Historien om Børge, der blev til Borge

I dag for 100 år siden blev den største danske entertainer og hjertevarme, musikalske humorist Victor Borge født. Han bragte dansk humor til Broadway og begavede verden med 70 års krampelatter fra sit klaver

En ung Victor Borge underholder ved flygelet i 1950'erne. –
En ung Victor Borge underholder ved flygelet i 1950'erne. –. Foto: .

Kun én har formået at gøre et komma, et kolon og et punktum hyldende morsomt. Pianisten, humoristen og Danmarks hidtil sjoveste verdensstjerne, Victor Borge, ville i dag være blevet 100 år. Borges entertainerstil var en kombination af drengede unoder og en dyb charme, som gik ud over konventionelle kutymer omkring klassisk musik.

Victor Borge var også en blufærdig og tænksom mand, som brugte humoren til at overleve flugt og fattigdom og komme frem i livet. Og frem kom sønnen af den kongelige kapelbratschist. Med 849 forestillinger på Broadway er Borges show stadig det mest spillede nogensinde. Han var hyppig gæst på tv og havde mange venner fra den royale og politiske elite. I 1953 blev han kåret af avisen The New York Times som verdens morsomste mand, og i 1999 modtog han en pris for sit livlange bidrag til amerikansk kulturliv af daværende præsident Bill Clinton. Han var og er uden sidestykke den største danske entertainer.

Udgangspunktet for Victor Borges succes var den klassiske musik, som han stort set altid brugte i sine numre. Da Børge Rosenbaum, Borges fødenavn, blev født den 3. januar 1909, var hans far, Bernhard Rosenbaum, ansat ved Det Kongelige Kapel og modtog violinelever i hjemmet i Classensgade på Østerbro. Mens moderen Frederikke underviste i klaverspil, levede Borges far for musikken hjemme og i Det Kongelige Kapel. Da Borge blev født, var faderen 61 år, så lille Børge nåede aldrig at imponere den forventningsfulde far. Faderen kendte kong Christian X fra sine spadsereture til arbejde forbi Langelinie, hvor kongen red sine faste morgenture, og fra de mange hofballer, hvor Bernhard spillede med udvalgte musikere. Victor Borge overtog faderens sans for elitære og royale bekendtskaber senere i livet. Han overtog også faderens nervøse træk som solist og droppede derfor karrerieren som koncertpianist. Til gengæld blev han en helt anden slags pianist, som kunne få både publikum og kolleger til at hulke af grin. Et stort øjeblik i dansk sammenhæng var da fløjtenisten Michala Petri næsten måtte opgive at spille videre.

Der var ingen religiøse undetoner i Borges barndomshjem. Først da han en dag på vej hjem fra skole blev kaldt dumme jødesmovs, gik det op for ham, at han var anderledes. Jødedommen har kun haft en lille plads i Borges hjerte, men den kom til at påvirke hans liv drastisk og sende ham væk fra Danmark, familie og karriere.

I skolen kedede Victor Borge sig gevaldigt. Skolens militaristiske undervisningsmetoder passede ikke den kreative Børge, som hellere ville øve sig på pianoet derhjemme eller lege dirigent til radioens klassiske koncerttranmissioner. Skoleinspektøren kaldte ham velbegavet, men doven. Han fik privatundervisning og øvede sig på klaveret.

Borge blev optaget på Musikkonservatoriet som 15-årig, og året efter flyttede han et år til Wien med underviseren Victor Schiøler. I 1926 spillede Borge sin første reelle klassiske koncert i Odd-Fellow Palæet til fordel for Dyrenes Beskyttelse, og kort efter drog han til det europæiske musikcentrum Berlin.

I 1931 viste Borge første gang sit talent som klaverklovn i Handels- og Kontoristforeningens årlige revy. Igennem 1930erne medvirkede han i Hornbækrevyen, Cirkusrevyen, og restauranten Zigeunerhallen. Gennembruddet kom i Bellevue Teatrets Sommershow i 1937, hvor han optrådte med numrene Fonetisk Tegnsætning og Torsdagskoncerten.

Borge fik udviklet sin sans for spontanitet og improvisation, som har præget hele hans karriere.

