Kontrasten er åbenlys. Den stærke, smidige ballerinakrop i en hvirvlende piruet. Hver bevægelse er underlagt total kontrol. Lemmerne lystrer, snurrer, springer, som de skal. Men hun er ikke alene gold på engelsk, hun er også gold på dansk: ufrivilligt barnløs og med sin egen krop som fjende.
"I am gold" på Betty Nansen Teatret på Frederiksberg ved København er en gribende danseforestilling om kontroltab, afmagt og driften efter et barn. Inspireret af Tine Høegs roman "Sult" fra sidste år har koreograf Signe Fabricius skabt en visuelt betagende dansehybrid, der forener ballettrin med jazz, street, ord og musik. Forestillingen følger i sporet af Betty Nansen Teatrets succesopsætning af historien om Bonnie og Clyde fra 2020, ligeledes iscenesat af Signe Fabricius og ligeledes med balletdanser Astrid Elbo i en bærende rolle.
"I am gold" handler om ballerinaen Freja, hvis altfortærende drøm om at bære et barn ender i et afmægtigt syrebad af selvhad og desperate handlinger. Astrid Elbo er blændende i sin kontrastfyldte skildring af fertilitetsbehandlingens destruktive spiral. Fra gennembehersket ballerina i perfekte svanesøtrin til magtesløs patient på gynækologlejets skrånende sliske. Med besat blik og sitrende muskler sætter hun trin på afmagten, på længslen, skuffelsen og den diffuse vrede, der kløver en afgrund mellem hende og kæresten Thomas.
Tiden går. Dansen fortsætter. Uret tikker på scenen, og den ene fødselsdag afløser den anden, mens Freja får stadig sværere ved at skjule sin panik under surprise-fødselsdagsfesternes oppustelige ballontal; 30, 31, 32 og så videre. Trinnene bryder gradvist sammen i et moderne dansesprogs viltre former. Og endelig skrider virkeligheden ud i et syret, hormoninduceret drømmesyn mirakuløst realiseret i Helle Damgårds meddigtende scenografi. En glitrende skærsommernatsskov, hvor den rå drift hersker med ødelæggende kraft.
Frejas mandlige modstykke, kæresten Thomas, danses fortræffeligt hudløst af den klassisk skolede Sebastian Kloborg. Hans eksplosive kropssprog, undertrykte spring og martrede blik er et præcist billede på mandens magtesløse rolle på sidelinjen. De to mødes i forestillingens smertelige højdepunkt; en punkteret pas de deux, hvor de strækker sig, slider, klasker sammen, men aldrig kan nå hinanden.
Omkring det kuldsejlede par danser et ensemble af rene virtuoser inden for forskellige discipliner. Moderne, urban, show og sågar step tilføjer forestillingen både humor og klædelige kontraster til de mere introverte intimscener. Det er en fryd at se de forskellige dansesprog tale så ubesværet sammen, som Signe Fabricius’ begavede koreografi lader dem. Og undervejs pakkes dansen nænsomt ind i Jeanett Albecks sårbare og kraftfulde sangkompositioner.
Med "I am gold" formår Betty Nansen endnu engang at gøre moderne danseteater både vedkommende og relevant, uden dog at udvande genren. Det er mesterligt set, at et hverdagsemne som barnløshed netop forløses så smukt i dansen, hvor det dirrende felt mellem kropskontrol og kontroltab er i evigt spil. En eneste anke er dog, at historien undertiden synes lidt tynd og handlingsfattig. Man savner en større nuancerigdom, perspektiver og udvikling i narrativet, som hen ad vejen kan virke en anelse repeterende i kvindens egomane barnebesættelse.
Når forestillingen er bedst, brænder den dog smukke, angstfyldte scenebilleder ind i erindringen: kvinden alene på scenen til sidst, vuggende et drømmebarn, der aldrig var.
I am gold. Koreografi og manuskript: Signe Fabricius. Scenografi: Helle Damgård. Medvirkende: Astrid Elbo, Sebastian Kloborg, David Dalmo, Mads Gronemann, Veronica Bracaccini, Linn Fletcher og Luc Boris André Kouadio. Spiller på Betty Nansen Teatret til den 26. januar.