Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Bog

Historien om de danske Nobelpriser

4 stjerner

Fin bog om dem, der fik – og ikke fik – Nobelprisen

Ordet i denne bogs undertitel er vigtigt: præciseringer. For det er Aage Jørgensens ærinde at nå frem til, eller så tæt som muligt på, det faktuelt rigtige.

Mange litteraturfolk har meget at takke Jørgensens bibliografier for gennem årene. Hvad han ikke har støvet op og præciseret af artikler, årstal og steder er ikke værd at nævne. Denne gang handler præciseringerne om nobelpriser, især til Danmark og lidt til Norden.

Jørgensen har haft adgang til arkiverne og kan herfra berette om vejen for Blixen, Gjellerup, Pontoppidan, Knudsen og Rørdam gennem indstillingssystemet i forbindelse med Nobelprisen i litteratur.

Selv har jeg svært ved at gå op i disse Nobel-præciseringer om, hvem der blev indstillet af hvem, hvem som fik, og hvem som ikke fik prisen, med mindre det ses som en kilde til tidsånden, hvad Jørgensen flere steder har et godt øje for. Men Blixen var altså indstillet flere gange og tættest på at få Nobelprisen i 1959, men fik den ikke, fordi man var angst for alt for mange nordiske prismodtagere efter hinanden.

En del forskere er gået op i denne Nobel-sag med forskellige påstande, og nu præciserer Jørgensen altså, hvad der ser ud til at være det faktuelle. For mig at se er det mere interessant at iagttage vurderingerne af Karen Blixen i de omhyggeligt gengivne responsa op til afgørelsen. Man er ikke helt så imponeret i Sverige af hende, som vi senere er blevet det i Danmark. Jo, ”Den afrikanske Farm” er alle begejstrede for, men resten af forfatterskabet antager man for lidt for kunstigt uden egentlig bevægende stemning. Det moderne i hendes tilgang har man ikke sans for: kritikken under den glinsende overflade.

Men der er andre artikler i det samleværk, bogen også er, det vil sige optryk af allerede bragte bidrag til tidsskrifter og lignende, der er værd at se nærmere på. Vigtigst er den eneste undtagelse, den ikke tidligere publicerede afhandling om Nobelprisen, som blev delt mellem Gjellerup og Pontoppidan i 1917, hvor fundatsens formulering om, at prisen skulle gives til et værk med ”idealistisk retning”, fik stor betydning. Jakob Knudsen var blevet indstillet i 1916 og havde haft en vis chance for at gå igennem, men døde i januar 1917.

Georg Brandes var også indstillet, men man udgrænsede ham og fik så at sige Pontoppidan som den realistiske kandidat, der skulle balancere den idealistiske Gjellerup. Det idealistiske blev også fremhævet, da lyrikeren Valdemar Rørdam blev indstillet i 1937 af litteraturhistoriker Ejnar Thomsen og Kaj Munk. Dette ideologiske trekløver handler en tredje artikel om, hvor Jørgensen præciserer sig op mod Søren Krarups begejstring for Rørdams nationale synspunkter og godtagelsen af hans undskyldning for nazistiske tilbøjeligheder. Rørdam var som mange andre kommunist-forskrækket i 1941 og begik dette år et digt, som støttede Tysklands kamp mod Sovjetunionen. Det fik både Thomsen og Munk til at vende sig fra ham.

Bogen drejer sig altså om udenværker ved forfatterskaber, indstillinger til priser, debatter og lignende. Det faktuelle i dem er altid interessant, især fordi det i perspektiv fortæller så meget om tidsånden dengang.