'Hippie 2' er forrygende journalistisk historieskrivning

Man kan have sine forbehold over for Peter Øvig Knudsens dramaturgi, men det rokker ikke ved, at Hippie 2 er helt forrygende journalistisk historieskrivning

Ungdomsoprøret var et stort historisk slag, hvor en del af fodfolket endte med at blive ofret, og selvom den pointe ikke er så ny, som Peter Øvig vil gøre den til, er det godt at få den slået fast med den bredde og styrke, han præsterer i sin sorte bog. –
Ungdomsoprøret var et stort historisk slag, hvor en del af fodfolket endte med at blive ofret, og selvom den pointe ikke er så ny, som Peter Øvig vil gøre den til, er det godt at få den slået fast med den bredde og styrke, han præsterer i sin sorte bog. –. Foto: Asger Ladefoged.

Peter Øvig Knudsens Hippie 1 om Thylejren udkom sidste år den 27. oktober, og næsten på årsdagen får vi så andet bind om den sidste sommer. Projektets volumen retfærdiggør i sig selv, at det er opdelt i flere bind, og forskydelsen i tid tjener også det formål, at nye kilder har nået at henvende sig til Øvig efter at have læst bind 1.

Det er for eksempel et scoop, at dagens kan slutte med et interview med Merete Papapetros, der var forsidepigen på bind 1 og selv har henvendt sig. Ringen bliver sluttet for læseren, der har levet med billedet af pigen foran badeskuret og har tænkt på, hvordan det mon var gået hende.

Men Øvig vil også gerne gøre de to bind til en stor kompositorisk pointe. I udgangspunktet havde han tænkt hippie-en som en lille, lys modvægt til den dystre fortælling om Blekingegade-banden. Men under arbejdet gik det op for ham, at summer of love sandelig også havde sine skyggesider, og derfor blev Hippie 1 den hvide, mens Hippie 2 nu (også i layoutet) er den sorte , for ungdomsoprøret endte i vold, galskab og død, og de to bøger er som yin og yang.

Tak for kaffe, det er næsten alt for galt. Så meget er hippie-tiden nu heller ikke blevet idylliseret, man har kunnet følge de lange tabslister i 1968ernes selvbiografier, og i det hele taget er det et velkendt fremstillingsmæssigt greb i forhold til perioden at lade Summer of Love tone ud i mørke og undergang med den Rolling Stones-koncert i Altamont i 1969, hvor en tilhører blev dræbt, mens bandet spillede Sympathy for the Devil.

Det er først og sidst som insisterende og fortællende journalistisk historieskrivning og ikke som kulturfilosofi, Øvigs bøger er interessante.

Han genoptaget her i andet bind det enkle greb, der fungerede genialt sidste gang: at følge lejrlivet dag for dag, gennem lejravisen. Denne gang fungerer det ikke helt så godt, simpelthen fordi lejren (og lejravisen) går mere og mere i opløsning i perioden dag 33 til dag 73.

Formen kan ikke levere så meget stof, og førstebindets store tvekamp mellem Henning Prins, der var castet som helt, og Eks-Skole-kunstneren Peter Louis-Jensen, der var castet som skurk og kupmager, fuser også lidt ud i andet bind. Henning Prins tager tidligt hjem, og Peter Louis-Jensen kan ikke rigtig selv styre lejren. Til gengæld vender han hele sin opmærksomhed (og en hele sit narrative drive) imod besættelsen af Hjardemål Kirke.

Med den ville Louis-Jensen radikalisere Thylejren og sætte revolutionen i gang. Eller også ville han lave aktivistisk kunst. Eller også var det for ham én og samme ting.

Aktionen lykkes i den forstand, at kampen om kirken blev højdramatisk, og man kan måske med en vis ret sige, at Louis-Jensen fik kørt Thylejren af sporet. De lokale fiskere var rasende, og der var lynchstemning, da hippierne blev hentet ud af politiet. Ved at udse sig kirken som mål formåede kunstneren virkelig at sætte sin finger på det sted, hvor det gjorde symbolsk ondt i lokalsamfundet. Og denne grande finale gør, at Øvig kan komme helt i mål med sin Thylejr-komposition.

Bøgerne har imidlertid en lige så stor styrke, når Øvig bryder kronologien og udfolder historier om de samme mennesker i andre af tidens miljøer. Et sandt scoop her i bind 2 er den lange historie om den selvbestaltede guru Profet Olsen, der residerede over tidens typer og bortløbne teenagepiger i Galleri 101 i et baghus til Store Kongensgade.

Øvig har opsporet Olsen, der i dag bor i en ashram i en skov i Litauen og er ganske snakkesalig, da han først er tøet op. Til sidst bliver han dog træt, fordi han har fået mediteret for lidt, mens Øvig og hans hold har været på besøg.

