En gammel patriciervilla nord for København er arnested for et helt særligt navn.
Navnets opfinder var forfatteren Ebbe Kløvedal Reich, beboer i huset, der siden 1968 havde fungeret som kollektiv under navnet Maos Lyst. Ebbe var en klog mand, det var tydeligt for de fleste. Han var også smuk med sine krøller og sine mørkebrune øjne, og både mænd og kvinder var forelskede i ham på den tid. Han boede i kælderen, og ud under døren til hans værelse kom en nærmest uafbrudt klakkende lyd af skrivemaskinens taster. Han skrev bøger, politiske manifester, debatindlæg og avisartikler i ét væk. Han kunne indimellem virke lidt distræt. Hvornår sov han? Det vidste man ikke. Noget andet, han holdt af, var at læse bøger højt for børnene i huset, og han var, sammen med flere af husets øvrige beboere, særdeles fascineret af den engelske forfatter J.R.R. Tolkiens eventyrbøger om ”Hobbitten” og ”Ringenes Herre”. I dém findes beskrivelsen af et særligt sted, Kløvedal, der er elverfolkets rige. Kløvedal er kendt som ”det sidste hyggelige hus”, et sted, hvor den ondskab, der ellers råder i menneskenes verden, ikke kan nå ind.
I dag er bøgerne blevet mainstream og filmatiseret til blockbusters, der har indtjent milliarder af dollars. Men dengang var Tolkien læst af en smallere kreds, siger Ebbe Kløvedal Reichs datter Nadia Kløvedal Reich, der som barn sad i skrædderstilling og lyttede til faderens historiefortælling, side op og side ned.
”Du kender godt det med, at man i en vennegruppe kan blive sådan helt opslugt af én særlig bog, ikke? Man læser, man diskuterer, man analyserer og endevender. Sådan tror jeg, det var med ’Ringenes Herre’. Og det er tænkeligt, at Ebbe på et tidspunkt har sagt til de andre: ’Kløvedal: Det er da et fantastisk navn. Skal vi ikke tage det?’.”
Det er den korte fortælling om, hvordan navnet blev til. Kløvedalfamilien har i dag vokset sig stor og forgrenet sig i mange retninger, især ud i kulturlivet. Der er en del ”kendisser” blandt kløvedalerne, Ebbe Kløvedal Reich er vel nok den største, han døde i 2005 med et omfattende og betydningsfuldt forfatterskab bag sig. Der er skibsbyggeren, søfareren og historiefortælleren Troels Kløvedal, der i øjeblikket er dødeligt syg. Manuskriptforfatteren Mogens Kløvedal Pedersen, sygeplejerske og forfatter Pernille Kløvedal Nørgaard og billedkunstner og forfatter Pernille Kløvedal Helweg, eksempelvis. Og derudover en række personer, der ikke tog navnet Kløvedal af forskellige årsager, men stadig regnes for en del af ”familien” fra Maos Lyst, blandt andre filminstruktør Ingrid Oustrup Jensen, ”Kvinde kend din krop”-initiativtageren Brita Wielopolska samt journalist og feminist Janne Giese.
I disse dage fejrer Maos Lyst, hvor det hele begyndte i 1968, sin 50-årsfødselsdag. Pernille Kløvedal Helweg flyttede ind i 1970 som én af i alt 11 nytilkomne.
”Maos Lyst var alfahannernes kollektiv i 1970, og Ebbe var ’overalfahannen’. Han var, også på det tidspunkt, ret kendt som forfatter. Han var meget generøs med sin viden, sådan at mange oplevede, at de blev begavede af at snakke med ham. Dét havde han allerede som 26-27-årig. Han havde en fornemmelse for tidsånden og en viden, som var helt utrolig,” siger hun.
Hun hed Pernille Elizabeth Helweg, da hun flyttede ind, men tog Kløvedal for at blive medlem af ”stammen”, som hun kalder det.
”Først røg Elizabeth ud, for jeg tænkte, at det ville blive for meget med to mellemnavne. Men det blev mine forældre kede af, så i passet hedder jeg stadig Pernille Elizabeth Kløvedal Helweg, selvom det er et gudsjammerligt langt navn,” siger hun.
”Jeg husker det sådan, at det var Ebbe, der fandt på, at vi skulle tage navnet, og det syntes alle var en god idé. Vi købte navnet for tre kroner hver ved civilretsdirektoratet. Det var et mellemnavn, alle kunne tage, hvis de ville. Vi ønskede at være en stamme, der delte ejendom, men også projekter og aktiviteter. Og herfra begyndte vi med gør-det-selv-metoden, altså at vi gør alt det, vi synes skal gøres, for at vi kan få det godt,” siger hun.
