det er modbydeligt at være i samme kirke som dig, Søren Krarup!”, råbte han for eksempel efter den daværende DF-politiker og tidehvervspræst Søren Krarup til et mislykket debatarrangement i Hans Tausens Kirke i 2002, så det skabte den uforsonlige overskrift ”Da præsten fik modbydeligt besøg” på forsiden af dagbladet Information dagen efter.

”Jeg burde ikke have kaldt ham modbydelig,” siger Hans Anker Jørgensen mere mildt i dag, selvom han stadig mener, at Søren Krarup misforstår evangeliet totalt i sit ”nærsynede næstekærlighedsbegreb”. Men nu drømmer Hans Anker Jørgensen alligevel om engang at nyde Himlen i selskab med ham, som han engang har stemplet som modbydelig:

”Nu fylder jeg jo snart 75 år, så døden rykker nærmere, og jeg har to billeder af, hvordan Himlen må være. Som minimum vil jeg gerne have lov til at være gødning i Guds rosengård, men hvis det går, som jeg virkelig håber på, fører den gode hyrde mig gennem dødsskyggens dal, til jeg havner på en frodig, grøn eng, hvor den første, der byder mig velkommen, er Søren Krarup, som råber: ’Hans Anker, gamle ven, kom og sæt dig her hos mig’, hvis ellers han kommer først til tops,” siger Hans Anker Jørgensen og ler hjerteligt, da vi sidder i hans tidligere præstebolig, som nu er blevet en del af Tingbjerg Kirke.

Tingbjerg er i dag et udsat boligområde med mange indvandrere og store sociale problemer, som også har sat sit brændemærke på regeringens såkaldte ghettoliste, selvom Tingbjerg i sin tid blev bygget som et socialdemokratisk drømmesamfund – et funktionalistisk paradis med mange boliger, da Hans Anker Jørgensen søgte herud som ung præst i 1979. Det var lige noget for Hans Anker Jørgensen. For han deler ikke kun navne med den nu afdøde socialdemokratiske statsminister Anker Jørgensen, men også politisk ståsted. Hans Anker Jørgensen er sågar blevet kaldt ”den socialdemokratiske salmedigter”, selvom han som ung var SF’er. Men han er egentlig opkaldt efter sin bornholmske morfar, Hans Anker Larsen, der i mange år var formand for Indre Mission på klippeøen. Og højden har han heller ikke tilfælles med sin socialdemokratiske navnebror. For mens Anker Jørgensen efter sigende blev målt til 167 centimeter, da han endnu kunne stå ret op, måler Hans Anker Jørgensen – selv i Jesus-sandaler – hele 200,5 centimeter, så det er ikke uden selvironi, at han med et glimt i øjet kalder sig ”verdens største salmedigter”. Men god nok til salmebogen er han i hvert fald blevet, selvom der længe ikke var plads i det fine selskab til den venstreorienterede præst og salmedigter.

Som yngre provokatør og præst var han heller ikke bleg for at sige, at ”der ikke er nogen rige i Guds rige”, mens han heller ikke gjorde forsøg på at rage op over samfundets mest ringeagtede sognebørn, som han altså helst ville bo iblandt. Hans tidligere præstebolig i Tingbjerg holder sig bogstaveligt talt også ved jorden med sine gule mursten og lavloftede arkitektur, som stadig står i skærende kontrast til de pompøse præstegårde rundt omkring i landet, som kan ligne herregårde udefra. For han ville sætte sig i de nederstes sted.

”Det var en drøm at være præst her, selvom de ikke var glade for kirkeklokken. Men hver uge nåede jeg ud til mange mennesker, fordi Tingbjerget havde sin egen lokal-tv-station, som sendte vores gudstjenester. Jeg kom fra en præstestilling i København, hvor der kunne sidde syv til højmessen og fem til fromessen, men her kom jeg til at stortrives. Jeg kunne faktisk godt drømme om at flytte her tilbage. Her føler jeg mig hjemme, og det var også her, at jeg for alvor kom i gang med at skrive salmer,” siger Hans Anker Jørgensen og peger på en vintervissen bøgehæk, som engang var grøn og inspirerede ham til de populære salmelinjer:

”Du, som gir os liv og gør os glade,

du, som holder af os, som vi er,

du, som åbner bøgehækkens blade,

du, som skaber blomst og bi og bær,

uden dig var alle marker golde,

uden dig var alle hjerter kolde.”

