Hvem er dansk? Hvad er dansk? Og hvad er danske værdier? For alle, der ikke har stukket sig på tenen og slumret i de seneste 20 år, har den politiske debat været ikke blot præget, men bestemt af sådanne spørgsmål. Globalisering og indvandring har sat spørgsmål ved vores nationale identitet. Man har også talt meget om nationalismens genkomst, og selvsamme genkomst har været akkompagneret af mindst lige så mange ivrige benægtelser – ikke mindst i akademiske kredse – af det nationales relevans, etiske værdi og realitet.
Det nationale er paradoksalt nok blevet noget, der splitter. Og forvirringen om det nationale handler ikke kun om dets værdi og relevans, men også dets essens. Mens én fløj kun kan sige nation, hvis det omkranses af gåseøjne, og afskriver hele foretagendet som en konstruktion, er der på en anden yderfløj en bestræbelse på at reducere nationalitet til etnicitet. Tanken synes at være, at hvis vi ikke kan lukke grænserne, kan vi i det mindste lukke folket.
Med al den strid og forvirring in mente er det på høje tid, at Aarhus Universitetsforlags Tænkepause-serie er nået til begrebet nationalitet. Onde tunger ville hævde, at sendrægtigheden afslører, at det endnu ikke er helt kosher at beskæftige sig med den slags på bjerget. Lysere sind kan glæde sig over, at den nu foreligger i form af historikeren Michael Böss’ ”Nationalitet”, der er en meget klar, letlæst og yderst relevant fremstilling af nationalitetsbegrebets indhold og blivende relevans.
Der tales og skrives meget om humaniora i disse tider, hvor sparekniven atter svinges over de hellige haller. Nationalitet er en påmindelse om, hvad humanistisk videnskabsformidling kan, når den bare vil: skabe klarhed i uklarheden og løfte den politiske debat ud af skyttegravene og ind i forsamlingshusene, hvor vi rent faktisk kan begynde at tale sammen igen.
Man støder i debatten om det nationale tit på en forestilling om en ret håndfast modsætning mellem på den ene side nationen som en etnisk kategori og på den anden nationen som en ren politisk eller formal-juridisk kategori.
Den sidste position kaldes ofte stats- eller forfatningspatriotisme og opfattes generelt mere positivt end den førstnævnte. Her er det tiltroen til bestemte værdier, eller Grundloven og den institutionelle orden, som binder et folk sammen.
I virkeligheden er sådan en opfattelse af det nationale dybt problematisk, hvis man tør ridse lidt i overfladen. Hvis det nationale først og fremmest bygger på fælles værdier, så kan det dårligt rumme politisk uenighed. Et nationsbegreb, der først viser sig som vældig åbent, afslører sig snart som udtryk for åndelig ensretning. Det nationale virker jo, fordi det binder os sammen på trods af alle de ting, der adskiller os. Det er før-politisk.
Dette forhold viser Michael Böss stor forståelse for, når han skriver:
”Nationalitet er altså ikke kun en følelse. Den er heller ikke kun et statsborgerskab eller en rationel overbevisning. Den er også et sindelag, som kommer til udtryk i handlinger, holdninger samt i hjertets og kroppens sprog.”
En anden måde at udtrykke dette på er, at det nationale er kulturelt funderet. Når Böss ikke i øvrigt læner sig meget op ad kulturbegrebet i sin bog, skyldes det muligvis hans udtrykkelige forsøg på at distancere det nationale fra det etniske. Det gør han naturligvis ret i, i den forstand at det nationale netop overskrider det etniske. Eller for at blive mere konkret: Du kan godt blive betragtet som dansker (også i mere end ren juridisk formel forstand) uden at være etnisk dansk. Dette er en både korrekt og sympatisk indstilling.
Alligevel slipper Böss lidt for nemt omkring den vanskelige debat om forholdet mellem det etniske og det nationale. For selvom det nationale overskrider det etniske, så har det nationale i mange tilfælde en klar etnisk dimension eller etniske rødder.
De moderne nationale identiter, der bygger på forestillingen om folkesuverænitet, er typisk vokset ud af etniske identiter. Dette må man rimeligvis indrømme, også selvom man lægger vægten på det kulturelle frem for det etniske i snæver forstand – det vil sige som afstamning. Når Böss selv placerer den ubeviste kulturelle samhørighed helt centralt i det nationale, er vi allerede et sted, hvor det bliver klart, at det nationale så at sige hænger på det etniske i bred forstand eller i hvert fald på en dyb historisk kontinuitet.
Det forhold betyder på den ene side, at det nationale står i fare for at degenere til etnisk tribalisme, og på den anden side at det nationale mister en væsentlig del af sin funktionalitet, hvis den i for høj grad overskrider det etnisk funderede kulturelle fællesskab.
Det er netop derfor, nationer ikke uden videre kan påføres ovenfra og ned, men, som Böss også gør opmærksom på, udvikles både oppefra og nedefra. For mig at se er det egentlig dette forhold, der står i centrum af vor tids debat om det nationale, og her kunne den ellers udmærkede bog godt have vovet lidt mere.