Jeg føler altid, når jeg står på scenen, at der er noget, jeg skal gøre, men som jeg ikke får gjort. Til gengæld gør jeg sporadiske ting, jeg ikke skulle gøre.

I 1974 var Borge gæst i Det Hvide Hus, kort efter Richard Nixon havde forladt det. Da han for 10. gang blev spurgt om sit navn ved en ny døråbning, sagde han Nixon foran gæster og tv-kameraer.

Victor Borges komik blev sat på prøve i takt med det voksende Nazityskland syd for grænsen i 1930erne. Borge benyttede enhver lejlighed til at kommentere udviklingen fra scenen, men blev angrebet i det nazistiske blad, Fædrelandet. Danmark fik sit eget naziparti, og Borge blev truet flere gange blandt andet med at få brækket fingrene, som var ham så kære. Borge fornemmede, hvor det bar hen, og blev i 1940 i Sverige under en turné. Kort efter blev Danmark indvaderet af tyskerne. Victor Borge kom aldrig tilbage til Danmark for at bosætte sig igen.

Han sneg sig dog til København for en enkelt gang forklædt som sømand for at se sin dødssyge mor for sidste gang, og samme sommer flygtede Borge med den første kone, Elsie, videre til New York med båd.

Borge kunne ikke engelsk og havde 20 dollars i lommen. Men allerede to år senere i 1941 deltog han i Bing Crosbys radioshow og blev udnævnt til årets radiofund året efter. I 1942 skiftede han navn til Victor Borge. Victor lød musikalsk, syntes han selv.

Borge optrådte i flere populære tv-shows i USA og blev i 1948 amerikansk statsborger. Efter at have optrådt i film med blandt andre Frank Sinatra brød Borge for alvor igennem i begyndelsen af 1950erne. Han blev så populær, at han lejede Broadway-teatret Golden Theatre i næsten halvandet år til sit soloshow Comedy in Music, der gik 849 gange for udsolgte huse. Siden har han dirigeret store operaopsætninger med USAs og Europas største orkestre og spillet for tusindvis af amerikanere, medvirket i shows med Dean Martin, Frank Sinatra og Kermit the Frog i Muppet Show. Victor Borges musikalske komik var unik. Han havde stor succes med både at spille på klaveret og på publikums reaktioner.

I 1948 vendte Borge for første gang tilbage til det land, han var flygtet fra otte år tidligere. Det blev til et kærligt gensyn med hele Danmark, husker Borge. I lufthavnen ventede vennerne fra Zigeunerhallen med musik og sang. Borge genså de resterende familiemedlemmer og drog land og rige rundt for at spille koncerter. Turen sluttede i Tivolis Koncertsal sammen med Det Kongelige Kapel, der havde betydet så meget for Borges far, og som knyttede sig så kraftigt til hans barndom. Denne gang tilsat lidt humor.

Se en klassisk koncert på tv, og prøv at slukke for lyden. Ejer du en anelse humor, vil du dø af grin musikerne ser jo fuldstændig fjollede ud.

Victor Borge døde 91 år gammel i sit hjem i Connecticut den 23. december 2000. Han var netop hjemvendt fra en af sine mange rejser til sit elskede København. I 2002 blev en hidtil unavngivet plads på Østerbro i København døbt Victor Borges Plads.

Citater og fakta i denne artikel er blandt andet inspireret af Victor Borges bog Smilet er den korteste afstand fra 1997.

krasnik@kristeligt-dagblad.dk

Kunstnerne stod i kø for at deltage i The Muppet Show. Victor Borge var en af dem, der fik lov at synge og spille med dukkerne. Her spiller han sammen med hunden Rowlf. –
Kunstnerne stod i kø for at deltage i The Muppet Show. Victor Borge var en af dem, der fik lov at synge og spille med dukkerne. Her spiller han sammen med hunden Rowlf. – Foto: .
Victor Borge, som mange husker ham. Som den velkædte entertainer med det lune blik og varme smil. –
Victor Borge, som mange husker ham. Som den velkædte entertainer med det lune blik og varme smil. – Foto: Leif Tuxen.