Historier fra en streg i vandet

Historier fra en streg i vandet

Rammen om Henning Pedersens samling ”En streg i vandet. 11 fantastiske fortællinger + 1” er klassisk: En gruppe personer – alle søens folk – er henvist til hinandens selskab og bruger tiden til at fortælle historier.

Skibet var hin fjerne dag i ingenmandsland på vej fra Panama med kurs mod New Zealand. Datolinjen nærmede sig, og besætningen fik besked på at springe en dag over. Det var lørdag, men næste dag ville blive mandag. Mens skibet på den søndag, der ikke eksisterede, lå i stilheden som en streg i vandet, blev historierne fortalt.

Forfatteren, Henning Pedersen (født 1940), sejlede som ung med ØK (Det Østasiatiske Kompagni), men det meste af sit arbejdsliv har han delt mellem at være højskolelærer og dramatiker.

Som læser kommer man vidt omkring i verden, guidet af en fortæller, der i den grad tager sig god tid. For god tid. Men historierne med deres hang til det fantastiske holder, hvad titlen lover.

Vi møder bådsmanden, der rømmer ved Bristol for at være sammen med Viginia. Men troløs betages han af den smukke Lola, der viser sig i et vindue. Men – forlyder det – Lola blev myrdet for 20 år siden. I ”Kahytjomfruens fortælling” besøges en skummel, paladslignende bygning på en lille ø mellem USA og Canada, hvor det spøger.

Videre til blandt andre den italienske hovedperson i ”Bagerens fortælling”, en enkemand, der beder om at blive forenet med sin afdøde hustru – og en ukendt fugl viser sig at være et sendebud fra Gud, der vil fortælle, at bagerens bøn er hørt.

Henning Pedersen har sans for, hvad der giver gode historier. Hans egne er handlingsmættede og for så vidt kvalificerede. Men de virker gennemgående for langstrakte – hvad der går ud over intensiteten.