Som dreng elskede jeg at besøge Bakkely. Det var et dejligt, okkergult hus på en bakke omkranset af blomstrende marker og skov til alle sider.
På højdedraget var der klipper, og der voksede mængder af snehvide stenbræk, blæresmælder, sankthansurt og cyklamenrøde tjærenelliker. Og i den varme, sydvestvendte have groede et væld af krydderurter, figner og artiskokker, som sammen med husets okkergule kalk, stenene, skulpturerne og reliefferne gjorde hele stemningen sydlandsk. Som en bid af Italien flyttet til det lille, venlige bakkedrag en kilometer nordvest for Olsker på Nordbornholm.
Her boede Ole og Karin Christensen med deres små piger Marie og Anne, og senere kom Per til. Marie, der var et par år yngre end jeg, blev min bedste ven, som jeg så tit, det var muligt, gik på opdagelse med i naturen omkring huset.
Ole og Karin flyttede til Bornholm i 1958. Ole var billedhugger, og Karin er keramiker. Det unge par var to blandt mange kunstnere, der valgte at slå sig ned på Bornholm i 1950’erne. Mine egne forældre var et andet kunstnerpar. De kom til Bornholm i 1954, hvor de bosatte sig blot én kilometer nordvest for Bakkely i huset Damly i bunden af den store, smukke og brede spækkedal, som gennemstrømmes af Kampeløkke Å.
Der var mange andre: Pipin Henderson og Svend Brandt Møller bosatte sig ved fyret på toppen af Hammerknuden, Niels og Kis Østergaard slog sig ned på et højdedrag midt i en vild skov, Birgit og Peder Gilkær fandt et hjem ved Tejn Å, Arne og Tulla Ranslet købte et hus på den høje vestkyst med vid udsigt over Østersøen mod Sverige - for blot at nævne nogle. Og kunstnerne mødtes på kryds og tværs, og navnlig Sankthans blev dyrket, når vi hver sommer på skift holdt vældige og meget muntre midsommerfester til den lyse morgen.
Ole var den praktiske og myreflittige, og han kunne spille harmonika. Voksne, der mestrer et instrument, gør altid et stort indtryk på børn, og Ole var ingen undtagelse.
Ole Christensen blev født den 8. januar 1932. Han var søn af bagermester Ejnar Peter Christensen og ekspeditrice Olga Klara Kristine Olsen i København, og i drengeårene kom han meget hos sin farfar og farmor i Hasle. Hans bedstefar var stenhugger og huggede brosten i Vang. Det var en spændende verden, og Ole blev tidligt grebet af stenenes magi og af håndens forbavsende evne til at kunne forme den hårde granit om til evighedssten med menneskeaftryk.
Efter syvende klasse kom han i stenhuggerlære i København og fik svendebrev i 1951 blot 19 år gammel. Under læretiden havde Ole været flittig med at tegne og modellere. Evnerne var så store, at han blev optaget på Kunstakademiets billedhuggerskole, hvor han især blev undervist af Einar Utzon-Frank og Mogens Bøggild og deltog på rejser sydpå med akademiet. I akademiets have fremstillede han efter model den godmodige Sjoske - en siddende kongepuddel i granit. Den alvorlige hund sad i mange år klippefast for enden af vejen ved huset på Bakkelybakken, hvor den stille og kærligt tog imod os uanset, om familien var hjemme eller ej. Værket er stadig i familiens eje.
På Kunstakademiet mødte han Karin Høj, som han giftede sig med i 1956. I 1958 købte de Bakkely i Olsker, hvor de arbejdede og levede. Karin bor i dag i Tejn ved kysten syd for Allinge-Sandvig, og Bakkely er overdraget til børnene.
Livet som kunstner var hårdt. Der skulle slides for det daglige brød, og indtægterne var stærkt svingene. Men det var et spændende, frit og selvstændigt liv ude på landet, hvor vi som små havde forældrene hjemme. Som børn var vi tæt på det hele - kunsten, naturen, haven og livet på landet under årstidernes skiften. Jeg tænker altid på min barndom som fuld af magi og umådelig rig.
Sådan var det ikke mindst på Bakkely. Der var en duft af sten og ler og gips og jord og kalk, og Ole var altid i gang med jernstænger, taljer, trykluftbor, hammer og mejsel. Vi havde fri adgang til værkstedet, blot vi ikke rørte hans igangværende arbejder, der undervejs kunne være sarte og bløde og følsomme.