Ebbe Kløvedal Reich sørgede også for at gøre opmærksom på dannelsen af den nye familie, blandt andet i en artikel i dagbladet Information i 1970:
”For øjeblikket er Kløvedal kun et sted i poesien. Vi er begyndt at arbejde ihærdigt på, at det også bliver et sted i personregisteret, kirkebøgerne, strafferegistraturen, telefonbogen og pressen. Udefra set kan man sige, at vi har dannet en stamme, som tror på alfer. Stammen hedder Kløvedal, der samtidig tjener som familienavn,” stod der.
Mediestunt, mente kritikere dengang. I dag kunne man forsigtigt spørge, om ikke det er lidt barnagtigt at tage navn efter en eventyrbog. Pernille Kløvedal Helweg fortolker det således:
”Altså, navnet er jo frit efter ’Ringenes Herre’. Kløvedal er der, hvor lavalferne bor. Der var også nogle, der hed højalfer, men lavalferne var indstillet på at hjælpe ’mennesker og andre rimelige væsner’. Det passede godt på os. Det skulle ikke være et hjem, men en base, hvor der var plads og tid til at kunne være kreative. Det handlede om ånden, viljen til at forandre verden – og et godt sted at være. Maos Lyst var jo godt, et stort og fint hus uden nøgle. Døren stod altid åben,” siger hun.
Kløvedalerne ønskede, at stammetankegangen ville brede sig, og jo flere stammer, der kom rundtom i landet, jo lettere ville det være at skabe et nyt og bedre samfund, forklarer Pernille Kløvedal Helweg.
”Mange af dem, der senere flyttede ind i Maos Lyst, ville ikke hedde Kløvedal, for de oplevede det som et mandschauvinistisk navn. Men det har jeg ved Gud aldrig tænkt på. Det, der var så smukt, var også, at der boede man, til man var parat til at drage videre. Maos Lyst var i starten ikke et hjem, men en gæstfri, anarkistisk varmeperron,” siger hun.
Der var ingen regler i Maos Lyst. Alle beslutninger ”nåede man frem til” over det store spisebord i stuen (eller ”bålet”, som Pernille Kløvedal Helweg kalder det). Væggene var tapetseret med plakater af Lenin, Ho Chi Minh, Che Guevara, Huey P. Newton fra Black Panther-bevægelsen og Karl Marx.
To af husets beboere, Henning Kløvedal Prins (der døde den 10. juli i år) og Ebbe Kløvedal Reich, forfattede og udgav ad flere omgange et manifest, ”Langelandsmanifestet”, der beskriver kløvedalernes vision for et samfund baseret på kollektivisme. I forordet forklarer de deres sprogbrug:
”... nogle vil måske opfatte det som naivt. Lad dem blot det. Denne naivitet, parret med begejstring og humor, vil sagtens vise sig at være den eneste farbare vej.”
Den seneste tid er det mest de negative sider af 1970’ernes hippiebevægelse, der har fyldt i medierne: Dokumentarudsendelser som ”Christianias børn – skyggesiden af eventyret” og bøger af Peter Øvig Knudsen og Katrine Marie Guldager har vist, hvordan nogle af hippierne var så opslugte af at frigøre sig fra normerne i samfundet, at de svigtede deres børn.
Måske var de voksne både naive og drømmeriske dengang;
”Men vi var også flittige,” mener Pernille Kløvedal Helweg.
Fra Maos Lyst gik forbindelser til Thy-lejren, Christiania, Den Rejsende Højskole, kollektiver på Langeland, kvindebevægelsen. Projekter med kunst, film, litteratur og politk. Ved siden af havde mange af beboerne arbejde eller studier, Pernille Kløvedal Helweg arbejdede eksempelvis med stofmisbrugere og gadebørn på Ungdomsklinikken i København. I 1975 flyttede hun fra kollektivet, men allerede dér var kollektivet ved at ændre form.
”De mænd, der flyttede ind, Mogens, Ebbe, Henning, Douglas, Troels og Hans Jørgen, havde alle børn, det var de begyndt på allerede som 20-årige. Så var de blevet skilt og flyttet ind i Maos Lyst. Først var det weekendbørn, men så kom kvinderne og børnene for alvor til. Det blev ikke bare et sted, men et samfund og et hjem, hvor der var nogle, man skulle passe på. Så kom der nøgle i døren og skema med madlavning. Vi fandt ud af, at man måtte have regler for at kunne tage vare på det næste kuld.”
Lærke Kløvedal, der til daglig er tv-vært og redaktør på DR, er født i 1978 og er datter af Troels Kløvedal. Hendes forældre blev skilt efter få års ægteskab, og hun nåede aldrig at bo i Maos Lyst, men voksede op hos sin mor i et andet kollektiv i Thy.
