Prøv avisen
Bog

Historien er kun til for os

Bernard Eric Jensen, historiker, er forfatter til bogen "Historie. Fortidsbrug og erindringssprog." Foto: Sigrid Nygaard

Ny bog om den måde, vi bruger historien på, ridser på velgørende vis fronterne op i aktuel historieforskning

Bernard Eric Jensen: Historie. Fortidsbrug og erindringsspor. 244 sider. 199,95 kroner. Aarhus Universitetsforlag.

Siden 1980'erne har der blandt faghistorikere været en stærkt voksende interesse for at analysere den ”brug”, vi gør af historien. Ikke mindst er interessen stor blandt didaktikere, altså historikere, der beskæftiger sig med formidling af historie i uddannelserne. Og det er forståeligt, for undervisning i historiebrug kan åbne elevernes og de studerendes øjne for det spændende ved at beskæftige sig med fortiden.

Men studiet af historiebrug er også relevant på mange andre områder: nationalismens og nationalstaternes brug af historien, de offentlige museers betydning for vores forestillinger om fortiden, politikernes brug af historiske argumenter og de mange kommercielle brug inden for den såkaldte oplevelsesøkonomi fra turisme til filmindustri.

At arbejde med historiebrug er en helt anden måde at beskæftige sig med fortiden på end den, vi normalt forbinder med historievidenskab. Traditionelt har historikere set det som deres opgave at finde ud af sandheden om fortiden og forklaringer på begivenheder og hændelsesforløb. De har derfor stillet spørgsmål som: Hvad skete der faktisk? Hvorfor skete det? Og hvilke konsekvenser fik det?

Historievidenskaben har af samme grund spillet en vigtig rolle for forståelsen af nutiden. Forskere i historiebrug vender på en måde tingene på hovedet: Deres interesse er at analysere nutidens forudsætninger for den måde, vi ser på fortiden på.

Forfatteren af denne bog er dog mere radikal i sit syn. For ham begynder fortiden i nutiden.

Ligesom traditionelle historikere er Bernard Eric Jensen optaget af studiet af fortidige begivenheders spor i eftertiden. Men i modsætning til dem er det de mentale spor, han interesserer sig for: deres ”erindringsspor”, såvel de individuelle som de sociale (kollektive). Jensens historiesyn bygger på en filosofisk antropologi. Han konstaterer, at den enkelte på det psykologiske og eksistentielle plan bruger fortiden til at forstå sig selv, til at vurdere, hvad der er væsentligt og værdifuldt eller forkasteligt og dårligt. Det er i kraft af fortællinger og erindringer om vores fortid, at vi som individer og grupper kan orientere os mod fremtiden. Hvis vi ikke havde haft denne evne, ville vi ikke være i stand til at handle fremadrettet. Derfor anser Jensen mennesket for at være et væsen, der af naturen er ”historiebevidst”.

Men det er ikke nokat erindre den personlige fortid. For at blive funktionsdygtige individer og samfundsmedlemmer udstyret med velbegrundede forventninger til fremtiden må vi kunne trække på vores samfunds og kulturs erfaringslager. Men det betyder, at ikke alle erindringer om fortiden er lige relevante. Vi har kun brug for de ”brugbare fortider”.

Af dem findes der mange slags. Bernard Eric Jensen opdeler dem i fem former. Først er der den ”indgribende” fortidsbrug, hvor opsamlede erfaringer og erindringer, for eksempel om holocaust, kan blive brugt til at bearbejde nutidige forhold og sikre fremtiden imod en gentagelse. Dernæst er der den ”oplysende” fortidsbrug, som for eksempel kan give grupper, der oplever sig som udgrænset af samfundet, historisk viden, de kan bruge til at tilkæmpe sig inklusion. Desuden findes der en ”fornøjende” fortidsbrug, som i dag florerer i form af historieturisme, rollespil og oplevelsesparker og lignende, hvor børn, unge og voksne kan sætte sig aktivt ind i, hvordan det var at leve i andre tider som for eksempel stenalderen og vikingetiden.

