Historien kan også opleves med sanser, fantasi og følelser

Ny bog opfordrer danskerne til at drage ud i naturen og opleve historien gennem de mange fascinerende aftryk, som fortidens danskere har sat sig. I naturen er historien ikke kurateret, men historiens vingesus kan nemt ramme dig, hvis du krydrer viden med forestillingsevne

Marianne Rasmussen Lindegaard sidder inde i jættestuen Kong Asgers Høj, som hun har døbt ”Stenalderkatedralen” på grund af gravkammerets æstetiske arkitektur. –
Marianne Rasmussen Lindegaard sidder inde i jættestuen Kong Asgers Høj, som hun har døbt ”Stenalderkatedralen” på grund af gravkammerets æstetiske arkitektur. – . Foto: Leif Tuxen.

Nogle ganske få informationer kan i sig selv pirre fantasien og fascinationen. Læs for eksempel her: Knap én kilometer fra Møns Klint gemmer sig en borg. Den er fra bronzealderen og er den eneste af sin slags i Danmark. Formentlig den eneste i Skandinavien.

Hvis det endnu ikke har sat gang i fantasien, så kommer her lidt mere kød på historien om borgen: Den hedder Timmesøbjerg, og hvis man opsøger den i den grønne bøgeskov, vil man støde på et par mindre skilte, som klæder den nysgerrige på.

På klinten byggede vores forfædre i yngre bronzealder (1100-500 f.Kr.) tre store forsvarsvolde i det bakkede terræn og stak spidsede stolper i jorden som palisader på hver vold for at holde fjenden ude. Arkæologer har fundet sten på 5 til 40 centimeter i diameter, som formentlig blev brugt som kasteskyts. Man har også fundet mange bosteder, grave og offergaver fra bronzealderen på Østmøn. Klædt på med den viden kan man selv gå på opdagelse i resterne af borgen, som består af tre stejle volde, der omkranser en forhøjning på toppen af klinten.

Mange dysser er med tiden blevet revet ned, fordi de stod i vejen, eller fordi stenen skulle bruges til kirkebyggeri eller til jernbanebroer. Men Sprovedyssen på Møn klarede skærene. –
Mange dysser er med tiden blevet revet ned, fordi de stod i vejen, eller fordi stenen skulle bruges til kirkebyggeri eller til jernbanebroer. Men Sprovedyssen på Møn klarede skærene. – Foto: Leif Tuxen

Er fantasien endnu i gang? Måske ikke. Problemet er nok, at du læser i en avis, hvor informationerne bliver serveret for dig. Men hvis du befinder dig i den smukke bøgeskov og bevæger dig på skrænterne, så er det svært ikke at se fortidens mennesker for sig.

Det er netop en af arkæolog Marianne Rasmussen Lindegaards pointer.

Hun er aktuel med bogen ”Danmarks oldtid i landskabet”, der fortæller historien om Danmarks oldtid gennem 72 oldtidsminder rundtom i Danmark. Bogen dækker Danmarks 13.000 år lange oldtid fra spor af jægersten-alderens bopladser til vikingetidens store rundborge som Trelleborg og Aggersborg og klæder læseren på med informationer om tidsaldrene og fakta om stederne.

Men da meget levet liv fra tiden før skriftlige kilder er gætværk, har forfatteren også tilladt sig at lade fantasien råde og skrevet mulige for-tællinger om dagligliv og dramatiske hændelser med tilknytning til stederne, illustreret med tegninger af Sune Elskær. Tegninger, der også går igen på mange informationstavler ved fortidsminderne rundtom i landet, da de blev lavet til projektet, der også hed ”Danmarks oldtid i landskabet”. Marianne Rasmussen Lindegaard var projektleder, og bogen er udsprunget af projektet.

Bronzealderborgen Timmesøbjerg gemmer sig i skoven ved Møns Klint. Den er formentlig det eneste forsvars-anlæg fra bronzealderen i hele Skandinavien. –
Bronzealderborgen Timmesøbjerg gemmer sig i skoven ved Møns Klint. Den er formentlig det eneste forsvars-anlæg fra bronzealderen i hele Skandinavien. – Foto: Leif Tuxen

Ud over de forholdsvis små informationskilte står fortidsminderne i naturen åbne for fortolkninger. Resten af oplevelsen er gennem sanser og fantasien. Forfatteren mener, at det er en noget overset og fuldstændig legitim måde at opleve historien på.

Ifølge forfatteren er naturens og fortidsmindernes historieformidling en komplet anden end den måde, vi normalt får serveret historien på. Hvilket oftest er gennem bøger, dokumentarer eller museumsoplevelser. Og selvom alle de discipliner i disse år er meget opmærksomme på at tale til vores sanser ved at få historien til at leve, så er historien så at sige altid tolket for os. Publikum er modtager af et budskab, som en afsender har tilrettelagt. Forfatteren kritiserer ikke den form for historieformidling. Hun vil bare gerne åbne vores øjne for, at der også findes en anden måde at er-fare og ligefrem sanse histo-rien.

