Man kan ikke se den fra vejen, møllen. Men den ligger i Provence, lidt syd for landsbyen Fontvieille, som man kommer til ad hovedvejen mellem St-Remy-de-Provence og Arles. Fra vejen og parkeringspladsen bevæger man sig til fods op ad en smal sti gennem et tæt fyrrekrat, stedsegrønne ege, spredte oliventræer og anden lidt tilfældig, vild bevoksning og ser først toppen af vingerne og dernæst hele møllen – ganske imposant og malerisk dér på den kullede klippe, hvorfra man har en smuk udsigt over det provencalske landskab. Idyllen indrammes af cikadernes uafbrudte sang. Den er så vedvarende, at man først bliver rigtig opmærksom på den, når den ophører ved solnedgangstid. Da kan man tale om at høre stilheden.
Møllen blev opført i 1814 og malede hvede for egnens bønder i hundrede år. Under Første Verdenskrig skortede det både på mandskab og korn: Den arbejdsduelige mandlige befolkning var indkaldt til hæren, og kornhøsten blev beslaglagt til regulerede krigsforsyninger. I 1915 indstillede møllen sin virksomhed, og den blev en af Frankrigs sidst fungerende vindmøller af sin art. Den har i tidens løb haft flere navne: Moulin Ribet, Moulin Saint-Pierre og sidst, men ikke mindst, Moulin d' Alphonse Daudet.
I årene efter krigen forfaldt møllen og dens nærmeste omgivelser, men i 1935 besluttede sammenslutningen Alphonse Daudets Venner at lade møllen restaurere og indrette som museum til minde om den franske forfatter Alphonse Daudet (1840-1897), kendt over hele verden for sit gennembrudsværk fra 1869, "Lettres de mon moulin" ("Breve fra min mølle"). Bogen udkom første gang på dansk i 1946 i oversættelse ved Hildeborg Obel-Jørgensen og illustreret af Povl Christensen, dansk maler, tegner og grafiker, som netop i år ville være fyldt 100 år.
Mange besøgende kommer nu til det lille møllemuseum for at se stedet, som Daudet købte, hvor han boede, hvor han digtede, og hvorfra han udgav "brevene". Der er bare den hage ved det, at intet af det passer!
Daudet var født i Nimes og bevarede gennem hele livet tilknytningen til Provence, men han boede og arbejdede i Paris fra sit syttende år, først som journalist og sekretær hos Charles de Morny, Napoleon III's halvbror og tidligere magtfuld minister, og derefter som digter og forfatter af romaner, noveller og skuespil. Misforståelsen og legenden om Daudets tilknytning til møllen er til at forklare, når man læser indledningen til "Breve fra min mølle". Her fortæller han indgående om købet af møllen:
"For Honorat Grapazi, notar i Pampérigouste er mødt: Hr. Gaspard Mitifio, gift med Vivette Cornille, gårdmand i landsbyen Cigalières og bosat samme sted, som herved på tro og love til digteren hr. Alphonse Daudet, der er bosat i Paris, men her til stede, har solgt og tilskødet, uden gæld, hæftelse og servitut, en vindmølle, beliggende i Rhonedalen i hjertet af Provence på en skrænt bevokset med fyrre og stedsegrønne ege. Omtalte mølle har i mere end tyve år været ubeboelig og uanvendelig, hvilket fremgår af de vildtvoksende vinmarker, mosset, rosmarinerne og det andet ukrudt, som klatrer helt op til vingespidserne. Trods den tilstand, hvori møllen befinder sig, med den ødelagte kværn og den græsbevoksede stenbro, erklærer hr. Daudet, at omtalte mølle passer ham og er velegnet til hans arbejde som digter, hvorfor han overtager den for egen regning og risiko? Kontrakten er opsat i Pampérigouste i Honorats kontor i overværelse af Francet Mamaï, fløjtespiller, og Louiset, kaldet de Quique, bodsmunkenes korsbærer, som har underskrevet sammen med de kontraherende parter og notaren efter at have fået kontrakten læst op."
Ren fiktion! Herefter følger 26 små fortællinger – den første om indflytningen i møllen: "Det kan nok være, at kaninerne blev forbavsede! Nu havde de i så lang tid set mølleporten lukket og murene og stenbroen overgroet med græs, at de til sidst havde troet, at møllerstanden var uddød ?"
