Prøv avisen
Bog

Historien om billederne, der er indbegrebet af friluftsliv, sol og sommer

I den glimrende forskningsbaserede bog ”I bølgen blå. Willumsen og de badende børn”, der ledsager udstillingen, dokumenteres og uddybes problematikken omkring ”Badende børn på Skagen Strand” og ”Sol og ungdom”. Her ses ”Badende børn på Skagen Strand”. 1909. Olie på lærred. 265 x 425 cm. Skagens Kunstmuseum, deponeret på J.F. Willumsens Museum. Slide til højre og se ”Sol og ungdom”. 1910. Olie på lærred. 266 x 427 cm. Göteborgs Konstmuseum. – Fotos fra bogen ”I bølgen blå. Willumsen og de badende børn”.

De monumentale billeder ”Badende børn på Skagen Strand” (1909) og ”Sol og ungdom” (1910) er indbegrebet af dansk sommer. Men en ny bog og udstilling påviser, at billederne er så meget andet og mere end det

Med de store billeder ”Sol og Ungdom” fra 1910 og generalprøven ”Badende børn på Skagen Strand” fra 1909 skabte den danske kunstner J.F. Willumsen (1863-1958) to hovedværker i dansk og nordisk kunst. Billederne er blevet opfattet som selve indbegrebet af friluftsliv, sol og sommer med flokken af børn og unge, der kaster sig i bølgen blå.

Men de to billeder er, som så mange andre af Willumsen, så meget andet og mere. Selvom de to ekstatiske billeder af de badende børn og unge på stranden synes at mime naturens egne skabende kræfter, er de ikke blot en impression, men også en syntese af det sete og erfarede hos kunstneren. Billederne er i lige så høj grad baseret på en idé som på studier af virkeligheden. Og begge motiver er arrangerede efter alle kunstens regler.

Det har forskningen vidst i en lang årrække, ikke mindst i kraft af alle de ord, Willumsen selv knyttede til de to billeder i kommentarer, breve og noter og alle de forstudier, han skabte med lerfigurer, tegninger, mindre malerier og indgående studier af lys, farve, tekstur, penselstrøg og rytmik.

Læg dertil kunstneres omfattende samling af fotografier, egne og andres, avisudklip og fornemmelser for tidens idémæssige strømninger, herunder den såkaldte ”livsfilosofi” og vitalisme, som de to billeder er eksemplariske udtryk for.

Af samme grund blev de to billeder ikke til som øjebliksbilleder af impressionistisk tilsnit, nej, de var undervejs i hen ved 10 år, før de krystalliserede sig på lærrederne i et sigende og givende mønster.

Forud var gået så mange forstudier, at disse i sig selv kan fylde det meste af et museum. Det gør de så nu, hvor først Skagens Museum og siden J.F. Willumsens Museum viser udstillingen med de to store værker samt alle de forstudier, som det har været muligt at finde og samle.

Det er – tro det eller ej – første gang, at Willumsens to stort set parallelle hovedstykker vises sammen. ”Badende børn på Skagen Strand” tilhører Skagens Museum, mens ”Sol og ungdom” tilhører Göteborgs Konstmuseum, og selvom de to byer ligger stort set lige over for hinanden, har den mentale og rent faktiske rejse over Kattegat taget sin tid.

Men nu finder foreningen sted, så beskueren og læseren kan følge processen hele vejen fra de mange skitser til de to hovedværker, der med sigende forskydninger i motiv og farve udtrykker en identisk kunstnerisk bestræbelse på at skildre det dengang nye og jomfruelige 20. århundrede som ungdommens. Den svenske samfundsfilosof Ellen Key havde profeteret det ny århundrede som barnets, Willumsen visualiserede visionen. For en vision var og er de to billeder.

I den glimrende forskningsbaserede bog ”I bølgen blå. Willumsen og de badende børn”, der ledsager udstillingen, dokumenteres og uddybes problematikken omkring ”Badende børn på Skagen Strand” og ”Sol og ungdom”. Både ud fra kunsthistoriske og bevidsthedshistoriske synsvinkler og fra antropologiske og pædagogiske samt biografiske, hvor Willumsens eget nye liv med sin hustru nummer to, Edith, spillede en afgørende rolle for hans inspiration og stærke følelse af at have fået livet igen på en ny måde.

Kunstneren lod børn og unge kaste sig i havet, men han kastede sig også selv ind i livet med en ny sanselighed og vitalitet i, hvad han selv kaldte ”en af de lykkeligste perioder i mit liv”.

