Historien om det unge skakgeni fascinerer, men oversættelsen fejler

Romanen bag kolossal Netflix-succes er en sand udviklingshistorie, men Walter Tevis’ fascinerende ”Dronninggambit” skæmmes af en jammerlig oversættelse

Forlaget Lindhardt og Ringhof har genudgivet bogen ”Dronninggambit”. I tv-versionen spiller Anya Taylor-Joy det fiktive skakgeni Beth Harmon.
Forlaget Lindhardt og Ringhof har genudgivet bogen ”Dronninggambit”. I tv-versionen spiller Anya Taylor-Joy det fiktive skakgeni Beth Harmon. . Foto: Phil Bray/Netflix.

En af efterårets helt store succeser på Netflix var serien ”Dronninggambit”, en klassisk udviklingshistorie. Den bygger på en roman af Walter Tevis fra 1983, og hovedpersonen er en pige ved navn Elizabeth Harmon – med kælenavnet ”Beth”. Hun mister som ganske lille sin mor i en trafikulykke, og da hendes far har trukket stikket til familien, bliver hun anbragt på et børnehjem, hvor forholdene nok er ordentlige, men sært kærlighedsløse. Beth er en superbegavet pige, der navnlig keder sig i matematiktimerne, og derfor gerne går ærinder som at vaske svampe nede i kælderen. Her møder hun pedellen Mr. Shaibel, som ynder at sidde og analysere skakpartier. Ingen af dem er særlig snaksalige, men trods aldersforskellen opstår der snart en slags venskab mellem dem. Beth er nysgerrig og fatter hurtigt skakspillets mange regler. Pedellen er meget interesseret i skak, og det viser sig snart, at Beth er et vidunderbarn. Historien er tilsyneladende inspireret af det cubanske skakgeni José Capablanca (1888-1942), der som femårig efter at have overværet nogle af sin fars skakpartier mod en anden gentleman fra Havana, var i stand til at korrigere et sløjt springertræk fra faderens side.

På børnehjemmet er Beth blevet pillemisbruger, og da hun i puberteten bliver bortadopteret til et ægtepar, hvor manden konstant er på farten, og kvinden efterhånden får et alvorligt alkoholproblem, bliver skakspillet hendes tilflugt til en verden, der nok rummer uendelige muligheder, men trods alt er afgrænset til 64 felter. Det ældgamle skakspil bliver Beths bedste våben i kampen mod de indre dæmoner, der hjemsøger hende.

Det giver naturligvis romanen et særligt twist, at der er tale om et kvindeligt skakgeni, som ikke bliver sparet for nedsættende mandschauvinistiske kommentarer på sin vej op gennem skakkens brogede hierarki af jævne klubspillere og skræmmende stormestre. Der ligger en bevidst pointe i forfatterens flittige brug af den traditionelle måde at opgive et parti på, nemlig at man vælter kongen. Det bliver en vigtig metafor: Kvinder kan godt vælte mænd. Eller som Beth senere udtrykker det: ”Jeg tror ikke, at man er en bedre skakspiller, bare fordi man har et adamsæble.”

Der er en vrimmel af fine personskildringer i ”Dronninggambit”. Et af romanens mest vellykkede træk er skildringen af Beths ældre veninde på børnehjemmet, den mørke Jolene, der for længst har opgivet at konkurrere med de små yndige piger i bestræbelserne på at blive bortadopteret: ”Jeg er for gammel, og jeg er for sort.”

De to piger mødes senere i livet i et af bogens mest livsbekræftende kapitler.

Romanen er spækket med intense og ofte for omstændelige referater af Beths talrige dyster på skakbrættet, hvor forfatteren påtager sig den utaknemlige opgave træk for træk at skildre de forskellige faser i hvert enkelt parti, lige fra åbningstil slutspillet. Det lykkes nogenlunde, men romanen lider unægtelig under at have en fagligt inkompetent oversætter i Mogens Cohrt (1918-1992). Cohrt var myreflittig og stod bag en række fordanskninger af berømte spændingsforfattere som Ian Fleming og Nick Carter. Men med oversættelsen fra 1984 af ”Dronninggambit” (titlen refererer til et specifikt åbningssystem) kom han på glatis, og bogen myldrer med kiksede misforståelser, som når han taler om ”variationer” i stedet for det rigtige ”varianter”, ”bytninger” i stedet for ”afbytninger” og så videre. Der omtales desuden træk, der slet ikke kan lade sig gøre.

Petitesser? Nej, ikke hvis man skal tage bogen alvorligt. Her er tale om en roman, hvor skak i endnu højere grad end i Stefan Zweigs berømte ”Skaknovelle” er hovedtemaet, og det vrimler med unøjagtigheder og deciderede fejl, der ville svare til, at der i en fodboldroman blev skrevet om ”afstraffelsesspark” i stedet for bare ”straffespark”, ”sidelæns kast” i stedet for ”indkast”. Og man bliver decideret konfus af at læse, at en springer i partiets andet træk bevæger sig hen til feltet ”dronning-løber-fem” – eller at en spiller ”fordobler modstanderens bønder”. Det lyder magisk, men er ikke andet end en jammerlig oversættelse.

Ved genudgivelsen, hvis cover prydes af tv-seriens hovedrolleindehaver, den kvieøjede og rødhårede Anya Taylor-Joy (hun skal nok sælge nogle ekstra eksemplarer), burde man have luget ud i disse skæmmende fejl. Netflix-serien havde en konsulent på – et rygte vil vide, at det var eksverdensmester Garri Kasparov – og det burde bogudgivelsen også have haft. Men vist fascinerer skildringen af Beths opstigning, og det er ikke svært for en skakinteresseret læser at sætte sig ind i hendes opfattelse af, at den sødeste musik i livet er skakurets tikken og lyden af en springer, der med ødelæggende virkning plantes midt i modstanderens stilling. Skak – og mat i næste træk!