Prøv avisen
Bog

Historien om venskab og valg

Klaus Rothstein er en fin iagttager af mennesker, de sære og dunkle typer, som også hans essaysamling ”Ord og handling” fra 2013 viste, skriver Kristeligt Dagblads anmelder om ny bog. Foto: Tiderne Skifter

På en cykeltur gennem USA møder vi både en skydegal Vietnam-veteran, en venlig sherif og et aggressivt sprinkleranlæg. Men ikke mindst hører vi om de skilleveje, der for alvor afgør ruten

En stille, euforisk genkendelse breder sig i brystet, når man læser Klaus Rothsteins rejseessay ”Det der var”, om en cykeltur tværs gennem USA, 5000 kilometer fra Seattle til New York tilbage i 1982.

Den lille, ret lækkert designede retrobog, på størrelse med en baglommeguide, er ”genskabt erindring”, som der står. Dermed lander den det sted mellem poesi, konstruktion og virkelighed, hvor man muligvis kommer sandheden allernærmest. Eller snarere: hvor man kan se de tråde, der forbinder de enkelte hændelser og skaber en historie.

I Rothsteins tilfælde blev rejsen til historien om et venskab, der holdt op. Tilsyneladende uden grund. Det fortonede sig bare. Og det er blevet rejsebogens sarte omdrejningspunkt. At vi mødes og skilles, og at de afgørende linjebrud ikke altid kan forklares. Der er blot en strøm mellem to mennesker, der ikke længere strømmer. Måske er der ikke engang tale om et valg?

Det er der til gengæld i bogens andet tema, der netop associerer på det at vælge. I grunden mere som filosofisk overvejelse end som en erfaring, der gennemleves. Rothsteins bog er ingen rejseguide i livet, ingen eksistentiel dybdeborer. Den er en undren, en registrerende blues over det, der er. Og det, der var.

Genkendelsens sødme skyldes to ting. Dels at jeg selv har tilbagelagt den samme strækning for nylig, kender tilstanden, landskabet, vejene. Dels at Klaus Rothstein har så fint fat i den åbne port og upløjede mark, der hedder ”ungdommens poetiske klarsyn”. Hvor skønt at være i dette felt igen!

Klaus Rothstein går i gymnasiet, da rejsen begynder, har af sine forældre fået lov til at tage orlov (det var dengang!) og har lige læst Robert Frosts digt ”The Road Not Taken”, der handler om at stå ved en skillevej og om at vælge den mindst betrådte sti. Valget afgør livet. Og skoledrengen Klaus forstår digtet med hele den livsafgørende konsekvens, der er ungdommens klarsyn.

År senere erfarer forfatteren og kritikeren af samme navn, at sandheden ikke ligger i digtets indsigt, men i dets enkelhed. Også det er en væsentlig pointe.

Klaus Rothstein er en fin iagttager af mennesker, de sære og dunkle typer, som også hans essaysamling ”Ord og handling” fra 2013 viste. Her er det vennen W - som i øvrigt i sin kantede uudgrundelighed minder lidt om den nabo, der portrætteres i forrige bog. W er nogle år ældre, W kan aflæse kort og skyer, W kan grine, så jorden gungrer. W læser Thoreau. Og så har han en dæmonisk bagkant, der kommer til udtryk, når han mimer en bugtalerdukke eller dukker op som det nordamerikanske svar på den afskyelige snemand. Meget mere ved vi ikke om W. Men han fylder i det lille tomandstelt.

Selve rejseskildringen er, som man kan forstå, ikke det væsentligste i denne bog, selvom vi møder både en Vietnam-veteran, der skyder øldåser, og en katolsk præst, der velsigner. Det væsentligste er det, der er usynligt for øjet, som den lille prins vidste. Sådan er også dagbogen forsvundet, den dagbog, der hver aften omhyggeligt blev ajourført og altid siden er flyttet med. Fortabt i en svingdør som W. Tilbage er den usynlige skrift, trådene, der brister og binder det hele sammen.