Prøv avisen

Historien om en vellykket integration

Visitkortfotografi fra 1860’erne af den jødiske københavnerfamilie Henriques i en afslappet stund. – Foto: Dansk Jødisk Museum.

FLERKULTUREL BYHISTORIE: Dansk Jødisk Museum rykker ud i gaderne med sommerens byvandringer på sporet af det gamle, jødiske København

Den jødiske minoritet i Danmark har aldrig været særlig stor. Alligevel har den spillet en væsentlig rolle i det danske samfund. Navne som Brandes, Bohr, David, Dessau, Henriques, Hirschsprung, Bing, Gedalia, Goldschmidt, Hertz, Salomonsen, Nathansen, Glückstadt, Schutzmann, Melchior, Nathan, Trier og Meyer er vævet tæt sammen med dansk kunst og kultur, forskning, handel, jura og politik.

Her i sommer er det tre år siden, Dansk Jødisk Museum åbnede i København for at fortælle historien om en vellykket integration af en religiøs og kulturel minoritet. Det markeres blandt andet med en række søndagsbyvandringer i det jødiske København. Vi fik museets rundviser, forfatter og forlægger, Erik Henriques Bing, til at smutte med på en prøvetur forleden på en almindelig arbejdsdag.

Hver byvandring varer ifølge programmet cirka halvanden time i roligt tempo og begynder ved museet i Bibliotekshaven mellem Proviantgården og Tøjhusmuseet i det indre København. Men vi nåede aldrig længere end Højbro Plads, få hundrede meter derfra.

Det var, fordi vi ikke ville nøjes med historierne om familien Melchior i hjørnelejligheden, H.C. Andersens mest trofaste venner. Om G.A. Gedalia, der oprettede Landmandsbanken, forløberen for Danske Bank. Om strømpefabrikant Lion Warburg, der havde hoffets damer som kunder i sin lingeriforretning i Store Kirkestræde. Om J.H. Bing og Meyer, der var med til at grundlægge porcelænsfabrikken Bing & Grøndahl. Om venstremanden Herman Trier, der blev formand for Folketinget og Københavns Borgerrepræsentation og alle de andre, hvis lokaliteter man kan se fra Absalons Rytterstatue. Vi ville også gerne høre om rundviserens egen slægtshistorie.

Engang i 1920erne kaldte hans jødiske, ikke-troende farfar, professor, overlæge, dr.med. Herman Iacob Bing, familien sammen og sagde: Nu må det her jødiske holde op! Han havde set, at der igen trak uvejr sammen om jøderne og orkede ikke mere. Han var også imod oprettelsen af en jødisk stat, fordi han mente, at hvis alle jøder tog derned, var det nemmere at myrde dem på én gang.

Min farfar forbød sine børn, herunder min far, at finde jødiske ægtefæller. Da han samtidig var familiens patriark, turde de ikke andet end adlyde ham, siger Erik Henriques Bing, der blev født 1940.

Man er jøde, når ens mor er jøde. Sådan lyder den klassiske definition. Erik Henriques Bings mor var kristen, og derfor måtte sønnen siden formelt konvertere til den tro og kultur, han hele tiden har bekendt sig til. I dag er han ét af Mosaisk Troessamfunds 2200 medlemmer. Faderens ægteskab med en kristen kvinde hindrede ham ikke i at måtte flygte til Sverige med hele familien i oktober 1943.

Erik Henriques Bings forlag, Tågaliden, er opkaldt efter en vej i Stocksund i Sverige, hvor familien boede, indtil krigen var ovre.

Men tilbage til museet. Allerede her er det svært at løsrive sig fra den jødisk-amerikanske arkitekt Daniel Libeskinds skrå gulve og vægge, der bringer tankerne hen på en fiskerbåd på vej til Sverige. Det var intet mindre end et scoop, da danske jøder for år tilbage, med overbibliotekar, dr.phil. Mirjam Gelfer-Jørgensen i spidsen, fik overtalt den endnu ikke verdensberømte Libeskind til at tegne et lille jødisk museum i Christian den Fjerdes Galejhus.

Museet udstiller malerier, fotografier, religiøse og verdslige brugsting fra jødisk liv i Danmark før og nu. Med mere fokus på det flerkulturelle samfunds muligheder end på holocaust og forfølgelser.

Den første jøde i Danmark blev registreret i 1592. I begyndelsen af 1600-tallet var den danske stat interesseret i at få dygtige jødiske handels- og finansfolk til landet og indbød en række udvalgte familier med rødder i Spanien og Portugal. Christian den Fjerde foretrak de sefardiske jøder fra Sydeuropa, men accepterede også ashkenaziske jøder fra Tyskland, hvis de havde penge og forretningssans.

Kun langsomt fik jøderne samfundsmæssig ligestilling med deres kristne medborgere. Først med Grundloven i 1849 fik de fuld frihed til religionsudøvelse. I 1900-1917 indvandrede godt 3000 jøder fra zarens Rusland og i slutningen af 1960erne kom flere tusinde jøder hertil fra Polen.

Mange jødiske familier har gennem tiderne frivilligt ladet sig assimilere i samfundet. Fordi det jødiske ikke betød særlig meget for dem, eller i håbet om at slippe af med en byrdefuld etnisk-religiøs arv. Det samme skete allerede i 1800-tallet. Her lod den velhavende, jødiske købmand Mendel Levin Nathanson sine ni børn døbe og deres efternavn ændres til Nansen. To af sønnerne blev præster i folkekirken og et barnebarn, Ernst Trier, grundlagde Vallekilde Højskole.

De senere årtier er mange unge jødiske danskere rejst til Israel og har bosat sig dernede. Chancen for at møde en kommende ægtefælle, der ønsker at leve jødisk ligesom én selv, er større i Tel Aviv end i København.

Vi når lige et smut forbi Læderstræde 5, hvor købmand Moses Levys synagoge engang lå på 1. sal. Og hvor Erik Henriques Bing, nede i porten, peger på et aflangt hul, skåret ind i dørstolpen. Her har siddet en mezuza, en metalkapsel med skriftsteder fra mosebøgerne. Den slags minder findes andre steder i Indre By og vidner om, at her har boet troende jøder. Rundviseren har selv en mezuza i dørkarmen til sin lejlighed på Islands Brygge.

Tiden er gået. Den store synagoge i Krystalgade og de jødiske begravelsespladser må vente til næste gang.

www.jewmus.dk kan man læse mere om byvandringerne.

boas@kristeligt-dagblad.dk