Prøv avisen

Historien om en mor

Bøger: Bjergtagende slægtsroman af Jean Rouaud

Det er sjældent, at man efter at have ærgret sig gennem de første 30 sider af en roman, må lade sin surmulende utilfredshed fare for at blive bjergtaget af teksten i stedet, men det er, hvad der for denne anmelders vedkommende skete under læsningen af Jean Rouauds foreløbig sidste roman om sin slægtshistorie »Gaveboden«. Det er moderens historie, der skal ridses op. Den skikkelse, der stod i ly af manden, og hvis eget liv egentlig først begyndte efter hans død. Men tror man, at man får historien fortalt på god gammeldags vis a la: dengang, hvor min mor og far blev gift ..., så kan man godt glemme det igen. Jean Rouaud er en snakkesalig herre, der nærmer sig emnet ad så mange omveje som overhovedet muligt - derfor den forfærdelige irritation i løbet af bogens første 30 sider. For at sætte sig med papir og blyant og forsøge at holde de forskellige dele af Rouauds tankegang ude fra hinanden er så godt som umuligt. På arabeskagtig vis slynger fortællingen sig i en lidt bredflabet, gadedrengeagtig smarthed, der dog vidner om en vældig belæsthed. Og man bliver ganske charmeret af denne sludrende og sladrende tone, hvor man fuldstændig overladt til forfatterens vældigt associerende erindring må lægge alle sine analytiske forsvarsværker ned. Men kronologien er sådan cirka følgende. Jeans mor, Annick, også kaldet Anne, forlader den velstående skrædderfamilie og påbegynder et fuldstædigt nyt liv med Jeans far - store Joseph. Ved faderens tidlige død fører hun forretningen videre, men lukker sig inde med sin sorg i næsten ti år. For børnene bliver det noget af en prøvelse. Alle prøver at lette hendes sorg, men det koster også socialt at skulle værne om sin sidste forælder hele tiden. Hvad gør man for eksempel nytårsaften, når alle de andre er ude at more sig i champagnens tåger? Man sidder foran fjernsynet med sin mor, for at hun ikke skal være alene! Til aftenens vovede udskejelser hører at liste sig op på værelset og stille sig på hovedet, når klokken slår tolv, håbende på, at der vil blive vendt op og ned på tingene i det følgende år. Forretningen bliver til et kuriosum af en gavebod, hvor man nærmest kan lugte støvet fra papæske-reolsystemet og høre undskyldningerne fra de desperate ægtemænd, der sniger sig på julegaveindkøb under julemessen. Denne tvungne isolation og følelsesmæssige klemme, som fortælleren tilbringer sin barndom i, sætter sine mærker, og da der endelig er plads til uden bitterhed og aggressioner at lade hende have sin mening uden at føle sin egen angrebet og bragt i tvivl, har oplevelsen alt for kort tid at udfolde sig i. For hurtigt bliver det barnet, der drager den aldrende forælders dømmekraft i tvivl. Og så triller bolden den anden vej, kun for at ende der, hvor den ene ikke er mere. Det flimrende portræt af moderen er både grov- og finkornet, men det er nok en bog, man enten må hade eller elske, da man er nødt til at overgive sig på lykke og fromme i et både handlingsmæssigt og sprogligt kaos. Så overgiv dig, eller giv op. Jean Rouaud: Gaveboden. Oversat fra fransk af Hans Peter Lund. 152 sider. 225 kr. Gyldendal.