Det gamle Østtyskland gennemled aldrig den møjsommelige bearbejdning af den historiske erindring, som efterhånden kom til at præge Vesttyskland. Fortiden blev hængende. Den spøgte i gemakkerne, og den dag i dag præger dette den politiske kultur i det gamle Østtyskland.
De østtyske traumer og fortrængninger gælder ikke alene Anden Verdenskrig og det nationalsocialistiske regimes forbrydelser. DDR-tiden, som så pludseligt – og næsten i en bisætning – sluttede i 1989, henligger også ubearbejdet.
Dette er en af pointerne i den tyske forfatter Ines Geipels særegne bog ”Kampzonen – min bror, Østtyskland og hadet”, som udkom på Jyllands-Postens forlag i januar.
Da Østtyskland blev genforenet med sin vestlige tvilling, var det Vesttysklands erindringskultur, som blev det nye Tysklands. De særlige østtyske problemer vedrørende erindringen om nationalsocialismen blev sjældent tematiseret.
Da boet efter DDR-regimet skulle gøres op, var tonen fra vesttyske intellektuelle som eksempelvis filosoffen Jürgen Habermas decideret nedladende. Debatten om regimet var en ”strid om den historiske tegnsætning”. Med andre ord en irrelevant debat, en forlængelse måske af et allerede uddebatteret spørgsmål.
Derfor fik den lov at henligge ubearbejdet som en brakmark, hvor talrigt ukrudt frit kunne skyde op. Allerede i 1980’erne var den højreradikale skinhead-bevægelse stærk i Østtyskland. Det blev kun værre efter genforeningen. Den moderne østtysker er efterladt med lag på lag af fortrængning.
”Kampzonen” er på sin egen måde en væsentlig bog, men den er også vanskelig.
På bogens omslag præsenteres den som en undersøgelse af den ”stigende radikalisering i Østtyskland”, et forsøg på at ”forstå, hvilke strømninger der gør sig gældende i den tyske samtid, når et højreekstremistisk parti som Alternative für Deutschland stormer frem”. Denne ambition er til stede i bogen. Den får også det sidste ord. Den er dog også ”Kampzonen”s svageste punkt.
Som analyse af AfD’s position i Østtyskland rummer den en del problemer: en manglende analytisk klarhed, hvor der ikke skelnes eller forsøges en skelnen mellem populisme og regulær højreekstremisme; en manglende forståelse af, at højrepopulismen ikke er et særligt østtysk fænomen, men præger al europæisk politik. Endelig lægger Geipels tilgang, der trækker en del på psykologiske begreber, op til at opfatte populismen som en art patologi, en politisk lidelse.
Det indebærer, at konkrete anstødssten for populismen såsom Angela Merkels ”Wir schaffen das”-retorik og ikke mindst det tidligere Østtysklands økonomiske og sociale vanskeligheder kun tillægges ringe vægt. Men vi skal netop ikke læse ”Kampzonen” som et forsøg på en sådan stringent afhandling.
Selvom analysen af højrebølgen får sidste ord, får den hverken det første eller de fleste. Værket er først og fremmest et meget langt essay, hvor Geipel med udgangspunkt i tabet af sin bror knytter sin egen familiehistorie sammen med DDR’s. Det er en bog om tab, tomhed og så den traumatiske erfarings lange skygger.
Geipels morfar og mormor tilhørte den generation, der ikke sjældent var aktive støtter af nationalsocialismen. Geipels morfar var SS’er med mavesår. Deres børn opvoksede i nationalsocialismens institutioner og blev marineret i dens propaganda. Denne generation blev samtidig den store genopbygningsgeneration i DDR. Geipels far blev Stasi-agent.
Det kommunistiske regimes forsøg på at håndtere den sprængfarlige fortid kom til udtryk i den såkaldte Buchenwald-myte. Buchenwald var navnet på den koncentrationslejr, hvor kommunisterne havde været interneret i Det Tredje Rige.
Kommunisternes offerhistorie blev snart gjort til hele Østtysklands. Fiktionen var, at DDR var et opgør med fascismen. Et radikalt brud. Men ordet skaber ikke, hvad det nævner. Generationernes erfaringsrum forsvandt ikke. Der blev kastet et slør over dem. De blev fortrængt. Men de var ikke mindre virkelige eller virksomme som tavshed.
Geipel fortæller et sted, at når de østtyske skolebørn besøgte de russiske kaserner i landet, skulle de give blomster til deres sovjetiske befriere. Men bagefter skulle de jo hjem. Der sad deres bedsteforældre, onkler og fædre, ”der alle sammen har kæmpet mod sovjetiske helte og nu alle som en er blevet gjort til forbrydere, fascister, mordere. Hvad gør det ved en familie og dens børn, når de ikke har nogen sammenhængende sorgfortælling at holde sig til og stabilisere sig ved, men snarere skal finde vej ind gennem forældrenes labyrintiske tavshedsrum?”
Ja, hvad gør det ved folk? Dette er i virkeligheden bogens spørgsmål. Det er i den vidtforgrenede, ofte svært gennemtrængelige, abstrakte, men også ofte smerteligt konkrete og nære undersøgelse af det problem, at ”Kampzonen” brillerer.
Skønt ”Kampzonen” ikke overbeviser som svar på spørgsmålet, hvorfor der er højrepopulisme, er bogen en fortræffelig, eftertænksom skildring af, hvad det vil sige at være podet på historien.
I 2011 udgav historikeren Norman Davies den fremragende bog ”Vanished Kingdoms”, der stillede spørgsmålet, hvad der sker, når lande forsvinder. En afgørende pointe hos Ines Geipel er, at fortiden netop ikke forsvinder. Den opmagasineres som tavse eller eksplicitte generationserfaringer.
Ja, enkelt sagt bliver ”Kampzonen” et svar på, hvorfor vi har historie og erindringsbearbejdning, og hvad det betyder for den enkelte og for et samfund, hvis vi ikke havde det.