Historien om Novo handler om både idealisme og magt

Hanne Sindbæks bog om Danmarks største virksomhed er oplysende læsning

Novo Nordisk sikrer i dag 88.000 danske arbejdspladser. Her ses virksomhedens hovedkvarter i Bagsværd. –
Novo Nordisk sikrer i dag 88.000 danske arbejdspladser. Her ses virksomhedens hovedkvarter i Bagsværd. – . Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix.

Novo Nordisk er ikke bare Danmarks uden sammenligning største virksomhed. Det er også virksomheden, der begynder idealistisk, ja rørende, opsplittes i to af konflikter og samles igen for så atter at dele sig, dog kontrolleret og i enighed.

Det begyndte med Nobel-pristageren August Krogh. Han kom i 1922 hjem fra Canada med en tilladelse til at fremstille det nyopdagede stof insulin fra bugspytkirtler. Det gjorde han af idealistiske grunde, og det er rørende, at en af de første, insulin hjalp i Danmark, var hans kone, Marie: Hun havde fået sukkersyge kort tid før turen til Canada. Produktionen tog Hans Christian Hagedorn sig af. Han var ikke idealist i det private og opbyggede en patriarkalsk ledet virksomhed, der tjente penge på sit insulin-produkt, men ellers gik i stå. Hagedorns diktatoriske ledelsesstil fik to nøglemedarbejdere til at forlade Nordisk Insulin allerede i 1924. De opbyggede så virksomheden Novo. Den var helt anderledes end Nordisk Insulin. På Novo samarbejdede – og stredes – familier, firmaet tog på fælles skovtur til Dyrehavsbakken, mens Nordisk Insulin gik på restaurant i smoking, og Novo fik arkitekten Arne Jacobsen til at bygge stilrene og medarbejdervenlige bygninger. Stolen Myren er designet til Novos kantine.

De forskellige ledelsesstile og kulturer gav forskellige resultater. Novo blev den innovative virksomhed, der udviklede nye mediciner og specielt også enzymer. Når vi vasker i Bio-tex eller drikker Pepsi eller Coca Cola, er vi tæt på Novos enzymer. De sørger for vaskeeffekten og sukkersmagen. Bogen beskriver situationen midt i 1960’erne således: ”Mens Nordisk stadig haltede af sted på sit ene (insulin)ben, så udviklede Novo sig således til et sprintende tusindben.”

I 1989 fusioneredes de to firmaer til en medicin- og enzym-kæmpe. Navngivningen er et særligt problem ved fusioner, men her viste latin-kundskaber deres værdi. Begge firmaer ville have deres navn forrest, men Nordisk-direktør Brennums kloge kone, Kirsten, sagde til ham: ”Lad bare Novo stå først. Det er jo latin for ny – så Novo Nordisk betyder Ny Nordisk.” Ret hurtigt efter fusionen udskiltes enzym-produktionen så i Novozymes.

Et stort firma, der fremstiller medicin og enzymer, også ved genmodificerende teknikker, er følsomt over for kritik, og Novo Nordisk var et af de første danske firmaer til at formulere værdier og indføre et socialt og et økologisk regnskab. Her kæmpede Lise Kingo, der noget utraditionelt for sådan et firma har studeret religion og oldtidskundskab, hårde kampe. Økonomerne forstod det ikke altid, men resultatet var formodentlig godt for Novo. Lise Kingo bestrider nu en toppost i FN.

Nyere tid er beskrevet meget detaljeret, men alligevel er det for det meste spændende at læse om en verden, hvor et firma ekspanderer fra en milliard (1997) til 110 milliarder (2015) i omsætning, og hvor ledelsen indimellem må lukke et medicin-projekt, der har kostet 1,65 milliarder kroner. I dag sikrer Novo 88.000 danske arbejdspladser og betaler 10,5 milliarder i skat. På August Kroghs tid blandede apotekerne selv medicinen i baglokalet, nu er medicin virkelig big business – og meget, meget bedre.

De fleste danskere kender Novo bedst i det offentlige rum. Vi møder den alle, pressen behandler den kritisk, og den lovsikrede gennemsigtighed i offentlig virksomhed giver offentligheden særlig indsigt.

Så er det spændende at se vilkårene i erhvervslivets top. Kreativiteten, konservatismen, dygtigheden, fejltagelserne, pengerigeligheden i nogle perioder, hurtige og konsekvente fyringsrunder i krisetider.

Novo Nordisk har det hele, og hertil var firmaet næsten et arvemonarki. Direktør Hallas var gift med en af grundlæggernes datter, og næste direktør, Mads Øvlisen, var Hallas’ svigersøn.

Det ville ikke gå i det offentlige, men virkede fint i Novo Nordisk.