Mozart oplevede flere højdepunkter i løbet af sin kometagtige karriere. Der hersker ingen tvivl om, at et af de mest markante indtraf, da han i 1780 modtog en bestilling på at komponere en opera over den græske myte om Idomeneo. Handlingen har et enkelt udgangspunkt: Den græske sagnhelt har i årevis deltaget i Den Trojanske Krig, men på hjemturen går det galt. Under et voldsomt stormvejr anråber han havguden Poseidon (eller Neptun) om hjælp og lover ham at ofre det første menneske, han møder på land. Skæbnen vil, at det bliver hans søn Idamante. Dermed er scenen sat for en storslået og grandios opera, eller en opera seria – den genre, der ofte henter sin inspiration i antikkens mytologi.
Den 24-årige Mozart var i den grad mand for at løfte udfordringen. ”Idomeneo” blev et mesterværk, hvor han viste alle sine færdigheder lige fra den majestætiske ouverture til stribevis af hårrejsende arier, duetter, terzetter og kvartetter – og ikke mindst de talrige korpartier, der i deres vælde synes at være et varsel om, hvad italieneren Giuseppe Verdi flere generationer senere skulle præstere på det punkt.
I den iscenesættelse, Robert Carsen og hans team præsenterede lørdag aften på Operaen i København, er handlingen rykket frem til det 21. århundrede, men skuepladsen er ikke flyttet langt væk. Hvor handlingen i originaludgaven udspiller sig på Kreta, er vi nu et sted i Mellemøsten med en tredjeakt, hvor et velfungerende videodesign viser en sønderbombet by – Aleppo, kunne det ligne. De kretensiske styrker er blevet en moderne veludrustet hær, de trojanske krigsfanger en stor skare nutidsflygtninge. Forestillingen holder sig konsekvent til dette koncept – uden udspekulerede svinkeærinder eller smagløse stunts. Det her er alvor, scene efter scene taler tingene for sig selv, fordi man opretholder en kunstnerisk stramhed.
Der er på den ene side ikke sparet på effekterne og selve styrken i scenebilledet – hvornår har man tidligere oplevet et så talstærkt og velsyngende kor på en dansk scene? – men på den anden side er man ikke veget tilbage for at lade en sanger eller to stå alene på scenen, egentlig kun omgivet af himmel og hav.
Sjældent har man oplevet scenen på Operaen virke så stor, som da den viste os det et øde kystlandlandskab med et roligt hav – der dog når som helst kan blive frådende, hvis Poseidon er i sit onde lune. Også det kommer man til at opleve, takket være det velfungerende videodesign. Denne version af ”Idomeneo” er en opdatering, når den er mest meningsfuld. Scenografi, handling og musik spiller ideelt sammen, fordi de tre elementer støtter hinanden i stedet for at stritte i hver sin retning.
Stramheden gør sig også gældende rent musikalsk. Den engelske dirigent Julia Jones styrer lige fra den dramatiske ouverture Det Kongelige Kapel med sikker hånd. De musikalske mirakler er talrige i den godt tre timer lange forestilling. Persongalleriet er overskueligt: De fire hovedpersoner forenes vokalt i tredjeaktens kvartet – en sekvens, Mozart selv satte umådeligt højt. Vi forstår til fulde hvorfor, når vi hører de to sopraner Margaux de Valensart som Ilia, Sine Bundgaard som Elektra og de to tenorer Niels Jørgen Riis og Gert Henning-Jensen som henholdsvis Idomeneo og hans søn Idamante. Sidstnævnte er i virkeligheden nogle år ældre end Riis, men om ham kan det med føje siges, at ”he is still going young”.
Elektra bliver taberen i dette følelsernes spil. Sine Bundgaard, aftenens store vokale oplevelse, tolkede hendes furiøse og fortvivlede arie ”D’Oreste, d’Aiace” som et festfyrværkeri af toner på linje med, hvad Mozart en halv snes år senere lod Nattens Dronning synge i ”Tryllefløjten”, da helvedets raseri kogte i hendes hjerte.
”Idomeneo” er en stor mundfuld, der ordets bogstavelige betydning kræver lydhørhed fra sit publikum, men man bliver med garanti rigeligt belønnet herfor, og ingen operainteresseret bør forsømme lejligheden til at opleve et af musikhistoriens mest righoldige værker – intet mindre er der tale om.