I denne serie af historiske essays fokuserer forfatter og historiker Henrik Jensen på en række skikkelser, der fik betydning i historien, men uden, at de selv kunne vide hvordan. De næste artikler i serien kan lande direkte i din indbakke. Tilmeld dig her.
”Finis Austriae”, skriver Sigmund Freud tørt i sin kalender den 12. marts 1938, dagen hvor tyske tropper modstandsløst gled over grænsen til Østrig, og ”Anschluss” var en realitet. Formuleringen udtrykker en vis distance til begivenheden, som efter alt at dømme var reel. For at bruge et af hans egne udtryk fra psykoanalysen: Han fortrængte den. Som han skrev i et brev til en bekendt, så forstod han ikke denne verden længere.
At han personligt skulle være i fare gjorde ikke indtryk. Han allerede var ”så godt som død”, som han sagde til sin husholderske. Hans mundhulecancer var fremskreden, og fra tid til anden så smertefuld, at det ramte hans virkelighedsopfattelse.
Allerede dagen efter stillede gadens nazister hos Freuds i Wiens Berggasse nummer 19. De blev modtaget af Freuds hustru Martha, som høfligt bad dem tage plads og oplyste dem om, at der da var kontanter i huset. ”Vær så venlige, mine herrer”, skal hun have sagt, idet hun overlod dem 6000 shilling, et ikke uvæsentligt beløb, hvilket gav Freud anledning til bemærkningen: ”Du godeste, så meget har jeg da aldrig taget for et enkelt besøg.”
Det var Freuds reaktion på rædslen: humor. I 1933 blev hans bøger brændt af nazisterne i Tyskland. ”Hvilke fremskridt vi gør,” skrev han da til sin kollega og senere biograf, Ernest Jones: ”I middelalderen ville de have brændt mig, i dag nøjes de med at brænde mine bøger!” Knap så morsomt, når man ved, hvad der var i vente.
En humoristiske distance til katastrofen var ikke Freuds alene, men karakteristisk for Wiens jøder, af hvilke der i 1930’erne var 200.000. ”Finis Austriae” betød ikke så meget enden på Østrig, som på jøderne i Wien, indbegrebet af kulturepoken ”Fin de Siecle Wien” og stadig kulturelt fremherskende i mellemkrigstiden. Cafeerne var fulde af intellektuelle jøder, som kunne overgå hinanden med skarpe paradokser. I 1930’erne fik det et stadigt tydeligere præg af galgenhumor.
20 minutters gang fra Berggasse 19 – Gentzgasse 7 – boede én af dem, journalisten, dramatikeren, skuespilleren og kulturfilosoffen Egon Friedell, som i slut-1920’erne havde chokeret den intellektuelle verden med et gigantisk kulturhistorisk værk, ”Kulturgeschichte der Neuzeit”, i 1937 på dansk under titlen ”Kulturhistorie.”
”Jeg er altid rede til afrejse, i enhver forstand,” skrev Friedell til en bekendt dagen før Anschluss. Han ventede besøg af djævelen, og han kom den 16. marts. Mens hans husholderske holdt to SA-mænd hen ved hoveddøren, åbnede Friedell et vindue på anden sal og råbte ”Træd til side!” til fodgængerne dernede.
Han efterlod sig ikke et selvmordsbrev – hvis man ellers ser bort fra hans 1600 siders værk, som begynder med den store pestepidemi i det 14. århundrede, ”det moderne menneskes undfangelse,” for derpå at behandle den europæiske civilisationshistorie som en lang sygdomshistorie, afsluttende med en epilog, hvor det hele kulminerede i ”et gigantisk ødipuskompleks”.
Stikord til at vende tilbage til Berggasse 19, hvor situationens alvor efterhånden går op for Freud, som i modsætning til Friedell ikke er uden ressourcer. Ernest Jones ankommer fra England, og der er hjælp at hente hos internationale følgere, såsom den stenrige prinsesse Marie Bonaparte og William Bullitt, USA’s ambassadør i Paris og ven med præsident Roosevelt, som sender et brev til Hitler om Freud, dog uden at få svar.
