Historien om den rødhårede kvinde flammer ikke op

Nobelpristageren Orhan Pamuk er på klassisk grund, men stiller sig vel mageligt an i sin 10. roman, ”Den rødhårede kvinde”

Orhan Pamuk er født i 1952 og modtog i 2006 Nobelprisen i litteratur. Her ses han på Københavns Universitet i 2012, hvor han modtog Sonningprisen. –
Orhan Pamuk er født i 1952 og modtog i 2006 Nobelprisen i litteratur. Her ses han på Københavns Universitet i 2012, hvor han modtog Sonningprisen. – . Foto: Keld Navntoft/Ritzau Scanpix.

Den vigtigste oplysning om hovedpersonen i Orhan Pamuks nye roman på dansk er, at han er forfatterspire. Romanen om Cem Celik, som han hedder, er en lang – nej kort, romanen er hurtigt læst – tematisering af forfatterens livsvilkår og fortællingers fikspunkt mellem fantasi og virkelighed.

Det er en romantype og et emne, som man ikke ser så ofte længere, men mange store romanforfattere fra det 20. århundrede har skrevet om forfatteren som iagttager og parasit, der omformer det levede liv til sine fortællinger og leger med læserens forventninger til en litterær tekst – fra Philip Roths roman, passende betitlet ”Forfatterspire”, til Paul Austers romanunivers, som Orhan Pamuks nye i særlig grad minder om.

”Den rødhårede kvinde” er delt op i tre afsnit, hvoraf de to første fortælles af Cem, og det sidste af titlens rødhårede kvinde, som Cem i sin ungdom havde en affære med. Cem er interesseret i geologi og bor alene i den tyrkiske storby Istanbul med sin mor, efter at hans politisk aktive og dameglade apotekerfar har forladt dem. En sommer får Cem et fritidsarbejde som medhjælper til den respekterede brøndgraver Mahmut. Lærling og mester skal finde vand i den fiktive landsby Öngören uden for metropolen, hvor den modne rødhårede kvinde opholder sig midlertidigt som medlem af en omrejsende teatertrup.

Relativt tidligt i romanen er en række klassiske komponenter på plads: far og søn, ung mand og erfaren kvinde, land og by, samt noget med at søge i dybden og grave i mørket efter livets kilde. Om aftenen efter dagens gravearbejde i brønden fortæller Mahmut og Cem historier til hinanden. Hvilke har Pamuk angivet allerede i sine mottoer til romanen, der er hentet fra ”Kong Ødipus” af Sofokles og det persiske national-epos ”Shahnameh”. I den ene tekst dræber en søn uafvidende sin far, og i den anden tekst dræber en far uafvidende sin søn. Man røber ikke for meget ved at antyde, at de to fortællinger blander sig med historien om Cem, hvor et potentielt fadermord tidligt lurer ude i romanens horisont. Med de to klassiske tekster som benzin i Cems fortællemotor får Pamuk ligeledes indvævet et af sine yndlingsemner: forskellen mellem østlig og vestlig tradition.

En dag indtræffer som i alle klassiske fortællinger et vendepunkt. Cem får sin forfatterlivsbane stukket ud i en skæbnesvanger scene, hvor sex og død væves sammen. Der sker en ulykke ved brønden, hvor mester Mahmut efterlades alene nede i mørket og lærlingen Cem stikker af og rejser tilbage til metropolen. Han er nu fri, men plages herefter af skyldfølelse og straffes med barnløshed. Så vidt vi da ved på dette tidspunkt af historien, og så skal der ikke afsløres mere.

Ovenfor blev Paul Auster nævnt, og Pamuks selvbedste og forførerisk flade sprog minder om amerikanerens. Temaet om brønden genfindes hos en anden berømmet romanforfatter, japanske Haruki Murakami, som Pamuk også minder om. Det er i dette litteraturhistoriske leje, ”Den rødhårede kvinde” befinder sig, samtidig med at faste Pamuk-læsere vil finde mange genkommende temaer fra den tyrkiske nobelpristagers øvrige bøger i denne, hans 10. roman.

Når historien om Cem og den rødhårede kvinde ikke imponerer, er det, fordi de klassiske fortællinger tynger fremdriften, og fordi romanen minder for meget om en stiløvelse. Man kan for nemt se en gymnasiestil eller universitetsopgave for sig med emnet ødipusmyten i nyere litteratur. Her vil ”Den rødhårede kvinde” være perfekt bevismateriale.

Men hvor brænder det på for Pamuk? Hvor bliver han selv – hans tekst – rødhåret og ildsprudende og intens? Ingen steder.

Romanen handler om de dybeste sager – far og søn, sex og død, kærlighed og svigt, tradition og modernitet – men stiller sig tilfreds med at blive på den kølige overflade og tør som Cem ved brøndens kant ikke rigtig selv dykke ned i mørket.