Stofmængden er kolossal, men formidles ubesværet. Lisbeth Høghs 912 sider store historiske roman i to bind, ”De satte os fri. En danmarkskrønike om frihed og fred, fruentimmere og folkestyre” er trods sit omfang ingen tung sag, snarere tværtimod.
Bertel Haarder betegner i forordet bogen som ”en dramatisering fra 50 års danmarkshistorie”. En dækkende karakterestik. Den historie, der fortælles, begynder i 1869 og slutter ved grundlovsændringen i 1915, da kvinderne opnåede valgbarhed og valgret.
Romanformen har Lisbeth Høgh valgt for at levendegøre stoffet og gøre det let tilgængeligt. Det må siges at være lykkedes. Hun følger nøje de historiske begivenheder samtidig med, at hun – som hun erkender – har fortolket og digtet ”hen over kilderne”. Således er en del perifere personer fiktive. Hun forsøger – og resultatet er medrivende – at kombinere krav til historieskrivning med krav til en roman.
Vi følger blandt andre Matilde Bajer, medstifter af Dansk Kvindesamfund og dets første formand – og desuden med i forreste række af fredsbevægelsen –, hendes mand Fredrik Bajer, en venstrepolitiker og fredsforkænper, der i 1908 blev tildelt Nobels Fredspris, samt endvidere den nationalliberale politiker, redaktør og digter Carl Ploug og hans hustru Elise.
Lisbeth Høgh fremstiller de medvirkende ikke alene i deres udadvendte liv, men også i deres private, glæder og sorger, såvel som magtkampe og svindel, utroskab og skam. Ikke at disse elementer på noget tidspunkt bliver hovedsagen, men de tjener til at gøre personerne og deres virkelighed nærværende. Det er romanbidraget til historieskrivningen.
En konkret scene antyder de omkostninger, det engang havde at engagere sig for eksempel i kvindesagen. Og så drejer det sig endda om meget mindre end at engagere sig, men blot om at udtrykke en vis forståelse for sagen. Det er Elise Ploug, der vover at gå så vidt – og for hendes konservative mand går hun virkelig vidt. Det er utilladerligt, han bliver dybt chokeret og forlader huset, dørsmækkende. Og så fortryder Elise. Hvad betyder, tænker hun, valgret og ligestilling, hvis det skal koste kærligheden? Hun beder Ploug om forladelse. Og den bevilges hende. Sammen med en forsikring om, at det pinagtigt indtrufne aldrig mere nævnes.
Det kunne være fristende at forvise Ploug til karikaturen. Men det gør Lisbeh Høgh ikke, hun viser også hans sympatiske sider. Som når hun lader læseren opleve ham gennem hans inderlige kærlighed til Elise. Det er smukt.
Konkrete scener kan i det hele taget sige meget. Som i en kort sekvens, hvor Matilde og Fredrik Bajer forarges over ønsket om at holde blandt andet et fakkeltog til ære for kongen i taknemmelighed over systemskiftet i 1901, afslutningen på perioden, hvor folkestyret var sat ud af kraft ved, at højreregeringen trodsede flertallet i Folketinget. Venstre svarede igen med en”visnepolitik”, så lovgivningen ikke kunne finde sted på normal vis.”Det gik hidsigt for sig,” som Bertel Haarder bemærker i forordet.
Matilde Bajer udbryder forarget: ”(...) et fakkeltog! Som om systemskiftet var et udslag af velvilje fra Hans Majestæt.” Hendes mand tilføjer: ”Nej, det er ikke foregået med Majestætens gode vilje! Så var det nok sket lidt før!”
I en virkningsfuld scene opleves digteren Bjørnstjerne Bjørnson – med en veludviklet sans for selviscenesættelse – som taler ved Himmelbjergmødet i 1892:
”En kæmpeskikkelse, bredskuldret under den store kappe. Med en teatralsk gestus hæver han armen, lader den hænge dér i luften, for så langsomt, uendeligt langsomt, at lade den falde”.
Hans budskab – forkyndt med rungende røst – er, at præsterne og lærerne skal tale mere om ”den store fredssag”. ”Det er for snæver en religion, der prædikes! De bedste tanker i dette og forrige århundrede er tænkt af folk, der står uden for kirken”.
Lisbeth Høgh er en god fortæller – med overblik. Og hun går grundigt til værks, romanen er en mosaik af mange enkeltheder, mange detaljer. Med andre ord: også historiens sekundviser registeres – og med grundlovsændringen falder klokken i slag.
En deputation af kvinder får foretræde for kong Christian X. ”Deres Majestæt! Denne dag er den lykkeligste dag i mit liv”, siger en af kvinderne. Men den kongelige feststemning er ikke påfaldende, ja, vel nærmest ikke eksisterende. Uden mindste antydning af et smil svarer han således: ”Ja, jeg synes nu hellere, at De skulle gå hjem og lave kaffe til Deres mand!”.