Historien om et skelsættende kristent maleri

Denne måned ud fejres 500-året for Rafaels Sixtinske Madonna med brask og bram i Dresden

Rafaels maleri blev med det samme vidt berømt, for det var en helt ny fremstilling af Maria som himmelsk vision med sin søn på den "forkerte" arm - omgivet af paven på den ene side og den hellige Barbara på den anden. En Madonna af ikonisk karakter fæstnende sit blik på os.
Rafaels maleri blev med det samme vidt berømt, for det var en helt ny fremstilling af Maria som himmelsk vision med sin søn på den "forkerte" arm - omgivet af paven på den ene side og den hellige Barbara på den anden. En Madonna af ikonisk karakter fæstnende sit blik på os. Foto: Foto fra udstillingen.

I år fylder det, man flot kalder den kristne s fornemste kultbillede, 500 år. Det drejer sig om det altertavlemaleri fra Piacenza, som pave Julius II i 1512 skænkede kirken San Sisto som tak for politisk underkastelse. Maleriet blev med det samme vidt berømt, for det var en helt ny fremstilling af Maria som himmelsk vision med sin søn på den forkerte arm omgivet af paven på den ene side og den hellige Barbara på den anden. En Madonna af ikonisk karakter fæstnende sit blik på os.

LÆS OGSÅ: Det dannede fyrtårn, der lyste guldalderen op

Sidste år, 2011, tog man i Dresden fat på fejringen med en udstilling af tyske og italienske renæssancemestre, der havde malet Madonna-fremstillinger. Den muliggjordes som et samarbejde med Vatikan-museerne i forbindelse med pavebesøget i Tyskland.

Det gamle kongelige museum, nu det statslige museum i Dresden, sidder med et hovedværk af en mester inden for den fuldmodne italienske renæssance. Det skyldes ene og alene, at den sachsiske konge August III i 1754 købte maleriet af kirken i Piacenza. Dog mod levering af en meget dygtig kopi. Dets vej og ankomst til Dresden organiseredes som en magtdemonstration uden mage i lighed med dengang, da Ludvig XIV 100 år tidligere købte en hel italiensk ner, nemlig Gianlorenzo Bernini, og flyttede ham til Paris. Historiemaleren Adolf von Menzel malede i 1850erne det hellige moment, da der skulle gøres plads for den store Rafael i Dresden. Det ses selvfølgelig på udstillingen.

Maleriet blev indlemmet i den kongelige privatsamling, hvorved dets magnetiske tiltrækning på den europæiske offentlighed øgedes. Det var ikke enhver beskåret at se dette mesterværk. Først da Dresdens nye museum stod færdigbygget af arkitekten Gottfried Semper i 1850erne, åbnedes dørene. Maleriet iscenesattes som en verdenens helligdom; det fik sit eget alter som i et kapel.

Inden da havde tyske og andre europæiske nere dog fået adgang til at se det. Henrik Steffens og Oehlenschläger skrev om det. To malede kopier sendtes hjem til Danmark. Den første af C.A. Jensen på bestilling af kronprins Frederik Christian, den anden omkring 30 år senere malet af Jørgen Roed og bestilt af Borgerdydsskolens rektor, Martin Hammerich. Denne indrettede omkring 1850 sine to hjem på henholdsvis Christianshavn og på godset Iselingen ved Vordingborg som ideale, nationalliberale, dannede hjem. På Iselingen hang Rafael-kopien i den såkaldte Madonna-sal. Nu er det på Fuglsang Gods. Jensens kopi ses i den katolske kirke i Svendborg. Rafael-sygen rasede ikke kun i Tyskland, men også herhjemme. En af de store scener i Gustav Wieds roman Knagsted fra århundredeskiftet rummer en bidende satire over den rørstrømske fromhed, værket blev syltet ind i. De to små engle nederst i billedet blev et selvstændigt ikon, der næsten kan siges at have været forbillede for Knold og Tot. De findes i dag på allehånde produkter med deres skælmske, himmelvendte øjne. Denne historie har udstillingen i Dresden fint med.

Historien om maleriet og dets skæbne frem til 1956 er veldokumenteret, men det spændende i denne udstilling er historien om, hvordan den russiske hærs trofædivision ved indrykningen i Tyskland opsporede de gemte værker og sendte dem til Rusland. Stalin brugte dem som politisk pression. Først da USSR anerkendte DDR i 1955, kunne der være tale om at sende skatte retur til Østtyskland. Da måtte museet genopbygges, og atter holdt Madonna sit sejrrige indtog. Russerne måtte skabe en myte for ikke at fremstå som simple røvere af fremmede landes kulturarv: Madonna-maleriet var misligholdt af de nazistiske kuratorer og af den tyske hær. Det var derfor en frelsergerning, russerne gjorde, da de tog det til Pushkinmuseet i Moskva og lod det restaurere. De leverede altså et stykke reddet kristen tilbage i forbedret stand. Sandheden som udstillingen dokumenterer er, at maleriet var i fremragende stand, da det blev fragtet østpå i 1945. Mikhail Kornetskys maleri af maleriet med den kvindelige russiske konservator flankeret af en infanterist og en stormsoldat er del af denne myte.

Her er tale om en af de store udstillinger, som man skal unde sig selv at se. For den kommer ikke igen med det samme. Det ved museet godt. Der er produceret store og små kataloger og guider i mængder.

Museets hjemmeside bugner med information, og der holdes stribevis af foredrag den næste måned. Da Frauenkirche i Dresden i 2005 var færdigbygget, stod den som symbol på den tyske enhed; med historien om Rafaels Madonna er der føjet en brik til bemestringen af den besværlige historie om Tyskland fra fyrster og kejsere over blodige regimer og ødelæggelser til den komplicerede nutid. Også på den måde er dette en vigtig udstilling, der også gæstes af mange russere.

Den tegner nogle lange linjer, der gør det muligt for os at etablere nye perspektiver, der går ud over den varme og kolde krigs tid. Udstillingen er en udstilling om magt og myter, om en til dels medieskabt virkelighed. Som sådan er den fremragende.

Die sixtinische Madonna. Raffaels Kultbild wird 500. Gemäldegalerie alter Meister, Staatliche Kunstsammlungen, Dresden.