Historiens melankoli for fuld udblæsning

I verden af i går mødtes to mænd (næsten) på en banegård: Stefan Zweig og kejser Karl, uden at kende betydningen af mødet

Stefan Zweig (1881-1942) er verdensberømt for erindringsværket ”Verden af i går”, der for mange læsere har fået fornyet aktualitet i populismens tidsalder. – Foto: Imagno/Getty Images.
Stefan Zweig (1881-1942) er verdensberømt for erindringsværket ”Verden af i går”, der for mange læsere har fået fornyet aktualitet i populismens tidsalder. – Foto: Imagno/Getty Images.

Den 24. marts 1919 var forfatteren Stefan Zweig på vej med tog tilbage til et slagent Østrig fra det neutrale Schweiz, hvor han havde tilbragt de sidste krigsmåneder.

På grænsestationen Feldkirch, på den østrigske side, skulle han skifte tog. Her syntes al aktivitet at være gået i stå. Personale og rejsende, hele stationen forekom ham at vente på noget vigtigt.

Straks kom forklaringen. Et tog nærmede sig langsomt perronen fra den østrigske side, et salontog med sorte, bredere wagoner. Zweig fornemmede en bevægelse blandt de ventende. Bag vinduet i salontoget så han hvorfor. Det var kejser Karl og hans sortklædte gemalinde, kejserinde Zita, der endegyldigt forlod Østrig.

Zweig ”fór sammen”, som han senere skrev i erindringsværket, ”Verden af i går”. Det var historiens vingesus: ”Den sidste kejser af Østrig, arvingen til det habsburgske dynasti, der i 700 år havde regeret landet, forlod nu sit rige!”

Zweig gled ind i erindringer fra sit liv under habsburgsk lederskab. ”’Kejseren’, dette ord havde for os været indbegrebet af al magt, al rigdom, symbolet på det evige Østrig, og man havde fra barnsben lært at udtale disse tre stavelser med ærefrygt.”

Måske mindedes pacifisten Zweig samtidig, hvordan han i 1914 selv momentant havde ladet sig rive med af krigsudbruddets krigsbegejstrede bevægelse, hvor ”alle stands-, sprog-, klasse- og religionsforskelle med ét blev skyllet bort af denne strømmende følelse af broderskab”, som han skriver i ”Verden af i går”.

Kejser Karl havde i 1916 som 29-årig efterfulgt sin grandonkel, kejser Franz Josef. Det var midt under den krig, som ved bindingen til det meget stærkere tyske kejserrige fra dag ét viste sig skæbnesvanger for det østrigske kejserrige, omend Østrig selv havde stor medskyld i krigens udbrud. For Østrig gjaldt fra 1914 flosklen ”alt at vinde, intet at tabe”.

Der var ikke de store forhåbninger til den unge kejser, som ellers optimistisk blev udnævnt som Karl I. Som en samtidig kritisk udtrykte det:

”Man håber at møde en 30-årig mand, men frem toner, hvad der ligner en 20-årig, der tænker, taler og agerer som en 10-årig dreng.” Dén vurdering kan dog være tonet af Karls defaitistiske holdning til verdenskrigen.

For da han kort før sin kroning havde besøgt den østrigske generalstabs hovedkvarter, skal han have ytret, at han næppe forstod, ”hvorfor vi anstrenger os så meget, eftersom alt i alle tilfælde er meningsløst, for krigen kan ikke vindes”. Sande ord, men ikke lige, hvad der motiverer en generalstab i krig.

Kejser Karl havde virket for fred. Faktisk havde han i 1917 forbigående været pacifisten Zweigs spage håb, da han – Karl – gennem lidt underbordsdiplomati ved sin svoger forsøgte ”at løsrive Østrig fra det tyske militærs diktatur” (Zweig). Intet kom af det, bortset fra at Karl kom til at fremstå som grundigt illoyal over for alliancepartneren, som på det tidspunkt havde en stor del af den østrigske hær som gidsel under sin kommando.

På sin vis er de to på stationen i Feldkirch lige patetiske. Karl på vej væk fra, Zweig på vej tilbage til et amputeret Østrig. Begge havde de deres dybere rødder i l’ancien regime, som de – i hver sin forståelse og på hver på sin måde – desperat havde forsøgt at fastholde.

Stefan Zweig var pacifist, internationalist og frem for alt en europæer, deraf undertitlen til ”Verden af i går”: ”En europæers erindringer”. Den var det sidste, han skrev, i sit mismods vinter 1942, i Petropolis i det sydlige Brasilien, så langt fra Europa, som han vel kunne komme. Han sendte den i trykken i Sverige dagen før sit og hustruens selvmord.

Også Karl så sig som europæer. I dag tænker mange måske på en habsburger som noget spiseligt, men dengang var det umuligt at forestille sig Europa uden en habsburger et sted. Intet var på den vis mere europæisk end dem, som historisk var berømte for aldrig at give op.

Tysk-romerske kejsere som Maximilian, Karl V og Josef II, for slet ikke at tale om kejserinde Maria Theresia, var, hvad Karl havde at se op til.

Han var trods sin afrejse ikke abdiceret, blot smidt på porten, og havde heller ikke opgivet at spille en rolle i det gamle rige. I 1921 forsøgte han to gange at genfinde kongeværdigheden i Ungarn, begge gange fejlede han miserabelt. Ungarns nye, ”stærke mand”, admiral Miklós Horthy, ville hellere beholde magten selv.

Det var håbløst. Tiden var i dén grad gået for kejserdømmer og for aristokrater med selv de bedste stamtavler, endda den historisk stærkeste stamtavle af dem alle. Efter det andet forsøg i Ungarn mente de allierede magthavere i Versailles ikke længere, at Schweiz var langt nok væk for kejser Karl. Som en anden kejser, Napoleon, men uden sammenligning i øvrigt, blev han og kejserinde Zita sejlet til den portugisiske ø Madeira midt i Atlanterhavet. Det foregik på den britiske krydser HMS Cardiff.

Her døde han som 35-årig i 1922, helt symbolsk af iltmangel, efter et hjerteanfald og lungebetændelse. Han blev begravet på øen, men hjertet blev hensat i klosteret Muri i den schweiziske kanton Aargau, hvor det habsburgske familieeventyr var begyndt over 1000 år før. I Muri blev hjertet i 1989 genforenet med kejserinde Zitas hjerte, og desuden med formoderen, Ita, som grundlagt klosteret i 1027 og ligger begravet ved højalteret.

Exit kejser Karl. I Brasilien i 1942 var tiden også ude for senromantikeren Stefan Zweig, som var løbet tør for håb for både Europa og sig selv. Måske kunne man tænke, at hvis han havde ventet en stund, ville den amerikanske indtræden i Anden Verdenskrig og Stalingrad have vendt krigslykken, og så havde det måske også set anderledes ud både for Europa og ham selv. Men hvad det første angår, var løbet kørt. Zweig var ligesom tidens andre kulturpersonligheder afvisende overfor en ny verden med amerikansk dominans.

Hvad ham selv angik var håbet slidt op, melankolien blevet altdefinerende. Måske var det, hvad han allerede fornemmede dengang på perronen i Feldkirch, hvor han så kejser Karl og kejserinde Zita bag vinduet i det sorte salontog.