Prøv avisen
Bog

Historien om gymnasielærer Elias Rukla, der er alene med sin fortvivlelse i det åndløse Norge

6 stjerner
Dag Solstad er født i 1941, har skrevet over 30 bøger og er oversat til 20 sprog. Hans store USA-gennembrud kom i 2015, som kritiker James Wood kaldte ”Solstads år”. Foto: Rosinante

USA har taget Norges litteratur til sig, og for amerikanske læsere er Dag Solstad den største af dem alle. Det forstår man til fulde efter læsning af den mesterlige eksistens- og samfundsroman ”Generthed og værdighed”

USA’s måske mest indflydelsesrige kritiker, Harvard-professor James Wood, kalder Dag Solstad for ”formodentlig den mest eminente nulevende romanforfatter i Norge”.

Den uforbeholdne ros fra den ellers skarpe anmelder er toppen af en begejstret bølge, som norsk litteratur rider på i USA for tiden. En norsk-amerikansk litteraturfestival er blevet en institution, Per Petterson og Karl Ove Knausgård (der også begge er store Solstad-fans) oversættes til stor applaus, og forfatteren Lydia Davis har lært sig norsk for at læse Solstad på originalsproget og oversætter nu norsk litteratur til engelsk.

Med det amerikanske gennembrud i ryggen kommer Solstads roman fra 2000, ”Generthed og værdighed”, nu til Danmark. Den handler om den let fordrukne gymnasielektor Elias Rukla, hvis liv forandres med et slag en tilfældig dag i Oslo. Helt uforklarligt mister han besindelsen i skolegården efter formiddagens undervisning i Ibsens ”Vildanden”, overfuser sine elever, stavrer gennem hovedstaden og gør holdt ved en rundkørsel – hvor han i et langt, eftertænksomt øjeblik fortæller historien om sit liv.

To personer har været igangsættende for den på mange måder passive og iagttagende Elias.

Den ene er hans hustru, Eva Linde, der i studieårene på filosofi var ubeskriveligt smuk, men nu er blevet lidt lasket og i stigende grad forskanser sig i soveværelset i Oslo-lejligheden.

Den anden er Johan Corneliussen, der i ungdommmen var en stjerne på den norske filosofihimmel, og som stod til at skrive årtiets bog om Kant, inden han blev først studenter-marxist og siden flygtede til USA, hvor han fik en strålende karriere i reklamebranchen.

Med fantastisk præcision genkalder Elias sig forholdet til hustruen og vennen, der er de eneste to mennesker, der har betydet noget for ham, og med hvem samtalerne er forstummet.

Det er ikke kun på det personlige plan, at tavsheden er blevet normen. Også på et samfundsmæssigt niveau oplever Elias, at fællesskabets stemme er forstummet: hans kolleger vil hellere tale om afdragsfrie lån end om kultur og politik, hans elever vil hellere have frikvarter end høre om Ibsen, og Norges befolkning bliver kun eksalteret, hvis en tv-vært uventet dør. Elias er fortvivlet – men han har ingen steder at gå hen med sin fortvivlelse i et åndløst samfund.

I en nøglescene i romanen drømmer han om, at en kollega en dag på lærerværelset havde peget op mod himmelen, ”og på den måde signaleret, at der fandtes en lang religiøs tradition i vores del af verden, baseret på kristendom, og at man følgelig ofte pegede sådan med pegefingeren lige op i vejret, mod himmelen, hvor Gud og hans engle, ja, de salige også, ifølge traditionen skulle befinde sig, (og hvis det var sket) ja, så ville Elias Rukla være faldet ham om halsen, uanset hvor ironisk sådan en pegefinger ville have forekommet”. Men ak, det er kun en forestilling, for kollegerne har ingen sans for en vertikal akse i en flad, horisontal verden.

Solstad skriver i lange, men aldrig uigennemtrængelige sætninger, og med en mild, men aldrig udleverende ironi.

Han spidder det norske velfærdssamfund, studenteroprørets pludselige omvending fra Marx til markedet og Elias Ruklas eksistentielle handlingslammelse, men med stor forståelse for den blindgyde, som moderne, materialistiske velfærdssamfund er endt i.

Noget af det interessante ved Solstads metode er nemlig, at selvom Elias i egen selvforståelse har levet et tilfredstillende liv, gjort sine pligter og haft det behageligt, så virker romanen i modsat retning: accepten af et liv på sidelinjen som evig iagttager har ført til en opsparet frustration, ja eksistentiel fortvivlelse, og nu har han ingen steder at gå hen med sine længsler efter en alternativ tilværelse.

Elias er til dels styret af sin generthed, jævnfør titlen, og han mister sin værdighed, da han taber besindelsen i skolegården. Han erkender, at der nu ingen vej er tilbage. Om Elias så finder udfrielse i Norges åndløse verden, ved vi ikke, for romanen er som nævnt ét langt tilbageblik fra det øjeblik, hvor han taber fatningen.

Men ”Generthed og værdighed” er en præcis analyse af, hvad der er galt med Elias Ruklas eksistensform og med det moderne Norge.

Jo, amerikanerne har set rigtigt. Solstad er virkelig eminent, og ”Generthed og værdighed” er en perle af en roman.