Prøv avisen
Bog

"Blækhat" er en fyldig generationsroman, der beder om at blive filmatiseret

4 stjerner
Sissel-Jo Reid Gazan har skrevet en roman, der blandt andet handler om de politiske konflikter i 1980'erne mellem BZ’ere og KU’ere. Foto: Steen Wrem, Polfoto/ritzau

Sissel-Jo Gazan har skrevet en god og langsom generationsroman. Til sidst kæntrer fortællingen dog lidt, fordi en masse knaldeffekter skal fyres af

Et kendemærke for forfatteren Sissel-Jo Gazan (født i 1973) har været evnen til at mikse genrerne. I ”Dinosaurens fjer” fra 2008 blandede hun for eksempel veloplagt en ”almindelig” roman om det moderne hverdagsliv med både thriller og videnskabsroman.

I sin nye roman ”Blækhat” slår hun et større og mere klassisk brød op. Det er en langsom og fyldigt udfoldet generationsroman, en coming of age -historie om pigen Rosa, der er jævnaldrende med forfatteren og også låner træk af hendes liv.

Rosa vokser op i Aarhus’ venstrefløjsmiljø i 1980’erne, hun er et barn af den frie kærlighed og må leve med hele tre forskellige bud på, hvem hendes biologiske far mon er, for det tog man ikke så tungt på i kollektiverne. Rosa har dog en både fri og tryg barndom med kærlige erstatningsfædre.

Selvom Rosas mor Helle er ekspert i svampe, en amatørforsker, der vandrer på kanten af epokegørende opdagelser, er det graffiti og gadekunst, der i ”Blækhat” indtager den plads, videnskaben har haft i nogle af Gazans tidligere romaner.

Det er street art med alle sine teknikker, finesser og genrer, der tager rollen som et interessant verdensaspekt, der bliver brugt som en motor i handlingen og samtidig systematisk udforsket af forfatteren i sin egen ret og fascination.

Rosa kommer allerede som barn til at interessere sig for graffiti og gadekunst, og hun bliver selv udøvende. Det dobbelte plotspor af liv og kunst fungerer utroligt godt. Rosa dannes som menneske, samtidig med at hun trænger dybere og dybere ind i gadekunstens verden – og i byen Aarhus. Venskaber og forelskelser, rivaliseringer og fjendskaber, idoldyrkelse og klikevæsen – alt hvad der hører ungdommen til, formidles naturligt gennem de kunstneriske aktioner på gavle og gader.

Som voksen bliver Rosa kunsthistoriker og international forsker inden for feltet. Blandt andet følger og registrerer hun løbende alle de værker, den anonyme og politiske kunstner Blækhat laver rundt omkring i verden.

I bogens sidste del følger vi Rosa på et forskningsophold i Berlin, og sporene blander sig sammen i jagten på, hvem hendes far egentlig er, og hvordan det forholder sig med identiteten på Blækhat.

Jeg synes, at romanen undervejs får et problem med sin balance. Gazan er ikke bange for at kede sin læser, og det er en smuk egenskab hos en forfatter, der mestrer spændingsgenren.

Vi bliver ført og guidet og vugget langsomt og detaljeret ind i Rosas barndom og ungdom i Aarhus; en verden, en by, en periode, forskellige miljøer bliver opført omkring os for til sidst at omslutte os helt tæt. Al respekt for det, men det betyder også, at chok, afsløringer og sensationelle tvist udskydes og ophober sig for at detonere i serier i romanens sidste fjerdedel med et tempo, så læseren bliver helt stakåndet. Rosa skal også pludselig have en del (tilfældig) sex, for det hører åbenbart figuren til. Blot var hun lidt for ung til det i den lange barndoms- og ungdomsdel.

Det er en mærkelig komposition. Jeg tror, at Gazan er fanget mellem på den ene side romanens selvbiografiske anslag, den forståelige og langsomme ømhed over for sit eget liv og de mennesker, der har fyldt det, og på den anden side det mere kommercielle hensyn til alligevel at betjene læserne med alt, hvad der hører spændingsgenren til. Vi skal nu en gang have fyret al fyrværkeriet af.

I romanens firserdel handler det også om politiske konflikter mellem BZ’ere og KU’ere. Rosa vakler mellem borgerlighed og venstrefløj. Der kan her komme noget skabelon- eller tegneserie-agtigt over romanen. Det er røvere og soldater, de gode mod de onde, de gæve gamle venstreorienterede, de gæve BZ’ere og de gæve tyrkiske indvandrerpiger mod den onde politimand, den labre dulle, der er politistikker, og KU’erne. Gamle nazister spiller også en vis rolle, som jeg af hensyn til plottet ikke kan røbe.

Man kan få den tanke, at ”Blækhat” er en roman, der beder om at blive til film eller tv-serie. Den ville egne sig godt til det med sit prægnante tidsbillede og det typologiske over mange af personerne.

Endelig har romanen også den udfordring, at den handler om en meget visuelt sanset kunstform i det urbane rum, som nogle gange kan virke svær at skildre helt tilfredsstillende i det sproglige medium.

Men læs endelig romanen, før tv-serien kommer. Det er vist mange år siden, Aarhus har været sanset og erfaret så intenst i børne- og gadehøjde. Og så lige i året, hvor den er kulturby.