Kristeligt Dagblads udsendte tester idéen og må umiddelbart give forfatteren ret. Ved hjælp af viden fra tavlerne, baggrundsviden, populærkulturelle forestillinger, sanser og fantasi tager historien og figurer fra fortiden form. En angribende flåde, flygtende bønder og kampe over voldenes palisader med slynger til kasteskyts og bue og pil. Levende, fragmentarisk og alligevel sammenhængende på en måde, som kun forestillingsevnen formår. Ingen stiller spørgsmål til plottet, er kritiske over for, om tøjet nu er tidstypisk eller andre detaljer, som eksempelvis formidlere på museer bliver stillet til ansvar for. I naturen kan enhver opleve fortiden på egne præmisser og rette opmærksomheden, hvorhen de vil.

Marianne Rasmussen Lindegaard har anbefalet, at vi mødes på Møn for at kigge nærmere på fortiden i naturen, da fortidsminderne ligger tæt på øen. I sin bog omtaler hun fem fortidsminder fra Møn, heriblandt selvfølgelig bronzealderborgen på Møns Klint, men koncentrationen af især de store stengrave, dysser og jættestuer er størst på Vestmøn, hvor de fire andre i bogen omtalte fortidsminder befinder sig.

Her ligger stengravene så tæt, at man kan tale om et helt monumentlandskab. De 43.000 danske kvadratkilometer har indeholdt flere monumentlandskaber, men mange gravhøje er blevet sløjfet i tidens løb. Men på Vestmøn med udsigt til Ulvsund og det sydlige Sjælland står en stor, flot dysse og en fornem jættestue med 150 meter mellem sig. De er blevet bygget med et par århundreders mellemrum. Bare det faktum sætter tankerne i gang. Folkene bag jættestuen har måske betragtet dyssen som gammeldags. Hvem ved, hvilke historier de har haft om begravelserne i dyssen? Mens deres døde skulle beskyttes eller gemmes godt væk i et koldt og tørt gravkammer i et mere kompliceret byggeri.

Fortidsminderne på deres oprindelige placering i naturen har specielt én superkraft i sig: autenticitet. Når man står ved et fortidsminde, så ved man, at det var lige præcis her, at eksempelvis bondestenalderens mennesker for 5000 år siden byggede højen, vi senere har navngivet Kong Asgers Høj. Marianne Lindegaard Rasmussen venter på journalisten og fotografen ved en lille grusparkeringsplads foran Kong Asgers Høj. Vi er ved højen i en times tid, og imens bliver den besøgt af både danske og udenlandske turister.

”Når man selv står der, kan man mærke historien på en helt anden måde. Der er noget særligt ved at kunne se den samme udsigt, som historiens folk har kigget på i årtusinder. Du kan kigge rundt i landskabet og aflæse det og forstå, hvorfor de byggede enten en borg, et gravminde eller en boplads det pågældende sted. Det kan man ikke se på et foto. Man får en helt anden oplevelse ved at være på et sted som Kong Asgers Høj, hvor man kan overskue landskabet, mærke vinden, se udsigten og begge gravminder. Og hvis man er lidt nysgerrig og har fantasi, så begynder man at undre sig over, hvordan de transporterede de tonstunge sten til jættestuen, og hvordan de i det hele taget konstruerede den.”

Marianne Rasmussen Lindegaard har ret. I sin bog har hun døbt Kong Asgers Høj for ”Stenalderkatedralen” på grund af højens smukke æstetik. Efterhånden som øjnene vænner sig til mørket i det aflange gravrum, kommer de enorme sten, der udgør konstruktionen, til syne. Rummet er omkring 10 meter langt og 2 meter bredt. Alle bærende sten står helt lodret, mens de tonstunge loftsten ligger fuldstændig vandret. Mellem stenene er der tætnet med mindre sten, og gulvet er stampet jord.

Idéen om, at bondestenalderens folk har lagt deres døde herinde, er overvældende. Marianne Rasmussen Lindegaard har inden da fortalt, at de sandsynligvis kun lagde knoglerne af deres afdøde derinde. Man aner ikke, hvordan de skeletterede de afdøde – og slet ikke hvorfor. Desuden brugte de gravhøjen i flere generationer. Så det lokale samfund åbnede ved dødsfald for gravhøjen. Og nogen, måske et familiemedlem eller samfundets præst, har overtrådt grænsen til dødsriget på jord. Med knoglerne i favnen har vedkommende bukket sig og er gået ind ad den lave gang ind til selve gravkammeret, hvor han eller hun har skubbet de seneste knogler til side og lagt afdødes knogler i det kolde, mørke rum. Hvad har stenalderfolket mon ikke haft af tanker om efterlivet?

Ved gangen ind til Kong Asgers Høj står to tilsandede fyrfadslys. Marianne Rasmussen Lindegaard fortæller, at de må stamme fra nogle, der har hygget sig med at sidde inde i gravhøjen med lysene tændt.

”Det understreger netop min pointe. Brug endelig fortidsminderne – selvfølgelig uden at skænde dem. Folk er velkommen til at opleve dem på deres egen måde.”