Pia Fris Laneth er en kvinde med ben i næsen. Hun er også en forfatter med en solid viden - erhvervet gennem så vel uddannelse som arbejdserfaringer - om politiske, sociale og samfundsmæssige forhold.
Og så kan hun skrive på én gang både letlæst og kundskabsrigt. Alt dette demonstrerede Laneth, da hun i 2006 udgav ”Lillys Danmarkshistorie - kvindeliv i fire generationer”. Dengang fortalte hun 150 års danmarkshistorie ud fra sin egen familiekrønike. Hun udnyttede her med stor dygtighed den lille historie til at sætte perspektiv på den store.
I sin seneste udgivelse, ”1915. Da kvinder og tyende blev borgere”, bruger Pia Fris Laneth ikke på samme måde sin egen families fortælling, men hun formår præcis lige så vellykket at få de enkelte skæbner til at træde klart frem og dermed at gøre de historiske begivenheder meget nærværende og vedkommende.
Pia Fris Laneth begynder sin beretning med at skildre selve den store dag, den 5. juni 1915, da kvinder gik i det siden så berømte tog til kongen ikke for at takke, men for at vise deres anerkendelse af den nu af kvinderne opnåede stemmeret til Folketinget.
Men Pia Fris Laneth skildrer også den, som oftest oversete, meget store gruppe af kvindelige arbejdere, der med deres fagforeningsfaner foretrak at slutte op om deres mandlige arbejdskammerater i et næsten samtidigt - og langt større - socialdemokratisk optog, der ikke gik til kongen, men til Søndermarken. Der var dog dem, både mænd og kvinder, der deltog i begge optog!
Efter denne på alle måder spektakulære indledning skildres så hele den lange og ofte ganske ydmygende kvindekamp for så vel valgret som valgbarhed på lige fod med mændene helt tilbage fra vedtagelsen af Grundloven i 1849.
Mange nederlag og nedladende ord om kvindekønnets manglende intellektuelle formåen måtte konfronteres og overvindes igennem mere end et halvt århundrede, før retfærdigheden endelig skete fyldest.
Pia Fris Laneth tager os ved hånden gennem alle detaljer og forviklinger, og hun viser os alle de kvinder - og mænd ikke at forglemme - som sejt holdt fast og holdt ud og dermed sikrede det gode resultat til glæde for alle danske kvinder lige siden.
Det, der i særlig grad gør fremstillingen vellykket, er det faktum, at forfatteren, selvom hun har et klart kønspolitisk sigte med sin fremstilling, er i stand til på én gang at lade teksten handle både om kvinderne og om tyendet. Pia Fris Laneth viser i sin bog, at der, til trods for at disse to grupper i sagens natur ofte var sammenfaldende, et langt stykke af vejen i kampen for stemmeret og ligeret var en solidaritetskonflikt, som det skulle vise sig ganske svært at overkomme.
Enkelt sagt drejede det sig om, at de kvinder, der kæmpede for selvstændighed og demokratisk ligeværdighed med mændene, trods det fælles mål på grund af meget forskellige livsvilkår havde meget forskellige meninger om, hvordan man skulle nå dette mål. Ja, vel i grunden om, hvad der var det endelige og afgørende mål for kampen.
Mange arbejderkvinder følte ikke megen solidaritet med det bedre borgerskabs fruer og de selverhvervende, veluddannede kvinder, der spillede en afgørende rolle i de kvindeforeninger, der havde gjort stemmeret til deres hjertesag. Arbejderkvindernes kamp var først og fremmest af social karakter.
De ønskede sig mere end noget som helst andet ligeløn med mændene, så de kunne forsørge deres børn, og kortere arbejdsdage, så de kunne få tid og overskud til at opdrage dem, og de var i mindre grad interesserede i de demokratiske processer og rettigheder.
Dertil kom, at de jo ofte var ansat som tyende med få eller ingen rettigheder hos de selvsamme fruer, som havde tid, råd og overskud til at gå til kvindeforeningernes stemmeretsmøder.
Pia Fris Laneth giver et meget nuanceret og afbalanceret indblik i et stykke skelsættende danmarkshistorie. Hun skriver med både kløgt og hjertevarme om en demokratisk ret, som alle danske kvinder stadig kan og også bør takke deres stærke og modige formødre for.