Lørdag blev det tid til den store finale i DR’s store historieserie ”Historien om Danmark”, men DR havde desværre ikke valgt at gemme det bedste til sidst. 10. og sidste afsnit står som hele seriens ringeste og var en kedelig finale på en serie, der ellers havde flere gode takter undervejs. Seriens tilrettelæggere har tydeligvis haft det lettere med fremstillingen af de ældre perioder, og de mange muligheder for, hvordan man kunne vinkle 1900-tallet, har taget pusten fra dem.
Sidste afsnit starter midt under besættelsestiden i 1942, hvor vi får at vide at besættelsesmagten slår hårdt ned på al modstand, og hvor vi ser Inger Merete Nordentoft blive anholdt ”af tyskerne”, som det hedder, mistænkt for at gemme modstandsfolk. ”Tyskerne” spilles ikke overraskende af to fede mænd i sorte læderfrakker. Men serien ignorerer nærmest fuldstændig det faktum, at det jo i 1942 var den danske regering og det danske politi, der primært bekæmpede modstandsbevægelsen. Den danske statsminister Vilhelm Buhl holdt den berømte/berygtede anti-sabotage tale i september 1942, dansk politik stod for langt det meste sabotageopklaringsarbejde, og det var en dansk domstol, der idømte Inger Merete Nordentoft fængsel. Hele det billede af besættelsestiden, som ”Historien om Danmark” viser os, er det gode gamle konsensusbillede om et enigt folk mod en ond besætter og uden nogen form for modsætninger mellem eksempelvis modstandsbevægelse og politikere. Det er et billede, der gik af mode for snart 50 år siden, og som der ikke er nogen som helst god grund til at genindføre i dag.
Hoveddelen af afsnittet handler dog om tiden efter Anden Verdenskrig og består af en lang række næsten hektisk skiftende små scener, hvor vi får at vide, at nu fik danskerne traktorer (uden helt at være med på hvornår), nu blev de bange for krig, og nu holdt de heldigvis op med at være bange igen og fik alle sammen råd til ferie. Selvom det er en periode, hvor der jo er tonsvis af overleveret billed- og filmmateriale, holder serien fast i sine dramatiseringer. Det er dog meget svært at forstå hvorfor, da den ensartede og karikerede stil får det meste af afsnittet til at ligne en DVD med fraklip fra tv-serien ”Krøniken”.
Og så er der alle de mange mærkelige indtryk, vi efterlades med. Den store velstandsstigning i løbet af 1960’erne får vi indtryk af skete allerede i slut 50’erne, hvor hele landet pludselig får råd til både sydlandsferie og egen bil. Velfærdsstaten bliver nærmest egenhændigt opbygget af Jens Otto Krag med den ene hånd bundet på ryggen, og det ser lidt ud som om, han får ideen til den, mens hans kæreste får en illegal abort på bordet i stuen ved siden af hans kontor. Krag får dog hjælp til velfærdsstatsprojektet af Marshall-hjælpen og så, igen lidt overraskende, af Kirsten Hüttemeier, der hjælper med at sælge alle de nye køleskabe, den danske industri pludselig producerer. Jeg under naturligvis Kirsten Hüttemeier hendes retmæssige plads i historien, men at gøre hende til en af hovedfigurerne i dansk besættelses- og efterkrigstidshistorie er måske dog alligevel lidt friskt.
Den kolde krig får vi også en masse at vide om og så alligevel ikke rigtig. En masse mennesker render rundt i en bunker i 1962, hvor vi får at vide, at verden er på randen af atomkrig. Serien nævner dog ikke Cubakrisen med et eneste ord, hvilket gør det ret vanskeligt at forstå, hvad de mange mennesker er så meget i panik over. Til gengæld får vi indtryk af, at den kolde krig så nærmest var overstået i 1963, og at atomkapløbet var slut. Trist at Lars Mikkelsen glemte at fortælle det til russerne, som rent faktisk femdoblede deres atomslagstyrke i perioden 1964-74.
Da vi når 1970’erne, virker det som om, tilrettelæggerne har kigget på uret og tænkt ”shit – vi har kun 10 minutter tilbage!”. I hvert fald er Danmarks historie i 1980’erne reduceret til en visualisering af en tvangsaktion, hvor et, overraskende nok, festklædt ægtepar slæber flyttekasser ud i en flyttebil, mens vi dog heldigvis får at vide af Lars Mikkelsen, at det lykkes den borgerlige regering at få styr på den katastrofale økonomi. Pyha. Vi får også lige Berlinmurens fald med, og serien slutter brat med, at vi får at vide, at fremtiden nu ser lys ud, i hvert fald for en tid, hvorefter Lars Mikkelsen går ud på en kort mole ved Stevnsfortet og stopper op, da han ikke kan komme videre. Og det var så det.
Serien forlader således både Lars Mikkelsen og seerne lidt rådvilde. For hvor var svarene på de store spørgsmål, vi blev lovet. ”Historien om Danmark” hævdede at være historien om, hvordan et land blev til et land og et folk til et folk, men serien veg stedse udenom de svære spørgsmål, om både hvad der menes med et folk og med et land. Særligt i seriens første sæson var der flere fine afsnit om de ældre tider, men jo tættere serien kom på nutiden, jo mere anstrengt virkede den massive brug af skuespillerbårne dramatiseringer, og jo mere virkede det også som om, tilrettelæggerne blev i tvivl om, hvad de egentlig skulle stille op med deres materiale.
Historien om Danmark skulle være danmarkshistorie formidlet på en ny måde, hvilket den til dels også levede op til, og flere af seriens enkeltstående afsnit var både vellykkede og til dels også nytænkende bud på historiedokumentarprogrammer. På det overordnede plan var serien imidlertid ikke en ubetinget succes. Historiesynet var for gammeldags og skabelonagtigt med kongefokus og fattige bønder, der blev pint af onde herremænd. Og seriens egen fascination af sit dramatiske billedsprog tog overhånd, samtidig med at manuskriptarbejdet særligt i seriens to sidste afsnit lod en del tilbage at ønske. Men det er også en meget vanskelige opgave at skrive en samlet danmarkshistorie fra seneste istid til Murens fald. Måske også mere vanskelig end DR troede, da de startede projektet.
Peter Yding Brunbech er historiker, ph.d., centerchef hos HistorieLab – Nationalt Videncenter for Historie- og Kulturarvsformidling.