Debutroman: kaster sig ud i store teologiske diskussioner

Mette Marie Bjerager debuterer med en eksistentiel roman, hvor Gud, kærlighed og sex er tre sider af samme sag

Det er nervepirrende læsning at se den mere og mere rystede og introverte Saga (en hovedperson, man har mere ondt af, end holder af ) smuldre mentalt, skriver Iben Tandgaard.
Det er nervepirrende læsning at se den mere og mere rystede og introverte Saga (en hovedperson, man har mere ondt af, end holder af ) smuldre mentalt, skriver Iben Tandgaard. Foto: Forlaget Eksistensen.

Ved første øjekast ligner Mette Marie Bjeragers debutroman en nordisk krimi, der snildt kan lægge sig i slipstrømmen på de senere års mange succeser. Forsiden er kulsort, og Reykjaviks kirketårn tårner sig op i gråt og hvidt. Men fra første kapitel og bogens prolog, ”Præludium”, forstår man, at her er noget andet for. Sproget er fyldt med religiøse udtryk og vendinger, og man kastes hovedkulds ind i en indre monolog hos pigen Saga, der tænker på ”ny opstandelse”, ”det guddommelige lys” og på et requiem, som hun skal øve på sin cello.

Saga er taget til Island for simpelthen at finde meningen med livet, imens hun går til cello-undervisning. Hun får tildelt et koldt, blåt værelse i bymidten og begynder en søgen efter sig selv blandt sine medstuderende, undervisere og den barske natur i Island: ”Hvad havde hun forestillet sig? At hun kunne rejse til Island og straks slippe fri af rastløsheden og tomheden?”.

Og det kan hun så heller ikke, men vader stresset rundt alene i den tomme by, har lidt tilfældig brutal dyresex (som beskrives eksplicit og grundigt af Bjerager) med en medstuderende, der kun handler om at få tilfredsstillet kroppens basale behov – indtil hun så en dag står i Hallgrimskirken og finder ro.

Og nu møder vi så romanens virkelige hovedperson, nemlig Gud, for det er ham, de næste 150 sider kommer til at handle om. For Saga vil gerne tro og have noget at holde fast i: Hendes mor derhjemme er en rappenskralde, Saga har ingen far, og hendes indre tomhed begynder efterhånden at udvikle sig til en psykose. Men i kirken møder Saga præsten Jacob Jacobi, der er en tilbagelænet og charmerende ordekvillibrist, og fra nu af skifter romanen mellem præstens og Sagas synsvinkel, når der fortælles.

I præstens lille studiekreds sidder den fortabte unge kvinde så og sludrer om emner som ”Guds uendelige kærlighed” og ”det sande menneske” – men snart udvikler hun en patologisk forelskelse i den lidt ældre præst, der heller ikke selv er helt upåvirket. Jacob diskuterer sig dog på plads med, at en gensidig fascination er helt okay, for vejen til Gud er jo belagt med alle former for kærlighed, også den, der opstår mellem lærer og elev. Han er mere forfængelig, end han selv vil være ved – og hvor langt kan man egentlig gå, når kroppen begynder at længes efter mere?

Som læser bliver man mere og mere nervøs på den ensomme og konstant tanke-kværnende Sagas vegne, for når hun er alene på værelset, skriger hun enten desperate rovdyrskrig ned i sin pude – eller skriver henførte mails til Jacob. Et halvhjertet forsøg på at forelske sig i en totalt i orden fyr, Kristjan, der er læge og rationel på en ret skøn måde, slår fejl for hende. De har nogle begavede samtaler om videnskaben over for lidenskaben, religion over for rationale og så videre – men Saga flygter tilbage i drømmene om Guds store kærlighed, som hun har svært ved at nå, og som hun allerhelst vil modtage via Jacob, gerne i form af dampende hed sex.

Det er nervepirrende læsning at se den mere og mere rystede og introverte Saga (en hovedperson, man har mere ondt af, end holder af ) smuldre mentalt, som hun gør, og en fatal nat går den gifte Jacob langt ud over sine beføjelser – handlingen tager en dramatisk drejning, og noget helt nyt åbenbarer sig for dem begge to.

Den kendte præst Poul Joachim Stender – der er fortaler for, at seksualiteten er en vigtig del af det kristne menneskes erkendelse og liv – ville klappe i hænderne af mange af Mette Marie Bjeragers afsnit, hvor sammenhængen mellem kroppen, kærligheden og Gud bliver manifesteret på en måde, hvor sex simpelthen er den direkte vej til større eksistentiel erkendelse og sågar til erkendelsen af Gud selv.

”Saga om Saga” er en meget anderledes roman, der tør kaste sig ud i nogle store teologiske diskussioner, dybe eksistentielle spørgsmål og udviklingsmæssige idéer. Cadeau til Bjerager for det. Når det er sagt, så taber romanen til gengæld højde som litterært værk på netop dét, når diskussionerne bliver for bombastisk lærebogs- og debatkredsagtige. Forfatteren har et ærinde med denne bog, hun vil inspirere sin læser til at reflektere over livets store spørgsmål, og Bjerager mangler ikke modet til at sætte både Gud, sex og kærlighed til debat på en helt ny måde.