Bøgehækken er halvcirkelformet som et folkekirkeligt alter, der peger ind i evigheden, så de døde også har en plads ved nadverbordet. Men her har hækken nok snarere fået sin form, så den passer til, at der kan stå en stor industriskraldespand i midten, som salmedigteren siger tørt. Men Hans Anker Jørgensen har alligevel en evne til at forvandle det ringeagtede til stor salmepoesi, og da vi forlader hækken, ligner de rustfarvede blade på hækken pludselig kobbermønter, så ghettoens kedelige kommunehæk bliver forvandlet til et pengetræ. Hans Anker Jørgensen kunne netop også fejre kobberbrylluppet med embedet i Tingbjerg, inden han senere flyttede til Hans Tausens Kirke på Islands Bygge. Nu bor han efter eget udsagn i ”en slags overklassebofællesskab” ved Høve Strand ved Odsherred, men han savner Tingbjerg.

Hans Anker Jørgensen blev født i Himmerland under krigen, og han voksede op i Vallekilde på Vestsjælland som en from præstesøn, der gjorde sit for at tækkes faderen – for eksempel ved at skrive sine første salmer som 11-årig.

”Jeg plejer at sige, at det var et forsøg på at genvinde min fars kærlighed og opmærksomhed, efter at jeg havde fået en dejlig lillebror, der stjal al opmærksomheden. Men det er efterrationaliseringer. Min far og mine søskende skrev også sange til familiefesterne, og min far havde skrevet en salme til genindvielsen af Kongens Thisted Kirke, så jeg blev på den måde opdraget til at skrive på vers, og det lærte jeg også i skolen. Jeg havde en lærer, der lærte os at skrive sange, og vi begyndte også hver time med en højskolesang. Jeg gik i klasse med Troels Triers lillesøster, Lisbeth, som jeg var meget forelsket i. Men hun hørte til en anden verden. Jeg hørte til de missionske, og hun hørte til grundtvigianerne. Dem skulle man ikke blande sig med,” siger han med et drenget smil:

”Jeg tror også, at hun betragtede mig som det, min yngste datter kalder en ’helligrøv’. Jeg fik i modsætning til de andre drenge kun øretøver af en lærer en gang i hele skoletiden, da jeg gemte mig på depotet i stedet for at gå ned til frikvarteret, som jeg burde, for ellers var jeg et dydsmønster. Men den dag havde jeg villet undgå at få buksevand. Og da lærer Sørensen opdagede mig i depotet, gav han mig lussinger, til jeg tissede i bukserne. Men jeg tror også, at læreren blev lidt forskrækket over at se sig selv stå og slå på præstens søn,” siger Hans Anker Jørgensen, inden han vender tilbage til sine tidlige digte og salmer.

”Jeg var nok en lidt forsigtig dreng. Jeg skrev blandt andet også et digt, som var et forsvar for hjemmet, efter at vi havde læst et digt i skolen om, at alle eventyr lå og ventede ude i verden, men for mig var hjemmet det bedste, for der var man elsket, som man var. Der var ingen af de voksne, jeg omgikkes med derhjemme, som ville mig det ondt. Det var jo gode kristne mennesker,” siger Hans Anker Jørgensen, der holdt en lang pause fra at skrive salmer, mens han gik i gymnasiet og senere selv kom ind på teologistudiet.

”Det var faktisk først ved Danske Kirkedage i Haslev i 1971, at jeg begyndte at skrive salmer igen, efter at præsten og salmedigteren Holger Lissner som ung kom der og præsenterede nye salmer fra England og Sverige. Jeg husker det, som om vi dansede på bordene, da vi sang den moderne salme ’Lord of the Dance’, så opløftende det var. Senere prøvede flere at oversætte den til dansk, og vi sang Holger Lissners danske udgave i 1974, men den var ikke helt vellykket, så jeg forsøgte at gøre det bedre. Det år var jeg lige blevet færdig som teolog og skulle til at arbejde som militærnægter på Kofoeds Skole. Men sommeren inden satte jeg mig op i en ødegård med en kuglepen og prøvede at gøre det bedre end Holger Lissner. Og det gik så godt, at min oversættelse senere kom med i tillægget til Den Danske Salmebog, hvorimod spejderne stadig bruger Holger Lissners oversættelse. Men det var det, der satte mig i gang, og siden har jeg nok skrevet 200 salmer.”

Samtidig var Hans Anker Jørgensen begyndt at rykke sig væk fra sin far, selvom han allerede som studerede arbejdede for ham som kordegnevikar, da faderen var flyttet til et nyt embede på Amager.

