Judith Winther har skrevet en bog af interesse for alle, der ønsker at forstå, hvordan vi kommer videre i skabelsen af et samfund præget af omsorg og menneskeforståelse. Ved hjælp af fortidens erfaringer beskriver hun civilsamfundets historie i håb om at kunne bruge dets erfaringer i dagens samfund.
Og hvad menes der så med det civile samfund? Winther (der ikke skal forveksles med lektoren af samme navn på Carsten Niebuhr Instituttet) tilbyder mange mulige definitioner, men hendes egen tese er, at det civile samfund består af mennesker og organisationer, der ikke besidder den politiske magt. I dag tales der om ngoer (non-governmental organizations), men Winthers civilsamfund er et bredere begreb.
For at følge civilsamfundets udvikling skelner Judith Winther mellem Historien med stort H, eller magthavernes udgave, og de subsistensløses og magtesløses historie. Dette kan måske lyde som marxisme, men Winther sværmer ikke for folket som sådan. Alligevel peger hun på bøndernes historiske samfundsbidrag, og det er hendes formål at nå bag om eliternes Historie-fortælling og frem til de grupper, som har levet en skyggetilværelse.
Winther brugte et årti på at skrive bogen, som baserer sig på flere årtiers engagement i græsrodsbevægelser. Resultatet er en indsigtsfuld kulturhistorie, inspireret af den tyske renæssancehistoriker Jakob Burckhardts forsøg i 1800-tallet på at nå ud i alle hjørner af samfundslivet. Winthers arbejde tager udgangspunkt i de oldgræske tænkere, specielt Aristoteles, hvis statslære hun præsenterer og afviser: Der er tale om en elitær styringsmodel, hvor en lille gruppe intellektuelle tager sig af statens anliggender. Det civilsamfund, som det vi i dag taler om, er det i alt fald ikke. Udsagn af denne type gør op med mere end 2000 års beundring for oldtidens Athen som det perfekte samfund og en model for senere tiders demokrati. Winther mener dog, at det er vigtigt at lære disse modeller at kende, og i den forstand er hendes kulturhistorie positiv og skabende: Hun insisterer på, at fortiden skal kendes, for at nutiden kan ændres.
Bogens store overraskelse er, at den ikke nøjes med oldtidens Grækenland og Rom. Hendes kapitel Det gamle Mellemøsten: Hvem drev udviklingen? udvider forståelsen af antikken både geografisk og kulturelt. Hele Middelhavsområdet og Mellemøsten er relevant. Winthers projekt er at forstå civilisation som sådan. Hun udfordrer faghistorikere og siger, at de endnu ikke har taget udfordringen op ftil at gå det skridt videre at kæde de religiøse fremtrædelsesformer sammen med de samfund, hvori de fremtræder, og med de mennesker, der har levet med dem.
Påvirket af religionshistorikeren Mircea Eliade, mener Winther, at det er hos den brede befolkning, at det er muligt at finde de oprindelige religiøse impulser. I sine overvejelser om kristningsprocessen i Europa påpeger hun helt rigtigt, at de enkelte herskeres valg af den kristne religion er underordnet i sammenligning med almindelige menneskers vilje til at kombinere deres gamle tro med den nye kristendom.
Kapitlerne om Grækenland, Middelhavsområdet og Rom er bogens mest interessante og originale bidrag til en omfortolkning af vor kulturs historie. Winther får især meget ud af de primære kilder omhandlende Rom, som hun til dels må have læst på latin. Hun mener, at Romerriget under kejserne nåede et balancepunkt, som gav den brede befolkning stor selvstændighed og gode materielle kår. Men så gik det galt: Da balancen mellem det offentlige liv og det private var borte, dvs. da folk begyndte at tænke mere på sig selv end på fællesskabet eller staten, var også Romerrigets styrke borte, skriver hun.
Winther gør op med den traditionelle opfattelse (skabt af romerne selv) af republikkens dyder og kejserrigets laster. Hun har gennemtænkt Romerrigets udvikling på en frugtbar måde. Desværre holdes dette kvalitetsniveau ikke i kapitlerne om den europæiske middelalder. Her er Winther afhængig af sekundære værker, og hendes søgen efter den brede befolknings indsats bliver besværliggjort af kildernes manglende udsagnskraft. Hun forstår desuden ikke, at det var en revolution i den menneskelige bevidsthed, at klostergrundlæggeren Benedikt anså fysisk arbejde for at være værdifuldt. Og at munkene derfor ikke repræsenterer en snæver elite, men den menneskehed, som de tjente med deres bønner og arbejde.
Winther viser, hvordan bønderne i den tidlige middelalder indgik i en alliance med de germanske stammer, der blev kaldt barbarerne. Jeg er enig i denne betragtning, men Winther overså, at en engelsk historiker, Christopher Dawson, allerede i 1932 fremhævede, at de tre bærende elementer, der skabte middelalderens Europa, var barbarerne, romerne og den kristne kirke.
Denne bogs største svaghed er et træk, som optræder i mange af vor tids debatter og litteratur: en nedvurdering af kristendommen som kulturbærende faktor i vores fælles historie. Winther har et skarpt blik for religionens betydning i de mellemøstlige samfund, mens hun sætter lighedstegn mellem Vestens kristendom og en magtsyg elite.
Det skal dog siges til Winthers forsvar, at hendes bog er ufærdig. Den slutter omkring år 1000, og hun nåede derfor ikke at tage stilling til 1100-tallets kulturblomstring i Vesteuropa. Hendes dialog med historien sluttede i 2004 på grund af en kræftsygdom, og det er hendes søn, K. Tobias Winther, der har taget sig af bogens udgivelse. Han har skrevet både forord og efterskrift, og han har sørget for, at bogen også kan fås som gratis e-bog (www.civilsamfundetshistorie.com).
På trods af visse mangler er Judith Winthers bog et provokerende og inspirerende bidrag til den kulturhistorie, som i disse år bliver af større og større betydning. Vi er omgivet af narcissisme, kynisme og nihilisme, men det er muligt at komme videre ved at gå tilbage til fortidens kilder og ved hjælp af dem at genoverveje, hvorfra civilsamfundet går.