Historien om, hvordan Lemberg igen kom på vore hænder, er uundværlig

Topadvokat fortæller igennem et vældigt historisk detektivarbejde om tilblivelsen af juraen omkring Nürnberg-processerne

Det hele udvikler sig til et indirekte studie i oprindelsen til kernebegreber i folkeretten og minder os om, at den i dette tilfælde ofte handlede om, hvordan man kunne begrænse statens almagt over for mennesker og grupper.
Det hele udvikler sig til et indirekte studie i oprindelsen til kernebegreber i folkeretten og minder os om, at den i dette tilfælde ofte handlede om, hvordan man kunne begrænse statens almagt over for mennesker og grupper. .

”Lemberg er stadig på vore hænder!”. Sådan lød det i en overskrift i Neue Freie Presse under Første Verdenskrig, men skulle ifølge litteraten Volker Weidermann senere blive forfatteren Joseph Roths kampråb – også længe efter at byen ikke længere var en del af det Østrig, Roth elskede så intenst. Det blev siddende i ham som mytologi, som mindet om en tabt tid, som en definerende modpol til et Europa, østjøden Roth skulle lære at kende som nazismens og krigens, inden han døde af druk i Paris i 1939. Lemberg hedder nu Lviv og ligger i Ukraine, og i en tid var det aldeles ikke på ”vore hænder”. Lidet skulle Joseph Roth komme til at vide, hvor vigtigt hans kampråbs fortsatte sandhedsværdi kunne have været. Og hvor afgørende Lemberg senere er blevet. Alt det fortæller den britisk-franske advokat og folkeretsprofessor Philippe Sands (født 1960) i sin mastodontiske ”Fra Øst-Vest-Gaden til Nürnberg”, der allerede har vundet en række udenlandske bogpriser og er blevet hyldet af så forskellige typer som John le Carré og Bernard-Henri Lévy. Det kan man (i lige dette tilfælde) roligt tage for gode varer.

Sands morfar Leon Buchholz blev født i Lemberg i 1904 og endte sine dage i Paris i 1997. På en forelæsningstur til netop Lemberg gik det op for Sands, hvilken historie Lemberg og Leon kunne være kilden til: Leons jødiske familie talte omkring 70 mennesker i tiden før Anden Verdenskrig. Han var den eneste, der overlevede.

Med udgangspunkt i hans sparsommelige efterladte fotografier og breve begynder Sands og læserens omfattende, detektiviske rejse på vej frem og tilbage i tid med udgangspunkt i opklaringen af en række menneskeskæbner.

Det var nemlig ikke kun Leon, der havde noget at gøre med Lemberg. Faktisk var de to ophavsmænd til begreberne om henholdsvis ”forbrydelser mod menneskeheden” og ”folkedrab” begge jøder og begge forbundet til Lemberg. Den senere folkeretsprofessor Hersch Lauterpacht blev født få kilometer fra byen, og familien flyttede dertil, da han var 14 år. Advokaten Raphael Lemkin flyttede til byen i 1921, og de studerede begge jura på byens universitet.

Bogen forsøger at opspore disse mænds skæbner med et væld af dunkle bipersoner, der hovedsageligt dukker op på ukendte fotografier, og den gør det med dragende udgangspunkt i Lemberg. Begge jurister fulgte de senere Nürnbergprocesser intenst, og begge arbejdede de på at få skrevet deres eget begreb ind i folkeretten og få topnazisterne dømt efter det. Det skulle sikre, at man ikke længere kunne bruge deres juridiske læremestres evige argument: At man ikke kan blande sig i suveræne staters interne anliggender, selv hvis der pågår målrettet udryddelse af mennesker og/eller grupper.

Som en professor sagde til Lemkin: ”Hvis De blander dem i, at en mand slagter sine egne høns, er det jo også ulovlig indtrængen.”

Lauterpacht mente, at begrebet ”forbrydelser mod menneskeheden” bedst kunne bruges fremadrettet, fordi det i hans optik ville sikre, at man altid beskyttede enkeltmennesker. Lemkin mente, at begrebet ”folkedrab” ville være bedre: Staters udryddelser af borgere retter sig jo også ofte målrettet mod specifikke befolkningsgrupper.

At det netop var i Lemberg, at disse skæbner blev udformet, har ikke kun kulturhistorisk patos. Som Sands bemærker, skiftede kontrollen med byen otte gange mellem 1914 og 1944. Den var hovedstad i det østrig-ungarske kongedømme Galizien og led særligt senere under både tysk og sovjetisk herredømme. Det var også her, at en af nazisternes topjurister, Hans Frank, i 1942 foredrog længe om juridiske anliggender i det ”fremtidige” Tyskland. Han endte i galgen efter Nürnberg, og Sands er ikke bleg for at bringe et foto af hans lig efter hængningen.

Fortællingen er slående, fordi det fælles (Lemberg), det personlige offer (Leon Buchholz), heltene (Lemkin og Lauterpacht) samt ondskaben selv (Hans Frank) alle bliver til en del af en historisk bogs intime persongalleri. Eksempelvis på en rejse til Nürnberg med Hans Franks søn, der fortæller, at han er ”modstander af dødsstraf lige bortset fra til min far”.

Det hele udvikler sig til et indirekte studium i oprindelsen til kernebegreber i folkeretten og minder os om, at den i dette tilfælde ofte handlede om, hvordan man kunne begrænse statens almagt over for mennesker og grupper. Skellet mellem individ og gruppe bliver til tider kunstigt, og Sands er tydeligvis en dygtigere fortæller og detektiv end en stor tænker. Juraen blegner i forhold til fortællingens kraft.

Samtidig lider udgivelsen på dansk under enmands-forlaget Valdemars formaliaslaphed. Men historien om, hvordan Lemberg igen kom på vore hænder, er uundværlig.