Historien om en far

Hvad er det med de fædre? Vil de da for altid stå i bagkanten af vores liv som en magisk redningsring elleret truende bjerg? Vrister vi os aldrig fri?

Den norske forfatter Karl Ove Knausgård.
Den norske forfatter Karl Ove Knausgård. Foto: Martin Dam Kristensen.

I forbindelse med en tegneserieantologi om besættelsestiden, som skal udkomme den 5. maj i år, blev jeg ad kringlede omveje kontaktet af projektets redaktør, Henrik Rehr, der sidste år fik et internationalt gennembrud med sin magisk sort-hvide tegneserie, ”Gavrilo Princip”, om den mand og det skud der udløste Første Verdenskrig. Antologien får bidrag fra flere end 40 tegnere og fortællere, og idéen er, at vi, der ikke selv har oplevet besættelsen, fortæller de historier, vi har fået fortalt ”fra forældre eller bedsteforældre, fra skolegården eller bardisken”, som der står i oplægget.

Egentlig skulle jeg bare være med på sidelinjen, men pludselig kom jeg i første parket. For historien om min egen far, der som knap 14-årig stak af hjemmefra og til søs og kun var en stor dreng, da krigen brød ud og han blev fanget i England, var på en eller anden måde umulig at komme uden om. Min far kom i de allieredes tjeneste og sejlede med mineryddere i Den Engelske Kanal. Det var ikke for tøsedrenge. Og han så og oplevede mere, end et menneske burde - og mere, end han nogensinde fortalte om.

Men den historie kommer senere. Det lille og i virkeligheden ret ordknappe projekt, sendte mig imidlertid lige lukt tilbage til min egen barndom og ud i en række overvejelser om, hvor tæt man kan gå på sig selv og sine egne forældre. Ikke ret tæt, følte jeg og så med ét min fars ansigt for mig. Blev han ked af det, blev han trådt over tæerne? Lidt nervøs for hans reaktion blev jeg også, som var jeg igen den lille pige med rottehalerne.

Det pudsige er, at jeg selv med stor fornøjelse skriver om bøger, der i den grad overskrider grænser. Jeg rejser landet rundt og fortæller om Karl Ove Knausgårds dybt selvudleverende seksbindsværk ”Min kamp”, hvor hver en sten fra privaten bliver vendt. Jeg udbreder mig om den tendens til sammenblanding af fiktion og virkelighed, der er så udtalt i disse år. ”Performativ biografisme” har litteraturforskeren Jon Helt Haarder kaldt det.

Mere end 4000 sider senere erklærer Knausgård projektet for mislykket. Der må være en urørlighedszone, hvis fiktionen skal overleve. Og da ikke mindst: hvis livet skal være mere end fiktion. For i den ultimative sammensmeltning forsvinder det enkelte menneske. Forfatteren bliver Hitler, skriver han.

Men inden da må han først sætte alt på spil. Det store omdrejningspunkt i projektet er et opgør med den nu afdøde far, som Karl Ove Knausgård har et dybt anspændt forhold til. Ja, ”far” og ”fare” rimer så meget på hinanden, at han et sted skriver: ”Den eneste virkelige uforudsigelige faktor i mit liv (“) var far. Jeg var så bange for ham, at jeg selv ved den største viljesanstrengelse ikke kan genskabe det.”

Min egen far havde naturligvis traumer efter det, han havde oplevet.

Så jeg kender den angst.

Men han var også min far og min klippe, og ingen i hele verden skulle sige noget dårligt om ham. Heller ikke mig selv! Desuden døde han, da jeg var helt ung, så afstanden gjorde forsoningen let. Men nu rykkede han altså igen helt tæt på. Med fotos og breve og hele sin fysiske tilstedeværelse. Jeg blev igen min fars datter, den lille, den bange, den afhængige, en arketypisk rolle i en arketypisk familierelation. Og i nogle dage forsvandt alle de mellemliggende år.

Og havde jeg ikke før vidst det, så så jeg det tydeligt nu. At ”begrebet far” er en fælles menneskelig størrelse, en platform, et bjerg og en afgrund, der er beskrevet igen og igen ned gennem litteraturhistorien.

På forsiden af Jens Smærup Sørensens roman ”Hjertet slår og slår” (fra 2012) rækker således to bløde drengehænder en håndfuld skarpe sten frem mod læseren. Det er de sten, han nødtvungent samler på marken for at blive en rigtig bonde som sin far. Stenen er romanens centrale symbol. Den er fars hjerte, når han ikke forstår sin søn og i stedet ”slår og slår”. Den er mødet mellem far og søn mange år senere på dødslejet, hvor sønnen selv forstener og ikke kan få sig til at tage sin fars hånd. For skønt hånden har mistet sin kraft, har ”begrebet far” det ikke.

Sådan kan ikke kun fiktionens nærhed, men også livets afstand skabe død mellem mennesker.

At det hårde fjeld fra fortiden langsomt forvandles til forsoning, er en del af romanens bevægelse og bevægelighed. Stenen får ikke det sidste ord. Og selv far bliver til et menneske og ikke bare et begreb.

Kære far. Du betalte din egen anonyme pris for verdens vanvid. Men du bragte også et fuldkommen primitivt, næsten fysisk oprør ind i mit liv, som jeg i dag slet ikke ville undvære. For du vidste, at man mister sig selv ved at adlyde blindt. I dag og altid må vi bevare afstanden for at være tæt på hinanden. Men jeg har forsøgt at riste dig en beskeden rune, hvor du får dit eget liv og din egen historie.

Og under det arbejde gik det op for mig, at også du har en far. Et bjerg der var højere og langt mere ubestigeligt end dit eget. Og som kastede dig ind i en krig.

Det store omdrejningspunkt i Karl Ove Knausgårds projekt er et opgør med den nu afdøde far. Det handler megen litteratur om. - Scanpix.