Louise Bugge Jacobsen og Annette Johansen skildrer ud fra Willumsens egne notater, hvordan han når frem til det, han kalder ”fantasibilledet”, altså visionen om stranden, solen og de ekstatiske kroppe i fri dressur.

Det sker netop igennem de mange forstudier. Som en musiker, der indøver skalaer i en fortsat uendelighed, indøver Willumsen sit motiv i alle detaljer. Han må, som han skriver, ”lære motivet udenad omtrent, forinden jeg begyndte at male”.

Det er kunsten! At få hele motivet ind i bevidstheden og håndelaget, før det kommer ud. Præcis som musikeren, der lærer partituret udenad, så lyden til sidst kan strømme frit, ekspressivt. I Willumsens tilfælde den maleriske bevægelse, maleriet maler finalt sig selv, så at sige, først som generalprøve, siden som fuldendt værk.

Derfor er intet heller helt, hvad det giver sig ud for hos Willumsen. Skagen Strand står ikke alene som Willumsens studieobjekt, kunstneren har også været på stranden i Amalfi og i Bretagne.

Og de tre steder har han ikke udelukkende set på de badende børn og de rullende bølger og taget skitser og fotografier. Han har også kigget dybt i historien og idrætten; således er et af børnenes nærmest naturstridige saltomortale i vandet hentet dels fra de stivnede former hos et af ofrene for vulkanudbruddet i Pompeji og Herculaneum, dels fra et foto af en udspringer på vippen under De Olympiske Lege! Willumsen arbejdede metodisk, ikke spontant.

Anders Ehlers Dam påviser i et interessant essay, at Willumsen – med filosoffen Nietzsche et sted inde bagved – omvurderer sine egne værdier fra den symbolistiske periode i hans formative år, men uden at svigte dem eller helt forlade dem.

I et forsvar for sine to store badebilleder som andet og mere end friluftsmaleri påpeger kunstneren, at den tidligere aften- og nattestemning fra 1890’erne her i 1909-1910 er afløst af det, han kalder ”dagstemning”.

Halvmørket er i sandhed blevet til hellys, men selve stemningen er ikke forsvundet. Den er intakt, badet i lys, hvor den før var svøbt i mørke. Willumsens tidligere dunkle fremtidsmusik er forvandlet til en entusiastisk og munter lidenskab og kropslig frisættelse.

Anne Gregersen kalder i forlængelse heraf Willumsens to badebilleder for konceptuelle og forudbestemte erklæringer om menneskets forhold til naturen. Begge billeder er underlagt en fælles idé med stranden som et teater for dynamisk kropsudfoldelse og euforisk leg.

Strandmotivet, der først fra midten af 1800-tallet udviklede sig til en selvstændig genre inden for kunsthistorien, når med Willumsen sin kulmination, påpeger Mette Bøgh-Jensen. Hvad der tidligere var en skræmmende og sublim oplevelse af afgrund og forlis, bliver nu et alment accepteret udtryk for et frit og sundt liv, lyst i kuld og køn.

Det samme gælder – til en vis grad – de nøgne børn og voksne. Ning de Coninck-Smith påviser, hvordan børnene myldrer frem i nordeuropæisk kunst i disse år, hos P.S. Krøyer, Fritz Syberg, Peter Hansen og Edvard Munch eksempelvis, men Willumsen omgår det eventuelt provokerende i nøgenheden ved mest at vise den nøgne ungdom fra ryggen.

Børnene styrter ikke ind i beskuerens blik, men ud af det mod lyset og havet, ja lyshavet. Børnene var i tiden ikke bare nøgne børn, men indgik i en både vitalistisk og socialdarwinistisk søgen efter menneskets oprindelighed i en verden, hvor Gud var blevet erklæret for død.

Alt dette og meget, meget mere kan læses ind i og ud af Willumsens to storslåede badebilleder, hvor kunstneren forener impressionisme, symbolisme, vitalisme, ekspressionisme og fauvisme i en egen helt suveræn syntese.

Fra det første billede til det andet kan man se, hvordan Willumsen forstærker udtrykket, kontrasten skærpes; farverne køres endnu en tak op i det manieristiske og grelle, som kunstneren var optaget af i de år; der skrues op for blusset på solen, så den virkelig både skaber og mærker sine menneskebørn.

Og se så på den centrale løbende dreng. I det finale ”Sol og ungdom” breder han armene ud. Den store dreng lægger ikke an til at springe i havet, men til at favne solen og fyldes af dens skabende energi.

kultur@k.dk

– Fotos fra bogen "I bølgen blå. Willumsen og de badende børn".