”Min lillebror var også kordegnevikar i kirken, hvor den store tidehvervsmand Vilhelm Krarup også prædikede, og vi kunne begge bedre lide hans prædikener end vores fars, kan jeg huske. En af mine yndlingslærere på teologistudiet var også tidehvervsk. Jeg blev aldrig en del af Tidehverv, men jeg kom i stedet ind i den kristelige studenterbevægelse og fandt ny inspiration i de økumeniske kredse, mens jeg gled langsomt væk fra Indre Mission, da jeg begyndte at tænke mig lidt om. En ting var, at de var abortmodstandere, men når de også var imod prævention og seksualoplysning i skolerne, syntes jeg, at det blev for ugennemtænkt. Jeg kunne sagtens forstå, at sex kunne være fristende og farligt, men jeg kunne ikke forlige mig med, at det skulle være af det onde. Men jeg var alligevel 24 år, før jeg gjorde mig erfaringer på det område, men da var det alligevel en stor skuffelse for min far,” siger han og sukker.

”Min far havde et tungt forhold til sex. Hans prædikener handlede ofte om kampen mellem kødet og ånden. De kødelige lyster skulle bekæmpes, mente han. Jeg så heller aldrig mine forældre kysse hinanden, selvom de var glade for hinanden. Da vi fik fjernsyn, slukkede han det straks, hvis nogen kyssede hinanden i en film. Og han dukkede heller ikke op, da jeg fik en stor rolle i en skolekomedie, fordi jeg havde en replik, hvor jeg skulle sige ’farvel, nu giver jeg pokker i arv og fødegård’, og ’pokker’ var et bandeord i hans verden. Jeg kan dog huske en sommerferie til Norge, hvor min far i bilen gav sig til at synge en uartig vise, som lagde op til at rime på frække ting uden at gøre det. ’Jamen, Johannes, dog,’ sagde min mor forarget. Måske var hun i virkeligheden den strengeste. Men det var kun den lille sprække ind til min fars fortid, jeg så på den familieferie. Min farfar havde ellers været spillemand, og min far kunne også spille violin og havde formentlig spillet til fest og dans, før han blev omvendt. Men nu hang der en tunghed over ham og hans teologi, og han havde også en ubehagelig rolle i min søsters selvmord.”

Søsteren, Birgit, levede på polsk med sin mand, men faderen var aldrig sen til at påpege, at det var at leve i synd, og så blev hun maniodepressiv, forklarer Hans Anker Jørgensen.

”Det var mig, der begravede hende. Hendes mand ville ikke have, at det var min far, der stod for begravelsen. Og jeg var selv så vred på min far dengang, fordi han også betragtede mig som en fortabt søn. Da mine forældre mente, at min søster levede i synd, havde jeg i søskendesolidaritetens navn sagt, at ’hvis Birgit lever i synd, så gør jeg det nok også’. For der var en pige, som jeg sommetider sov sammen med. Det blev mine forældre meget kede af at høre. Ugen efter skrev min far i et brev til mig, at han var blevet inviteret til at holde en prædiken for missionsfolkene ved Vallekilde Kirke. Bibelteksten skulle have handlet om den fortabte søn, men efter hvad jeg havde fortalt derhjemme, havde han måttet afslå invitationen til at prædike over den tekst. Brevet var et chok for mig. For jeg syntes indirekte, at han skrev, at jeg var den fortabte søn, som endnu ikke havde omvendt sig. Jeg havde været klog nok til at tage brevet med ind på mit kollegieværelse, jeg plejede ellers at åbne breve i fælleskøkkenet, men jeg blev så rasende, at jeg rev brevet i småstykker og smed dem i papirkurven.”

Blev I forsonet?

”Desværre ikke rigtigt, mens han levede, men på sit dødsleje forsøgte han at række ud til mig. Han sagde, at han lå og tænkte på, om det havde været egoisme alt sammen. Jeg slog det hen og troede heller ikke, at han ville dø den nat, så jeg greb ikke chancen til at tale alvorligt sammen, men man skal jo nok tale ud, mens man kan,” siger Hans Anker Jørgensen og tilføjer, at søsterens dødsfald alligevel formildede forældrene.

”De boede på Røsnæs ved Kalundborg dengang og sørgede for, at min søsters urne kom til Kalundborg Kirkegård, så hun kunne komme i samme grav, som de havde bestilt til sig selv. Alene det, at de ville begraves sammen med en selvmorder var et stort fremskridt,” siger Hans Anker Jørgensen, som selv skrev sin måske mest stærke salme ”Du satte dig selv i de nederstes sted” efter søsterens død, hvor hans evighedshåb også fandt de trøstende ord om, at vi aldrig er rigtig alene:

”Du lever i os i de inderste lag.

Vi lever i dig på den yderste dag.”

Hans Anker Jørgensen i Tingbjerg, hvor han har været sognepræst i mange år. Foto: Leif Tuxen