Det var, på samme måde som i min fars atelier, som at være i troldmandens hule. Bakkely var fuld af eventyr og trylleri. Her stod råmaterialet - stenblokke i alle størrelser, former og farver inde og udenfor, og her var pakker med ler af mange typer med og uden chamotte, der er det brændte lergranulat, man tilsætter for at forhindre leret i at revne under brændingen. Og på hylderne var der anbragt små værker i ler og sten og gips og bronze og et mylder af små lermodeller af skulpturer, som Ole havde hugget eller havde planer om at hugge i store formater. Mellem det hele havde Ole og Karin anbragt naturalier af mange slags, især frø og frøstande. En hel hylde med frodige, tørrede kapsler af opiumsvalmuer fangede i særlig grad min opmærksomhed. De birkesholdige kapsler er så smukke og livsbekræftende, og de varierer lystigt i formen.
Ole knoklede med stenene og leret,som gjaldt det livet. Det gjorde det jo også, og belønningen var stigende indtægter, masser af opgaver og hædersbevisninger i form af arbejdslegater fra Statens Kunstfond og tildeling af Eckersbergs-medaljen i 1984. Ole havde en karisma, der gjorde et kolossalt indtryk på os børn. Vi holdt meget af hans djærve, lidt skråsikre, men altid kærlige københavnske stemme, hans hang til højlydt latter, hans skæg, harmonikamusik og murerkasket. Ole Billedhugger.
Foran huset, mod sydvest, stod en afstøbning af en stor døbefont fra Middelalderen. Ole holdt af at se os kravle omkring på skulpturerne, og vi sad tit i døbefonten og følte os både heldige og hellige. Lidt længere væk var et kæmpemæssigt bygkorn hugget i granit. Det var anbragt vandret på en sokkel, så det kunne dreje rundt som en karrusel. Vi nød det og anede ikke, at det var et maltbygkorn og en ikonisk hyldest til øl og frugtbarhed.
Frugtbarhed og erotik er en rød tråd i Oles værker, men det tænkte vi ikke på som børn. Vi var bare tiltrukket af skulpturernes afrundede former og deres tilsyneladende blødhed, som Ole var mester i at tilføre granitoverfladen med sin ihærdige behandling. Skulpturerne indbyder umiddelbart til kærtegn.
"I voksenalderen blev frugtbarhedssymbolerne indlysende. Der er tegn og mere eller mindre åbenlys erotik overalt, og ingen anden end Ole Billedhugger kunne vel finde på at hugge en madras i granit med et sådan smig og med en sådan overflade, at man får lyst til at kaste sig hovedkuls på den. Skulpturen burde næsten være forsynet med en advarsel.
Nogle af skulpturerne er naturalistiske, andre fabulerer mere frit over former og fænomener. Der er spirer, der er frugter, der er frø, der falloser og det modsatte, der er parring i større eller mindre abstraktion. Skulpturerne er inspireret af vækst og formering i naturen, af erotik og af antikkens former og symboler, som Ole var meget optaget af.
Ole var flittig og produktiv lige til den dag, han pludselig ikke var her mere. Den 2. oktober 2000 svigtede hans hjerte. Urimeligt tidligt. Bornholms store billedhugger blev blot 68 år.
Ole Christensens skulpturer er i dag opstillet og beundret i hele Danmark. På et tidspunkt blev den store grund omkring familiens hus sikret som naturområde og skulpturpark, og her er et stort antal af Oles skulpturer opstillet i dag. Dér - i samspil med naturen og det skiftende vejr omkring værkernes fødested - kommer de frugtbare former og symboler rigtigt til deres ret. Området er privat, og man må ikke køre i bil dertil. Men der går en cykel- og vandrerute lige forbi stedet, hvor gæster, der passerer, møder et skilt om Ole og næppe kan lade være med at stoppe op og beundre værkerne. Som en gave til os alle, slår familien græsset omkring skulpturerne og holder opvækst af buske og træer nede, så man kan gå på opdagelse i Oles univers. For dele af parken er åben.
Af og til bliver nogle af værkerne lånt ud til udstillinger. Og en del er til salg, så der bliver færre skulpturer med årene. Familien er glad for området med alle værkerne, men stedets fremtid er ikke afklaret. Indtil videre er vi mange, der er så heldige at kunne glæde os over Ole Billedhuggers skulpturer, som optræder lyslevende ude i landskabet omkring det gule hus på bakken.
Jeg var forbi for nylig og synes, jeg kunne høre hans latter runge ude i den intime tåge, som fik værkerne til at præsentere sig på en helt ny måde.