Lærke Kløvedal ser ”Kløvedal”-delen af sin familie til de sammenkomster, der gennem mange år har været på Troels Kløvedals gård på Djursland.
”Kendetegnende for os er, at vi er en kæmpe børneflok. Jeg har ni halvsøskende og ingen helsøskende, og det er sigende for de valg, der er truffet i familien. Jeg har, fra jeg var helt lille, været vant til, at min familie krævede en anden fortælling,” siger hun.
Troels Kløvedal fik sit gennembrud på tv i Lærke Kløvedals barndomsår, og så kendte alle ham pludselig. Selv kendte hun ham ikke så godt og var ikke med på de mange sejlture på verdenshavene.
”Jeg er blevet mødt med en interesse, som jeg har følt, jeg var nødt til at respondere på. Kløvedal er også de gode fortællingers samleplads, og der har jeg nok også følt, at der var noget, som var svært at leve op til, især i de år, hvor man ikke synes, man har så meget at bringe til bordet.”
På den anden side, siger hun, så er det rørende at opleve, at Kløvedal for mange har en positiv klang:
”Det er et flot navn, og jeg synes, det siger alt om den tid. Det er så flippet, kuk kukkeluk! Men jeg har også en kærlighed til det, de gjorde. Det var hverken fejlfrit eller uplettet. Men jeg tror, det var nødvendigt. Og jeg synes, navnet taler ind i en sødme og naivitet, som jeg holder af. Der var rigtig mange, der fik flippede idéer i de år, men jeg er imponeret over, hvor mange ting de faktisk fik gjort. Noget af det, jeg respekterer min far allermest for, er det håndværksmæssige i at få bygget et skib, der kunne sejle over på den anden side af jorden. Der var andre i den generation, hvor kæden hoppede af, som gik i sump og tog stoffer. Men han har knoklet for de penge, der skulle betale for den næste mast,” siger hun.
En anden andengenerationskløvedaler er Nadia Kløvedal Reich, datter af Ebbe Kløvedal Reich og født i 1966, der indtil sidste år var forstander på Den Europæiske Filmhøjskole i Ebeltoft.
”Helt ’basic’, så hedder jeg jo Kløvedal, fordi det hed min far. Jeg valgte selv at hedde det, fordi det for mig symboliserer en måde at være i verden på. Det er ønsket om at gøre verden bedre, det er fællesskabet og den selvvalgte familie skabt af de værdier, man tror på. Jeg er jo rundet af det navn, men det griber samtidig noget af det fineste fra den tid,” siger hun.
Hun kalder Troels Kløvedal for sin ”onkel”, selvom han ikke er det rigtigt. Når man spørger hende, om hun er 100 procent sikker på, at det var hendes far, der fandt på navnet, så siger hun, at det er hun, sådan nogenlunde.
”Men hvorfor er det så vigtigt? På mange måder vil den bedste udgang på historien om Maos Lyst og Kløvedalerne jo være, at ingen har det fulde ejerskab.”
”Jeg tror, de læste Tolkien ind i deres tid. For dem blev Gollum og ringen symbolet på den materialisme og grådighed, der er i et kapitalistisk samfund. Det var bedre at indgå i et fællesskab, og fællesskabet var symboliseret i Kløvedal. De så nogle helt klare sammenhænge der. I virkeligheden er ’Ringenes Herre’ jo også en fortælling om, at hvis man kun orienterer sig mod det materielle, så bryder verden sammen, fordi vi begynder at slås om tingene. Det handler om at finde nogle andre måder at være sammen på. Godt nok er navnet valgt i en tid, hvor alt blev politiseret, men det laver ikke om på, at det er en helt legitim fortolkning,” siger hun.
Og så er der lige det med, at Nadia Kløvedal Reich selv valgte at hedde Kløvedal, som hun siger. Hun griner og siger, at det er lidt af en historie:
”Ebbe hed i offentligheden Kløvedal, men han fik det aldrig ordnet formelt, for han kunne ikke finde sin dåbsattest. Når der kom et brev fra skattevæsenet, så stod der ’Til Hans Ebbe Reich’, selvom der stod ’Kløvedal’ på de andres. Da jeg så blev gravid med mit første barn i 1987, sagde jeg: ’Det er jo tosset, vi må have formaliteterne i orden.’ Vi gik ned på civilretsdirektoratet for at få det ordnet, men så kunne han slet ikke få det navn, fordi Troels Kløvedal havde taget det som efternavn, og så var navneloven sådan, at en andens efternavn kunne man ikke bare tage. Det var noget værre rod. Men det endte med, at direktoratet sagde, at hvis Ebbe nu satte sig ned og skrev hele historien om navnet ned til dem, så ville han få dispensation til at hedde det. Så sådan blev det.”