Jeg-fortælleren fører læseren rundt i det provencalske med indlevede personskildringer, maleriske landskaber, dramatiske begivenheder og stille landsbyliv. Historiske tilbageblik, skrøner, sagn, eventyr, fabler – snakkende, beskrivende, indimellem humoristisk eller med ironisk distance til det klerikale, til personer og begivenheder. Et par af historierne er som fortalt til børn, og i det lille møllemuseum kan man da også købe billedbøger med udvalgte historier og kønne tegninger af folk og fæ omkring møllen.
En rørende, dramatisk og stilmæssigt typisk fortælling – for voksne – er "Pigen fra Arles":
"Når man fra min mølle går ned til landsbyen, kommer man forbi en ejendom, der ligger lige ved vejen bag en stor gårdsplads, beplantet med nældetræer. ? Hvorfor gjorde dette hus særligt indtryk på mig? Hvorfor blev jeg altid trist til mode ved synet af den lukkede port? Jeg ville ikke kunne forklare det, men vist er det, at det hus fik mig til at gyse."
Fra en af gårdens karle får forfatteren herefter fortalt, hvorledes sønnen i huset havde været alvorligt forelsket i en ung pige fra Arles.
Forældrene mente ikke, at det var det rette parti, men sønnen holdt fast i sit, og til sidst gav forældrene sig. Kort før brylluppet dukker en fremmed op. Han har hørt om det forestående giftermål og dokumenterer ved breve, at pigen har været hans elskerinde i to år, men nu har forsmået ham.
Herefter talte sønnen ikke mere om pigen fra Arles. "Men han elskede hende stadig, ja snarere mere nu, da han havde fået at vide, at hun tilhørte en anden. Han var blot alt for stolt til at sige noget, og det var det, der tog livet af ham, stakkels barn. Når aftenen kom, tog han vejen ad Arles til og gik, lige til han i solnedgangen kunne se byens slanke kirketårne. Så vendte han om; han gik aldrig længere."
Som tiden går, er der tegn på, at sønnen er kommet over kærestesorgen. Men forældrene tager fejl. Efter en landsbyfest for bøndernes skytshelgen, hvor "der var chateauneuf til alle, og vinen flød i strømme", tager sønnen livet af sig ved at kaste sig fra kornloftet mod stenbroen.
"Den morgen spurgte folk i landsbyen hinanden, hvem det dog kunne være, der skreg sådan nede ved Estèves gård. Det var moderen. Upåklædt sad hun foran stenbordet, der var dækket af dug og blod, og klagede med den døde søn i sine arme."
Alphonse Daudet bearbejdede denne novelle til et skuespil med samme titel: "L'Arlésienne", som havde premiere på Theatre du Vaudeville i Paris i 1872. Den franske komponist Georges Bizet (1838-1875) satte musik til stykket, som blev meget populært. Efterfølgende bearbejdede Bizet fire satser fra stykket til en orkestersuite, Arlésiennesuite nr. 1, som ud over operaen "Carmen" er den musik, Bizet er mest kendt for. Der findes også en Arlésiennesuite nr. 2, men den er arrangeret efter Bizets død af komponisten Ernest Guiraud (1837-1892).
En helt anden stil møder vi i fortællingen "Pavens muldyr": "Den, som ikke har set Avignon, da paverne residerede der, har ingenting set. Mage til liv, munterhed og fester fandtes ikke noget sted. Fra morgen til aften processioner, pilgrimstog, blomsterstrøede gader, udsmykninger med kostelige tæpper; kardinaler, der kom sejlende ned ad Rhonen, vajende bannere, flagsmykkede galejer, pavelige soldater, der sang latin på de åbne pladser, tiggermunke med deres skralder. Blandt paverne var der især en, en god, gammel herre, som man kaldte Bonifacius. Hver søndag efter aftensangen besøgte den ærværdige fader sin vinhave, og når han sad deroppe i den velsignede sol med sit muldyr ved siden af sig, omgivet af sine kardinaler, der lå udstrakt i græsset, lod han en lille flaske vin af egen avl trække op, denne dejlige rubinrøde vin, der stadig bærer navnet Chateau-Neuf des Papes. Den nød han i små slurke, mens han rørt betragtede sin vinhave. Når flasken var tømt, og det begyndte at blive mørkt, vendte han fornøjet tilbage til byen, fulgt af hele sit kapitel, og på Avignon-broen slog muldyret, animeret af musikken og de dansende, over i et hoppende trav, mens paven selv slog takt med sin baret til stor forargelse for kardinalerne, men til glæde for befolkningen, der udbrød: "Åh, hvor er det dog en flink fyrste, hvor er det en dejlig pave!" ..."
Læs eller genlæs bogen. Eller bedre: Medbring den på en rejse til det vidunderlige Provence og tag den frem af bagagen, når vejen falder forbi Daudets mølle.
