Historien vi aldrig bliver færdige med

”Flugten til Nice” handler om en jødisk families forunderlige skæbne under den tyske besættelse i Frankrig

Brødrene Maurice og Joseph lever et lykkeligt barndomsliv i 1940’ernes Paris sammen med deres jødiske forældre, indtil nazisterne kommer til byen, og de må flygte til Nice. –
Brødrene Maurice og Joseph lever et lykkeligt barndomsliv i 1940’ernes Paris sammen med deres jødiske forældre, indtil nazisterne kommer til byen, og de må flygte til Nice. – . Foto: Gaumont Film.

Når jeg går ind i min lokale boghandel, er der flere hyldemeter med bøger om Anden Verdenskrig. Det er, som om vi ikke kan få nok af den krig, og der er historier fra den periode, vi aldrig bør glemme, deriblandt jødernes skæbne. Det er ikke længe siden, den danske film ”Fuglene over sundet” om de danske jøders skæbne i oktober 1943 gik i biograferne.

I samme periode i Frankrig blev også de franske jøder forfulgt af tyskerne, men der er store forskelle på begivenhederne i Frankrig og i Danmark. Hvor historien om de danske jøder endte som et lysende punkt i en mørk tid, er den franske historie anderledes mørk, og den er stadig noget af et tabuemne i Frankrig. Hele historien om Vichy-regeringen og deportationen af de franske jøder til udryddelseslejrene spøger stadig. Filmen ”Flugten til Nice” fortæller om et lille lyspunkt i den historie.

Den tager udgangspunkt i Joseph Joffos selvbiografiske roman ”En pose kugler”, der udkom i Frankrig i 1973 og på dansk i 1975. Her fortæller han om sin fars, mors og tre brødres skæbne under besættelsestiden.

Han er yngste søn af Anna og Roman Joffo, der bor i Paris, hvor faderen er frisør og har sin egen salon. Vi kommer ind i historien i januar 1942, hvor tyskerne holder befolkningen i et jerngreb. Især den jødiske befolkningsgruppe mærker de mørke tider. Uden for salonen er der et skilt, hvor der ”advares” om, at det er en jødisk forretning.

De to yngste sønner, Maurice og Joseph, går i skole, laver fis og ballade og slås, som drenge nu gør. Selv tyskerne laver de narrestreger med. Det er, som om situationens alvor ikke rigtig er gået op for dem. Det ændres, da tyskerne forlanger, at alle jøder skal bære den berygtede gule jødestjerne. Da forandres med ét slag deres skolegang. Kammerater, der ikke anede, at de var jøder, vender sig pludselig imod dem og kalder dem for ”jødesmovs”. På et øjeblik går alvoren op for drengene og især for deres forældre. De beslutter, at nu må der handles.

De to ældste sønner flygter med det samme mod Nice, og forældrene beslutter, at de to yngste, der vel er 12 og 14 år, skal flygte sammen. Senere vil forældrene komme efter.

Og så begynder turen gennem det tyskbesatte land og Vichy-regeringens område ned mod Middelhavet. Der er mange farer, tårer og lidelser undervejs. Det er en bevægende og utrolig historie, Joseph Joffo og filmen fortæller. Den handler både om det værste og det bedste i mennesker. Drengene møder blandt andet en katolsk sognepræst, der redder dem i et tog ved at sige, at de er hans. ”Hvorfor løj De, fader?”, spørger Joseph ham bagefter. ”Jeg løj ikke. Alle børn er mine børn. Punktum.”

Sådan taler en ordentlig sognepræst!

”Flugten til Nice” fortæller en historie, vi aldrig må glemme. Vi må hele tiden lære af den periode. Når vi har reduceret en befolkningsgruppe til umennesker, kan det ske igen, blot med andre som bødler og ofre. Filmen er en varm film trods det dystre emne. Der kan være lys i selv det dybeste mørke.