I 2012 udkom samleværket ”Lutherbilleder i dansk teologi 1800-2000” (red. Niels Henrik Gregersen), som på trods af titlen faktisk begynder i 1500-tallet.
Så det er ikke helt rigtigt, når omslaget på dr.theol. Martin Schwarz Laustens ”Luther og Danmark i 500 år” kundgør, at denne bog er uden sidestykke i dansk kirkehistorie, men rigtigt er det, at Laustens bog giver et alsidigt billede af, hvordan Reformationens tanker er blevet forvaltet herhjemme.
Man føler sig som læser godt behandlet på denne rundvisning i tableauet af fortid og nutid.
Lausten giver undervejs en kirkehistoriker dette skudsmål: ”Stilen var let og forståelig, et godt og på den tid sjældent eksempel på, hvorledes en teologisk professor kunne formidle forskningen.”
Denne karakteristik kunne også gælde Lausten. Han hører nok til de to-tre danskere, der ved mest om Luther, og det fremgår da også af bogen, at han for et halvt hundrede år siden bidrog til et særtillæg i Kristeligt Dagblad om netop Luther.
På fransk taler man om at være plus royaliste que le roi – mere kongesindet end kongen selv. Den mentalitet synes at have præget hertug Christian, der i 1528 i Haderslev krævede, at præsterne giftede sig, og hvis de ikke ville, skulle de forklare sig over for hertugen. Som Lausten påpeger, fremlagde hertugen Luthers tanker om præsteembedet i en stejl, kategorisk diskurs, som lå ret langt fra Luther.
Kong Christian den Tredje var under Reformationen til gengæld i tæt forbindelse med Martin Luther, der støttede kongen i beslutningen om at sætte landets katolske biskopper i spjældet, da de havde misbrugt deres embede til at politisere. Faktisk blev bispetitlen en overgang erstattet af betegnelsen ”superintendent”.
Endnu mere opsigtsvækkende var det dog, at samtlige katolske præster beholdt deres embeder, skønt de den 30. oktober 1536 alle skulle være lutherske, men så tillod myndighederne også, at præsterne oplæste andres prædikener i begyndelsen.
En direkte konsekvens af Reformationen blev, at de fattige fik det dårligere. For selvom den indflydelsesrige biskop Peder Palladius opfordrede til at give almisser til de fattige, fulgte folk ikke opfordringen i samme omfang som tidligere, hvor almisser kunne sikre giveren en kortere tid i skærsilden. Nu skulle man give af ren næstekærlighed, og det var knap så motiverende. Men det er et konkret eksempel på, at Reformationen svøbte Danmark ind i en ganske ny forståelse af kristendommen.
Søren Kierkegaard betonede betydningen af, at Luther havde fundet det mere væsentligt at være trofast mod evangeliet end loyal over for paven, selvom han beklagede, at Luther endte som ”en livsglad verdensmand. I stedet for fattigdom, bøn og faste satte han vin, kvinde og sang!”.
Og 50 år senere fremdrog præsten Mads Christian Jensen adskillige skriftsteder, der modsagde Luthers påstand om, at frelsen helt er overladt til Gud – mennesket må også selv bidrage. Jensen angreb ligeledes Luther for at sætte sig selv i centrum, blæse kirkehistorien en hatfuld og glemme alt om, hvordan teologien var blevet formet på koncilierne.
Lausten skal roses for den utrættelighed, hvormed han har slidt sig igennem det ene kirkehistoriske arkiv efter det andet.
Skal man dryppe en dråbe malurt i bægeret, må det gælde den ejendommelighed, Lausten mod slutningen af bogen udvikler til at rejse spørgsmål, som hensætter læseren i undren.
Lausten forklarer således, at Luther ønskede, at den verdslige øvrighed skulle skabe rammerne for den evangeliske forkyndelse, hvorpå forfatteren udbryder: ”Er det dette, som verdslig øvrighed gør nu over for folkekirken?”.
Ja, det ville læsere da gerne høre Laustens mening om – også fordi man fornemmer en sarkastisk undertone i spørgsmålet. Men forfatteren iler videre med et nyt emne.
Til allersidst understreger Lausten, at man ikke kan bebrejde Luther, at eftertiden har misbrugt ham: ”Eller kan man? Bærer Luther ikke et vist ansvar for virkningerne af det, han har skrevet?”. Se, det er jo et centralt spørgsmål, som Luther-eksperten nok har en mening om, men som han her afhandler på diskretionær facon.
For den læser, der kan pejle sig frem til det dramatiske i en kølig og udramatisk beretning, er Martin Schwarz Laustens fremstilling om Danmarks forhold til Luther gennem 500 år imidlertid meget læseværdig.