”Historien om Danmark” nåede lørdag aften til det niende afsnit og til tiden fra cirka år 1900 og frem til 1943. Og efterhånden som vi kommer tættere og tættere på nutiden, bliver det tilsyneladende også sværere og sværere for serien at holde fokus. I hvert fald er dette afsnit et af de mindst vellykkede i serien. Det skyldes først og fremmest, at det er svært at se den røde tråd i afsnittet og finde ud af, hvad serien egentlig har på hjerte, når det gælder første halvdel af det 20. århundrede.
Afsnittet indleder med at vise livet på landet i begyndelse af 1900-tallet, der præsenteres som nærmest gennemsyret af en volds- og voldtægtskultur. Der gøres en del ud af arbejdet med at organisere tyende i begyndelsen af århundredet, mens den kvindelige valgret nærmest lige pludselig kommer af sig selv. Under Første Verdenskrig gøres der en del ud af, at man indkalder sikringsstyrken i Danmark, men det bliver ikke helt klart, hvorfor dette skulle være meget væsentligt. Til gengæld overstås genforeningen i 1920 ganske hurtigt. Trods verdenskrisen får 1930’erne via stilen i dramatiseringerne næsten det idylliske skær, der normalt tildeles 1950’erne, og bortset fra selve den 9. april 1940 gøres der ikke meget væsen af besættelsestiden. Men da afsnittet stopper i 1943, kommer der givetvis mere næste gang. Alt i alt kommer begivenheder, udviklingstendenser og fænomener sådan lidt hulter til bulter, mens Christian den Tiende og Thorvald Stauning søges brugt som gennemgående figurer.
Når man kun har en hammer, tror man, alting er et søm, og når ”Historien om Danmark” har besluttet sig til, at dramatiseringer er vejen til levende historieformidling, bliver enhver historisk udviklingstendens til en scene. Det kan have sin berettigelse til at skabe liv og drama, men i dette afsnit lykkes det i mange tilfælde mindre godt.
Man tænker, at både påskekrisen i 1920 og den dramatiske morgen på Amalienborg den 9. april 1940 kunne laves til godt drama. I serien virker scenerne dog tamme og uinspirerede og formår slet ikke at få udnyttet det dramatiske potentiale. Så er der i det mindste mere schwung over at se Stauning tænde sin cigar i slowmotion og closeup, i bedste spaghettiwestern-stil, mens Lars Mikkelsen forklarer om Venstres landbrugspolitiske ståsted under Kanslergadeforliget. Men både når dramatiseringerne fungerer godt og mindre godt, har det den samme effekt – ethvert større fænomen reduceres til en anekdote. Krisen i 1930’erne bliver til forhandlingerne om Kanslergadeforliget, genforeningsspørgsmålet i 1920 bliver til Zahle og Christian den Tiendes skænderi, og kvindelig valgret bliver til historien om kongen, der bad et delegationsmedlem gå hjem og lave kaffe.
Afsnittet dækker en tid, hvor vi har et righoldigt billedmateriale og også en del levende billeder. Disse bruges desværre yderst sparsomt. Alene periodens mange valgplakater kunne være brugt til at fortælle en masse om den politiske udvikling. Men helt typisk for tilgangen bliver selv den allermest ikoniske valgplakat med ”Stauning eller Kaos” blot en lille rekvisit i endnu en dramatiseret scene.
Det rodede indtryk understreges yderligere af nogle lidt bemærkelsesværdige udmeldinger fra Lars Mikkelsen hist og her. Blandt andet når han på baggrund af et sommeridyllisk kolonihavelandskab med glade cyklister fortæller, at i midten af 1930’erne begynder danskerne så småt at få troen på fremtiden tilbage. Det må vist være med streg under ”så småt”, da der stadig var 20 procent arbejdsløshed, stærke hjemlige politiske modsætninger og til tider uroligheder med antidemokratiske tendenser både yderst til højre og til venstre samt et hitlerstyret Tyskland mod syd.
Endnu mere mærkeligt er det, når Mikkelsen forlader os i slutningen af 1943 med en bemærkning om, at danskerne nu alle har fundet deres plads i det nye folkestyre. Det sker lige efter, han har fortalt om augustoprøret i 1943, der jo netop også var en opstand mod regeringens samarbejdspolitik af folk, der altså ikke havde fundet deres plads. Og så midt under Besættelsen, hvor der var både danske nazister og dele af modstandsbevægelsen, som havde helt forskellige tanker om, hvordan styret i Danmark skulle se ud efter krigen.
Og så lige ugens gammelmandssure brok over kort. Når man vil visualisere Første Verdenskrig, er det en glimrende idé at vise et Europakort. Man kan så undre sig over, at den eneste grænse, der er markeret, er den mellem Danmark og Tyskland. Man kan ligeledes undre sig over, at de eneste navne, der står på det grænseløse kort, er Tyskland og Frankrig, når krigen blev indledt med Østrig-Ungarns krigserklæring mod Serbien efterfulgt af Tysklands krigserklæring mod Rusland. Men det bliver simpelthen for sjusket, når den eneste grænse, man vælger at tegne på sit kort, så rent faktisk er forkert. Det er nemlig ikke den daværende 1864-grænse, man har tegnet ind, men den nuværende 1920-grænse, selvom det jo netop er grænsespørgsmålet, der gør krigen allermest interessant set fra en ren dansk synsvinkel.
Alt i alt er lørdagens afsnit desværre et afsnit, hvor det ser ud til, at de mange muligheder og synsvikler har taget magten fra producenterne og forhindret dem i at lægge sig fast på, hvad de egentlig vil fortælle os.
Peter Yding Brunbech er historiker, ph.d., centerchef hos HistorieLab – Nationalt Videncenter for Historie- og Kulturarvsformidling.