Vi får også den meget lange historie om Provo-Knud, som pryder ens omslag. Han var den rablende, digtende, dansende, strippende og anarkistiske hippie over dem alle, og han glider længere og længere ud i paranoia og galskab og ender med at knivdræbe en af sine nærmeste venner. Og man kan ikke hævde, at det kom som et lyn fra en klar himmel.

Knud havde længe varslet, at sådan noget kunne ske, men en stiller her skarpt på hippietidens største menneskelige problem: Selv om budskabet var kærlighed, var man ikke særlig gode til at tage sig af hinanden, hvis stofmisbruget eskalerede, eller de psykiske lidelser lå på spring. For stofferne var jo døre til den udvidede bevidsthed, og med anti-psykiatrien i baghovedet var det de gale, der var normale i et sygt samfund. Mennesker fik lov til at gå ned med flaget, for de efterlevede jo bare de positive normer, der lå i oprøret. At tilkalde hjælp (politi og psykiatere) fra det etablerede samfund var voldsomt grænseoverskridende. Man stod jo netop med alternativet.

Hippie er også fortællingen om de stærke og de svage. Peter Louis-Jensen så sig selv i et stærkt konkurrenceforhold til sine brødre fra Eks-Skolens kunstnermiljø, Per Kirkeby og ikke mindst Bjørn Nørgaard, der med sin hesteofring et halvt år før Thylejren havde sat helt nye standarder for grænseoverskridende kunst. Det var det, Louis-Jensen ville matche med sin kirkebesættelse. Øvig tegner et billede af en tragisk skikkelse. På den ene side var Louis-Jensen dynamoen, indpiskeren, normsætteren, den, de andre i miljøet måtte forholde sig til; på den anden side måtte han se sig distanceret af deres større succes og gennemslagskraft

Det er ganske interessant at se, hvor aktive kunstnerne fra Eks-Skolen var i hippie-miljøet, og pikant i betragtning af, hvor guldrandede og royale flere af dem senere blev. Men det springende punkt i Øvigs fremstilling er, om den får for meget med hans fremstilling af Louis-Jensen som en slags dæmonisk mellemproportional mellem den gale Provo-Knud og den fanatiske, unge, døde Holger Jensen fra Blekingegadens forløbere.

Der er hovedkilder, der har valgt undervejs at afbryde samarbejdet med Øvig, blandt andre Bjørn Nørgaard og Peter Louis-Jensens eks-kone. Det kan have helt trivielle grunde. Det kan sikkert være lidt anstrengende at have Øvig hængende alt for længe med alle sine insisterende spørgsmål; han er meget udholdende, som man så i sin tid med Lars von Triers 24-timers maraton-interview-koncept.

Men det egentligt interessante er selvfølgelig, om de har mærket en særlig hensigt og er blevet forstemte. En historisk redegørelse kan aldrig genskabe den stemning, de oprindelige aktører kan erindre; det er et velkendt psykologisk fænomen, at de oprindelige vidner føler, at eftertiden i en vis forstand slet ikke kan forstå, hvordan det virkelig var. Spørgsmålet er, om kilderne også reagerer på Øvigs dramaturgiske greb, hvor Peter Louis-Jensen så tydeligt bliver iscenesat som skurk gennem de to bind.

Øvig er forståeligt nok også ganske optaget af forbindelsen til Blekingegadebanden og kan godt lide, når sporene krydser hinanden. Han fascineres voldsomt af, at netop Holger Jensen og Louis-Jensen nævnes som de to mulige bagmænd bag udbrændingen af den politimotorcykel, der kom til at stå som billed-ikonet på Verdensbanksurolighederne, der udspillede sig kun en uge efter, at Thylejren lukkede.

Demonstrationernes voldsomhed blev i praksis enden på perioden for de vilde håb og de store konfrontationer, mener Øvig. Revolutionsdrømmen blev af de mange forvandlet til konkret aktivisme, mens enkelte, Appel-gruppen, gik under jorden. Hverdagen begyndte så småt at indfinde sig.

Hvis man ellers var klar til den. Hippietiden kom til at trække lange spor af sorg i mange familier, fortæller forsidepigen Merete Papapetros mod ens afslutning. Hun har været til mange begravelser, for der var en del af de unge fra dengang, der vågnede for sent op til virkeligheden og fik kummerlige liv, der endte med tidlig død af stoffer, druk eller selvmord.

På den måde var ungdomsoprøret også et stort historisk slag, hvor en del af fodfolket endte med at blive ofret, og selv om den pointe ikke er så ny, som Øvig vil gøre den til, er det godt at få den slået fast med den bredde og styrke, han præsterer i sin sorte .