Problemet er, at nazisterne vil ikke lade ham rejse uden at erlægge ”rigsflugtskat”, og Freud har ukendte summer anbragt i internationale banker. Afgørende for udfaldet bliver den nazist, Anton Sauerwald, som af Berlin udpeges som kommissær i sagen. Han er ikke er mindre racist end andre nazister, men i forhold til Freud vender han på en tallerken - hvorfor er uklart - og ender med at hjælpe familien med at holde de internationale bankkonti og en hjemlig gæld skjult, så hele den freudske husstand endelig den 4. juni kan tage toget til England. Freud havde skrevet en liste med ham, hans hustru, nærmeste familie, husholderske, læge, med flere.
Han glemte sine fire søstre, som siden omkom i nazistiske kz-lejre. Men hvem anede i 1938, tre år før Wannsee-konferencen, hvor omfattende jødeudryddelserne ville blive? Freud, denne systematiske kritiker af al religion, forlod sig noget naivt på, at den katolske kirke nok skulle intervenere, hvis det blev nødvendigt.
Ved afrejsen krævede Gestapo, at Freud underskrev en erklæring om at han var blevet godt behandlet. Det gjorde han, og tilføjede, igen med frelsende humor: ”Jeg kan på det varmeste anbefale Gestapo!”
Han døde året efter i London, hvor han aktiverede et gammelt løfte fra sin læge om en overdosis morfin, når smerterne blev uudholdelige. Med psykoanalysens eksilering fra Østrig og Tyskland kom den rigtigt ud i verden, især til USA, hvor Freuds elever efter krigen lagde middelklassen på briksen – ironisk, eftersom Freud hadede USA og amerikansk kultur som pesten!
Egon Friedell og hans kulturhistorie kom ingen steder. Værkets epilog rummede en sønderlemmende kritik af netop Freud og hans psykoanalyse, som han kaldte ”en frigørelsesterapi for en hel tidsalder”, ”et irrationalismens system, dokumenteret med rationalismens metoder”, ”en transcendental filosofi, skabt af en yderliggående positivist”.
Freud og hans elevers ”makværker” så han som ”en blanding af Talmud og pornografi”, mere et symptom på modernitetens sygelighed og okkulte sværmeri, end en kur mod dem. At det moderne menneskes angst skulle hænge sammen med fortrængt seksualitet, afviste han, den var snarere et produkt af fortrængt autoritet, tab af Gud.
Freud selv tvivlede aldrig på sin egen storhed. Ifølge ham havde menneskeheden måttet døje tre store ”krænkelser” i sin ”naive selvkærlighed”. Første krænker var Kopernikus, der viste, at jorden ikke var centrum for verdensaltet, men en forsvindende del af et rum, hvis udstrækning, man ikke kunne forestille sig. Den anden var Darwin, som smadrede skabelsesberetningen og viste mennesket, at det nedstammede fra aberne. Den tredje krænkelse, og den mest følelige, var Freuds egen, ifølge hvilken jeget ikke længere var herre i eget hus, men ”henvist til sparsomme efterretninger om, hvad der foregår ubevidst i dets sjæleliv.”
Så kan man filosofere over, at jo mindre mennesket blev ved disse ”krænkelser”, og adskillige efterfølgende, des mere inflation er der gået i individet, des mere selv-optaget blev det, des mere fyldte det i egen bevidsthed, i nogen tilfælde så meget, at folk nærmest kan forekomme at være indespærret i det.
Men måske er det ikke så mærkeligt. En anden overskrift for de nævnte krænkelser var det af Friedell nævnte gudstab, hvorved mennesket mistede den særlige bemyndigelse og ansvarliggørelse, der lå i at være skabt i Hans billede og sat til at beundre det af Ham skabte.