Historien om en særlig kunstsamling

Ordrupgaards direktør beskriver de væsentlige værker i Wilhelm og Henny Hansens store kunstsamling

Bogen "Dansk kunst på Ordrupgaard" er en grundig omvisning i den danske samling, som ægteparret Hansen indsamlede med lige dele kvalitetssans og vilje til at skabe en unik samling, skriver anmelder Lisbeth Bonde. Foto: Ordrupgaard.dk

I år er det 100 år siden, at forsikringsmanden Wilhelm Hansen og hans hustru, Henny, åbnede dørene til deres nye bolig Ordrupgaard i Charlottenlund. Deres smukke hjem, der hyldede datidens idealer inden for indretning, blev hurtig en attraktion for en større kreds. Det skyldtes først og fremmest kunsten. Ikke kun den avantgardistiske franske samling, men også den danske, der rummer en række perler, som en ny bog nu kortlægger.

Forfatteren er Ordrupgaards direktør, Anne-Birgitte Fonsmark, som har ført museet frem til dets åbenlyse succes, siden hun for 23 år siden satte sig i direktørstolen, med Zaha Hadids tilbygning til særudstillinger i 2005, indlemmelsen af Finn Juhls hus i 2008 og med skulpturparken, der i de senere år har inviteret samtidskunsten indenfor.

Bogen er en grundig omvisning i den danske samling, som ægteparret Hansen indsamlede med lige dele kvalitetssans og vilje til at skabe en unik samling med en profil, som skilte sig ud fra tidens andre store samleres. Wilhelm Hansen (1868-1936) var en succesfuld forsikringsmand, som i øvrigt lærte sig volapyk – datidens svar på det senere esperanto. Det var dette sprog, der førte ham sammen med sin kommende hustru Henny Soelberg Jensen, idet Wilhelm underviste i det, og Henny var hans elev. Parrets første kærestebreve var skrevet på dette sprog, fortæller Fonsmark, som har gået Ordrupgaards arkiv grundigt igennem.

Det unge ægtepars kunstsamling voksede, og snart blev herskabslejligheder i København for trange til samlingen, så man lod i stedet datidens førende arkitekt, Gotfred Tvede, opføre det charmerende landsted Ordrupgaard, som blev parrets helårsbolig.

Parret var barnløst, og efter Wilhelm Hansens død blev hustruen boende indtil sin død i 1951, hvor hun, i overensstemmelse med sin mands ønske, testamenterede samlingen, boligen og parken til den danske stat, og i 1953 blev Ordrupgaard indviet som et statsligt museum.

Parret startede med at samle på dansk guldalderkunst. Der er rigtig fine værker af blandt andre Eckersberg, Købke, Marstand og Roed. Men efterhånden fik de også interesse for datidens samtidskunst, hvilket blandt andet førte dem frem til, hvad Fonsmark kalder ”store enere” som L.A. Ring og keramikeren Thorvald Bindesbøll og Vilhelm Hammershøi. Sidste år lykkedes det museet i Charlottenlund at supplere Hammershøi-samlingen med maleriet ”Hvide døre” fra 1899. Endnu et ikonisk maleri af denne fremragende maler, som efter mange års glemsel i dag er blevet verdensberømt.

Fonsmark beskriver alle de væsentlige værker i den danske samling, suppleret med sort/hvide fotos af huset fra indvielsesårene. Man bemærker, at den oprindelige indretning er bevaret, så hjemmet i dag fremstår som ved Hennys død.

De forklarende billedtekster er fulde af nyttige oplysninger, selvom man (jeg) savner oplysninger om værkernes format. Generelt løfter de sig ikke meget over en traditionel kunsthistorisk fremstillingsform. Under læsningen bliver man også lidt træt af den hyppige brug af verbet ”skulle” om en fremtidig hændelse, der er uundgåelig eller skæbnebestemt: ”Billedet er fra 1884, samme år som kunstneren skulle vende tilbage til Danmark, for et par år senere at gifte sig med …” Men alt i alt er det nyttig indføring i den danske samling, og bogen henvender sig til det brede kunstpublikum.

For tiden er størsteparten af samlingen – det gælder også den franske, der tæller værker af Cézanne, Monet, Manet, Gauguin med flere –sendt på tur rundt til de danske provinsmuseer under titlen ”Guld og grønne skove”, eftersom Ordrupgaard er lukket i to år som følge af endnu en udvidelse med en underjordisk afdeling ”Himmelhaven”. Lige nu hænger samlingen på Holstebro Kunstmuseum, og sidenhen vil den være tilgængelig på kunstmuseerne i Ribe og Sorø og på Skovgaard Museet i Viborg.