Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Anmeldelse

Historien om tyveri på Rigsarkivet skal læses med skepsis

3 stjerner

”De forsvundne nazidokumenter” er en bog, man bør læse, hvis man interesserer sig for sagen. Men det er ikke en bog uden problemer

En forårsdag i Københavns byret faldt der dom i en af vor tids mest spektakulære tyverisager. Et stort antal dokumenter var frem til 2012 stille og roligt forsvundet fra Rigsarkivet. De fleste af disse dokumenter havde relation til en af de mørkeste og mest konfliktfyldte episoder i nyere dansk historie: besættelsestiden og mere præcist til de danskere, der forrådte land og folk og gik i besættelsesmagtens tjeneste.

Deres begrundelser var forskellige, deres historier ligeså. Mange forsøgte efter krigen at bortforklare og bortretouchere. Nu var en stor mængde sagsakter forsvundet fra vores kollektive hukommelse og sat til salg i hermetisk lukkede miljøer bestående af maniske samlere og nazi-nostalgikere.

Men retssagen blev mindre spektakulær. De tiltalte, Henrik Irdan og Kim Dorph Vinther, erkendte sig næsten omgående skyldige i at have stjålet og videresolgt arkivalierne. De indkaldte vidner kunne drage hjem. Sagen var lukket. Og det var vel så det?

Ikke ifølge politimanden Martin Q. Magnussen, som i sin tid var med til at gøre Rigsarkivet opmærksom på tyveriet, og som i sin bog ”De forsvundne nazidokumenter” rejser en meget hård kritik af såvel Rigsarkivet som Københavns politi. Anklagen er kort sagt, at omfanget af tyverierne var langt større end såvel Rigsarkivet som politiet ville erkende, og konfronteret med oplysninger i den retning har begge institutioner reageret med en art fornægtelse.

Bogen har allerede fremkaldt ret voldsom debat om tyveriet, myndighedernes håndtering, og af Martin Q. Magnussens egen rolle i affæren.

Tonen bliver allerede slået an på bogens allerførste side, hvor Rigsarkivet fremtræder således: ”Over den store trædør stod der ’Generalstaben’ som et levn fra gamle dage. Jeg gik ind og op ad trappen og svingede til venstre. Lige inden for døren sad en af arkivets medarbejdere. Jeg sagde godmorgen og fornemmede den støvede lugt og den intense stilhed mellem de metertykke mure.”

Altså en hengemt, næsten jordslået verden, ude af takt måske med verden udenfor. Det kunne være en introduktion til 1990’er-julekalenderen om nissen Pyrus. Scenen kontrasteres med det, Magnussen efterfølgende ser, nemlig at to muskuløse og tatoverede mænd med blankpolerede isser i selvsamme øjeblik var i færd med at stjæle arkivalier – uden at nogen ænsede det.

Her ligger Magnussens ene grundanklage mod Rigsarkivet, nemlig at man har været umådeligt naive. De to tyve, hvor den ene havde rockerforbindelser, lignede ikke normale arkivbrugere og opførte sig ikke som normale arkivbrugere.

Alligevel kunne de besøge læsesalen langt over 100 gange igennem en årrække, uden at nogen gjorde andet end at glæde sig over den voksende diversitet på læsesalen. Derudover anklages daværende rigsarkivar Asbjørn Hellum for at have forsøgt at underspille alvoren af tyverierne ved i 2012 imod sagens kendsgerninger at hævde, at alt stjålent materiale var fundet, og at man ville få det tilbage. Det var forkert.

Mindst lige så hårde er anklagerne mod Københavns Politi. Ifølge Magnussen tog de overhovedet ikke tyveriet alvorlig, før pressen bliver inddraget i sagen. Sagen var blevet parkeret hos en ung politielev. Man får indtrykket, at politiet ikke magter at skelne cykeltyverier fra anslag mod samfundets bærende institutioner. Desuden oplever Magnussen direkte og udtalt fjendtlighed fra Københavns Politi, da han i en note gør opmærksom på, at en navngiven betjent er blandt dem, der har købt stjålne arkivalier. Set fra denne anmelders stol må anklagerne mod politiet bide hårdest, da de dels – i det omfang Magnussen har ret – peger på en stærkt problematisk kammeratkultur i Københavns Politi, dels en fuldstændig manglende forståelse for arkivernes betydning. Ja, politiets håndtering af sagen fremstår som et konkret udslag af det historieløse, demente samfund, vi lever i.

”De forsvundne nazidokumenter” er en bog, man bør læse, hvis man interesserer sig for sagen. Men det er ikke en bog uden problemer. Bogen skifter mellem en lidt sludrende talesprogspræget fremstilling af sagens forløb og nogle tungere gennemgange af detaljer vedrørende mere eller mindre tomme arkivæsker. Og måske fordi forfatteren eller forlæggeren alligevel har frygtet, at bogen ville blive for kort, teknisk og tør, er den så peppet op med nogle ret umotiverede fremstillinger af diverse østfrontsfrivilliges historier. Pointen er nok, at det er interessante sager, man kan læse om i arkiverne, og at arkivalierne derfor er vigtige. Men det fungerer ikke rigtigt.

Dertil kommer det principielle. Bogen rummer både analyser og påstande. Man kan være flink og kalde dem teser. Men når Magnussen et sted mere end antyder, at en afdød – ikke navngiven, men sikkert identificerbar – arkivmedarbejder skulle have været en slags insider (uden at følge denne tese op), virker det uheldigt. I sidste ende af bogen er et indigneret partsindlæg fra en politimand, der har lod i affæren. Det er ikke i sig selv problematisk, men nødvendigt at holde sig for øje. Rigsarkivet har i en længere, offentlig redegørelse problematiseret og tilbagevist en række påstande, som fremsættes i bogen. Den bør man nok også læse.