Historien lever

BØGER "En fortælling om kærlighed og mørke" er erindringslitteratur på klassikerniveau fra Israels største nulevende forfatter

Bogen efterlader læseren med en længsel efter Jerusalem, både byen her og nu, og Jerusalem i historien, som Amos Oz genskaber så hjerteskærende levende og klogt, som kun de store prosaister kan. -- Foto: Hans Christian Jacobsen.
Bogen efterlader læseren med en længsel efter Jerusalem, både byen her og nu, og Jerusalem i historien, som Amos Oz genskaber så hjerteskærende levende og klogt, som kun de store prosaister kan. -- Foto: Hans Christian Jacobsen.

Kun få uger efter udgivelsen af Herbert Pundiks eminente erindringer, "Det er ikke

nok at overleve", får danske læsere endnu et stort værk om jødisk liv og Mellemøstens nyere historie i hænderne.

"En fortælling om kærlighed og mørke" er en litterær milepæl fra Amos Oz, Israels største nulevende forfatter. Her væver han familiesaga sammen med Israels historie i en intellektuel kraftpræstation, der både er litteratur-historie og politisk historie og samtidig bevægende erindringslitteratur på klassikerniveau.

Det er en bog, man lever i, gemmer sig med, diskuterer med, gør ophævelser over, vender tilbage til, lærer af,

og den efterlader læseren med en længsel efter Jerusalem, både byen her og nu, og Jerusalem i historien, som Oz genskaber så hjerteskærende levende og klogt, som kun de store prosaister kan.

Herhjemme er Oz blandt andet kendt for romanerne "At kende en kvinde" og "Den tredje tilstand", han er permanent kandidat til Nobelprisen og er en aktiv politisk medspiller gennem mange år på den israelske fredsfløj, som danske læsere kunne forvisse sig om i fjor, da den lille og fine bog om konflikten i Mellemøsten, "Hvordan man kurerer en fanatiker", udkom på dansk.

Med "En fortælling om kærlighed og mørke" er vi oppe i erindringslitteraturens sværvægtsklasse og nede i barnehøjde med lille Amos, der kommer til verden i en trang og mørk lej-lighed i en mindre attraktiv bydel i mandattidens Jerusalem.

Eneste søn af vanvittig belæste og fattige østeuropæiske immigranter vokser han op i et fascinerende intellektuelt miljø, præget af idealistisk engagement på vegne af den kommende israelske stat, men også af forældrenes frustrationer og uindfriede faglige ambitioner.

Faderen bliver aldrig den store litteraturforsker, han drømmer om, og moderen lider i stilhed og dør i en ung alder. Hun er gåden, og "En fortælling om kærlighed og mørke" er ikke mindst et forsøg på at forstå moderen. En kvinde, som Oz først i forbindelse med bogens udførelse igen er begyndt at tale om.

Amos vokser op i et Jerusalem, hvor den europæiske lærdom og dannelse støder dramatisk sammen med den svedige mellemøstlige virkelighed.

Synsvinklen skifter elegant og umærkeligt mellem den uskyldige dreng, der oplever forældrene og den farverige omgangskreds i barnehøjde, og den erfarne forfatter, der på mange års afstand ser tilbage og vurderer og fortolker. Med både barnets og den voksnes blik på tingene skaber Oz en perlerække af portrætter, der fremstår frydefuldt livagtige og vedkommende, så langt fra én-dimensionale papfigurer, der befolker så mange andre bøger, som man næsten kan komme.

Vi lærer disse på mange måder excentriske mennesker fra Oz's barndom at kende – som for eksempel bedstemoren Shlomit, der ankommet fra det civiliserede Europa forfærdes over Palæstinas skidt og forurening, og udbryder: "Levanten er fuld af mikrober!" og derfor lever resten af sit liv i rengøringsvanvid. Eller bedstefaderen Alexander, der i sit livs efterår genfinder sex-lysten og boltrer sig i kvindelige bekendtskaber, fordi han opfylder kvindernes hedeste drøm: han lytter til dem. Resultatet er hele menneskeskæbner fra en periode af Palæstinas historie, i årene inden Israels oprettelse, som enhver historisk interesseret læser vil nyde at dykke ned i med Oz som guide.

Bogen kan sine steder næsten bruges som guide til

Jerusalem. Når vi følger den fattige familie til fods tværs gennem byen på vej til det ugentlige besøg hos den lærde slægtning, professor Klausner, hvirvler det rundt med stednavne og lokaliteter. Der bor den og den, og der skete det og det.

Læs, læs og atter læs, er det bestandigt tilbagevendende omkvæd til drengen Amos, der tynges af forældrenes voldsomme litterære ambitioner på hans vegne. Men som også frisættes i bøgernes verden, hvor virkeligheden er suspenderet, og fantasien kan få frit spil. Faderen er en fritænker og rationalist, der sværger til hårdt intellektuelt arbejde, men som også kæmper med forskellige komplekser.

Og Amos vil noget andet, han flytter som 15-årig i kibbutz: "Jeg håbede at blive forvandlet til en solbrændt, stærk traktorfører, en socialistisk pionér uden komplekser og en gang for alle befriet for biblioteker, lærdom og noteapparater."

Sådan går det ikke, men betegnende for hele bogen er, at vi både får historien om Oz's opvækst og udvikling som forfatter, og samtidig introduceres til Israels historie og til de idealer og drømme, der aldrig blev virkelighed, som nu den socialistiske drøm om fællesskab og kibbutzer.

"En fortælling om kærlighed og mørke" er en bog om et af de mest slidstærke litterære emner overhovedet, nemlig barnets overgang til voksenlivet og forholdet mellem uskyld og skyld. På bagsiden citerer forlaget en begejstret anmelder fra det italienske dagblad La Repubblica: "Hvis du blot har to dage tilbage at leve i, er der en ting, du børe gøre, hvis du vil dø lykkelig: Det er at læse denne bog".

Det er måske lige voldsomt nok, men man forstår, hvad anmelderen mener.

Amos Oz:

"En fortælling

om kærlighed

og mørke." Oversat af

Hanne Friis.

632 sider. 398

kroner. Gyldendal. Udkommer i dag.

bach@kristeligt-dagblad.dk