Historien om håbets præsident bringer læseren langt ind i USA’s kulturhistorie

Første bind af Barack Obamas uhyre velskrevne erindringer afslører ikke nyt om hovedpersonen, men bringer læseren tæt på det land, han er et produkt af. ”Et forjættet land” er i bedste forstand amerikansk outsiderlitteratur

Første bind af to af Barack Obamas erindringer om årene i Det Hvide Hus udkommer i dag samtidig på 25 sprog verden over. – Foto: Jonathan Ernst/Reuters/Ritzau Scanpix.
Første bind af to af Barack Obamas erindringer om årene i Det Hvide Hus udkommer i dag samtidig på 25 sprog verden over. – Foto: Jonathan Ernst/Reuters/Ritzau Scanpix.

”For hvad?”

En søvndrukken Barack Obama var ét stort spørgsmålstegn, da han blev vækket en tidlig morgen af en nær medarbejder med beskeden om, at han havde modtaget Nobels Fredspris.

I den anden side af sengen var Michelle også vågnet, mumlede et ”det var da dejligt for dig, skat” og sov så videre.

Obama var ikke ene om at være forundret. Han var stort set nyvalgt som præsident og havde hverken skabt fred i et også dengang splittet USA, eller i Mellemøsten, som var dét, han fik prisen for. Men det siger alt om håbet, som en ivrig verden investerede i Obama, at han kunne modtage fredsprisen så at sige på forventet efterbevilling.

Scenen i sengen optræder i første bind af den tidligere præsidents uhyre velskrevne erindringer om præsidentårene, der udkommer i 25 lande i dag.

”Et forjættet land” er ventet med kolossal interesse, ikke mindst af kriseramte boghandlere i USA, der håber, at den sikrer julesalget for dem. Det vil i så fald være fuldt fortjent. Som bog betragtet er dette første bind vellykket. Den er klart disponeret, veksler mellem de indenrigs- og udenrigspolitikske højdepunkter i Obamas otte år, rummer mange oplysende scener og præcise karakteristikker, er klassisk fremadskridende med jævnlige og altid relevante tilbageblik i amerikansk historie, og er kun enkelte steder for lang i spyttet. Obama er en detaljerners mand, og man lever fint uden at vide helt så meget om forhandlingerne om sundhedsreformen, som vi oplyses om her.

Stilistisk set har Obama et skarpt blik for de sigende detaljer. Her fortæller han om sin økonomiske toprådgiver og tidligere Harvard-direktør, Larry Summers:

”Hans manglende interesse for de finere nuancer i omgange med mennesker udstrakte sig også til hans som regel sjuskede udseende, hvor den omfangsrige vom indimellem tittede frem fra skjorten, som manglede en knap, og der sad ofte en distraherende tot skæg tilbage under hans næse, fordi han ikke gik forfærdelig meget op i at barbere sig.”

Om den franske præsident Sarkozy lyder det med en anden karakteristisk vidende observation:

”Sarkozy var specialist i følelesesudbrud og overdreven retorik. Hans mørke, udtryksfulde og svagt mediterrane træk (han var halvt ungarsk og kvart græsk-jødisk) samt ringe højde (han var cirka en femogtres, men gik med indlæg i skoene for at se højere ud) fik ham til at ligne en figur på et maleri af Toulouse-Lautrec.”

Så er det bare at håbe, at læserne ved, hvem den franske kunstner er, men det regner Obama med, at vi gør. Side for side taler han til det bedste i sin omverden, ja, hvis der er noget, som bogen mangler, er det vrede og ubehag over de politiske modstandere, som alle ved gjorde livet surt for præsidenten undervejs.

Men det preller tilsyneladende af på ham. Han vil se de bedste i sine medmennesker og i sit land. Bogen gennemsyres af idéen om amerikansk exceptionalisme: At USA er et særligt land, der har til opgave at gøre verden til et bedre sted, og at, hvis det fejler, lærer af fejlen og arbejder endnu hårdere i morgen på at sikre fremskridt og demokrati.

Undervejs i fortællingen om livet i Det Hvide Hus dukker også en klædelig selvkritik op. Obama overvejer, om hans arbejdsiver, der skaber kriser i ægteskabet, skyldes, at han vil anerkendes af sin far, der tidligt forlod familien.

Han tænker også på, om hans kritikere har ret, når de siger, at han er for naiv og ikke ser, at politik er et beskidt spil med megen lille relation til de luftige idealer, som USA er bygget på. Er han overhovedet en rigtig politiker? Forholdet til de to døtre hører vi også meget om: Er han for meget væk?, står Michelle for ofte alene med det hele?, hvordan påvirkes de af skoleskift og sikkerhedsfolk?

Noget generalopgør med egne brister lancerer Obama dog ikke. Og faktisk tror man ham. Han er en mand af principper, der kigger fremad. Heri ligner han myten om sit land. Han tror fuldt og fast på ”den mulighed, Amerika er”, som han skriver i forordet.

Var han for højt hævet over det politiske spil? Var han for detaljeorienteret og ubeslutsom? Meldte han klart nok ud i racismedebatten? Indfriede han alle de håb, verden investerede i ham, og som han selv markedsførte under kampagnesloganet ”Yes We Can”? Skabte han fred i Mellemøsten? Nej. Med valget af Donald Trump som efterfølger blev alle tvunget til at se anderledes på dét land, som i hvert fald eliten og de politiske kommentatorer troede, de kendte.

Men som kulturel figur er Obama fortsat uhyre interessant, og hans erindringer stiller samme spørgsmål, som også Ida Jessen kredser om i sin nye roman, den jyske western ”Kaptajnen og Ann Barbara”: Er der en grænse for psykologiseringen? Spiller principper og håb for fremtiden mon en større rolle i dannelsen af mennesket, end vi har troet i Freuds og eksistentialismens tidsalder med fokus på brud i barndommmen og værdinihilisme?

Obama fik det første ord i denne anmeldelse af hans erindringer, og han får også det sidste, for med denne passus placerer ”Et forjættet land” sig i dén tradition for outsider-litteratur, der er så stærk i USA. Dermed også sagt, at denne bog nok handler om politik, men i høj grad også om kultur – at den som alle gode bøger kan læses på flere måder:

”Mit Amerika var Thomas Edison og Wright-brødrene, der gav drømmene vinger, det var Jackie Robinson, som napper sidste base. Det var Chuck Berry og Bob Dylan, Billie Holiday i ’Village Vanguard’ og Johnny Cash i ’Folsom Prison’ – hele den lange række af outsidere, der så alt det, andre havde overset eller kasseret, og forvandlede det til noget smukt og enestående nyt”.

Her kan du læse et uddrag fra Barack Obamas "Et forjættet land".