En fjerde form for fortidsbrug er den ”identitetsdannende”. Den bruger folk til at skabe mening i deres individuelle og kollektive livshistorier. Den identitetsdannende historiebrug hænger sammen med den sidste form for historiebrug: den ”belærende”. I nationalstatens første tid var den vigtig som et middel til nationsbygning. Men i dag er den potentielt konfliktskabende, specielt i vestlige samfund som det danske, som befinder sig i et spændingsfelt mellem en mono- og en flerkulturel stat.

Multikulturalisme sætter nemlig spørgsmålstegn ved den måde, vi forstod os selv på, da Danmark var et monokulturelt samfund (blandt andet forestillingen om danskerne som et homogent etnisk folk). Det kan for eksempel skabe konflikter, hvis en bestemt statslig brug af fortiden, for eksempel i uddannelsessystemet, opleves som ekskluderende for visse grupper, mener Jensen. Han har selv en lang karriere bag sig på DPU (Danmarks Pædagogiske Universitet) og således status historiefagets nestor.

Men hans eget forslag til en løsning - ikke prioritere nogen bestemt samfundsgruppes historie, men lade elevernes læreproces ske gennem en form for forhandling mellem forskellige gruppers fortidstolkninger - afslører et lidt fjernt forhold til den pædagogiske virkelighed.

Og er nok som en lidt misforstået opfattelse af de konsekvenser, der bør drages af den kulturelle pluralisme.

Bernard Eric Jensen tilhører den ret lille gruppe af danske historikere, der bekender sig som postmodernister. Han skelner således ikke mellem historie og erindring. Faglig historie er blot en af blandt flere former for ”erindringsarbejde”, mener han. Jensen tager følgelig afstand fra mere traditionelt tænkende som for eksempel Ulrik Langen, der ved sin tiltrædelse som professor i historie ved Københavns Universitet udtalte, at ”den historiske erfaring viser, at man ikke kan fremdiskontere “ Vi er historikere. Vi ser ikke frem. Vi ser tilbage. Sådan er det.”

Jensen definerer historie som ”menneskers fortidsbrug, der danner erindringsspor” og går ind for en bestandig revisionistisk omskrivning af historien for at tilpasse den nutidens behov. De bliver derved til det styrende princip for nutidens beskæftigelse med fortiden.

Han er dog ikke så relativistisk, at han mener, at den ene brug af historien kan være lige så god som den anden. En persons eller gruppes fortidsbrug skal altid kunne efterprøves og begrundes, og der findes så vel ansvarlige og samvittighedsfulde som fordrejende og manipulerende fortidsbrug.

Man kan dog spørge sig om, hvordan børn og unge skal blive i stand til at forholde sig kritisk til misbrug af historien, hvis de ikke har fået en forståelse af, at der findes faglige metoder, der kan bruges til at opnå i det mindste tilnærmelsesmæssige sandheder om fortiden. Ja, i visse tilfælde tilmed absolutte (der kan således ikke forhandles om, hvorvidt Den Franske Revolution skete i 1789). Det er nok også godt at lære dem at forstå det fortidige som en kilde, ikke blot til selv- og samtidsforståelse, men også til indsigt i det helt anderledes og fremmede.

Bogen udkommer som et bind i Aarhus Universitetsforlags meget lødige Univers-serie, der behandler nogle af ”tilværelsens store emner” og ”formidler specialviden fra alle fagområder og gør frontforskningen tilgængelig for den interesserede lystlæser”.

Jeg må indrømme, at min lyst først blev pirret, da jeg var kommet igennem de lidt teoritunge to første kapitler og kom i gang med de mere anvendelsesorienterede og velillustrerede kapitler om fortidsbrugen fra forhistorien til i dag. Jensen er givetvis meget belæst inden for et bredt felt af relevant faglitteratur.

Alligevel må man undre sig over, at hans forslag ”til videre studier” ikke rummer nogen henvisning til hans nyligt afdøde aarhusianske kollega Niels Kayser Nielsens ”Historiens forvandlinger: Historiebrug fra monumenter til oplevelsesøkonomi” (2010). Efter min vurdering når den langt videre omkring i det spændende forskningsfelt. Måske skyldes det, at Nielsen ikke anså historiebrug for andet end netop det: et forskningsfelt - ikke et udgangspunkt for historievidenskabelig grundlagstænkning.